Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Kabliau. 875 Kabliau. Pund, dog hyppigst kun lidt over Halvdelen; den er paa Ryggen askegraa med gullige eller brungullige Pletter, under Bugen hvid. Den lever i alle de nordlige Have, hoved- sagelig imellem Europa og Nordamerika, dels enkeltvis og dels i store Stimer, det sidste navnlig i Legetiden og imellem 40 og 60° nordlig Bradde; den udgjør et saa vigtigt Product for Menneskene, for Handelen og for Havfiskeriet, at den i disse Henseender fuldkommen kan maale sig med Silden. Den formerer sig meget stærkt; i en eneste Fisk har man talt 3—4 Millioner Æg, hvoraf man kan forklare sig, at de forekomme i saa stort et Antal trods den uhyre Mængde, som aarlig dels fanges og dels opsluges af større Fisk. Kabliauen er en graadig Rov- fisk og ernærer sig af mindre Fisk, Krabber og Havorme, men sluger ogsaa smaa Stykker Metal, Glaskoraller og lignende skinnende Gjenstande. Dens Legetid er fra Januar til Marts og i denne Tid opholder den sig most i Nærheden af Kysterne og ved Sandban- kerne, imedens den i den øvrige Tid af Aaret hyppigst søger ud paa de større Hav- dybder. " Den findes i de førstnævnte Maane- der, navnlig ved Kysterne af Ny-England, Newfoundland og de i Nærheden liggende store Sandbanker, i saadan Mængde og i saa tætte Stimer, at man ofte med en Tre fork kan gjennembore liere paa éngang. Men des- uden forekommer den ogsaa hyppig ved Ky- sterne af Norge, Island, Færøerne, Orkncy- og Shetlandsøerne, og i ringere Mængde ved Kysterne af England, Skotland, Frankrig etc. Stærkest drives Fangsten af Englænderne, Nordamerikanerne og Franskmændene ved Kysten af den de Førstnævnte tilhørende nordamerikanske 0 Newfoundland og paa de nærved samme liggende store Sandbanker, der befinde sig imellem 20 og 90 Favne un- der Havfladen. For disse Nationer har den meget stor Betydning, ikke alene paa Grund af Productets umiddelbare Værdi, men ogsaa fordi den beskæftiger mange Tusinde Men- nesker og desuden er den bedste Skole til Uddannelsen af dygtige Søfolk, idet Fang- sten frembyder rigLeilighed til at gjennem- gaa alle Sølivets Farer og Besværligheder. De Fartøier, som benyttes til Fiskefangsten, have sædvanlig en Drægtighed af 90—150 Tons og en Besætning af 20—50 Mand, ime- dens Fiskeriet dog ogsaa Hero Steder, t. Ex. ved Shetlandsøerne, drives af mindre Baado med 6—8 Mands Besætning. Fangsten sker som oftest mod Kroge, sjeldnero i Garn; Krogene ere anbragte paa korte Stænger, der i en Afstand af 4—5 Meter fra hverandre ere fastgjorte paa en c. 100 Meter lang Line, som samkes ned i Havet, og mange Fiske- fartøier føre over 100 saadanne Liner med sig. Som Madding benytte Fiskerne smaa Fisk, Krebsdyr etc., og i Mangel heraf ofte kun Muslingeskaller, Glasperler, støbte Bly- fisk eller røde Tøistumper, da Kabliauen i sin Graadighed snapper efter alle skinnende Gjenstande. En Baad kan fange 4—600 Fisk i err Dag og hjembringer ofte efter 2—3 Ugers Forløb en Ladning paa 5—6000 Stk. Fiskeriet beskæftiger omtrent alle de 122,000 Indvaanere paa Øen Newfoundland, hvis Hovedstad St. Johns er den vigtigste Plads for Tilberedningen af Fiskene. Hol- lænderne drive Kabliaufangsten ved Kysterne af Island og England, især paa Doggersbank ikke langt fra Kysten af Yorkshire, samt ved deres egne Kyster; Bedgien ligeledes i de samme Farvande, mest fra Ostende. I Norge drives Fangsten hovedsagelig ved Lo- fotøerne og ved Kysterne af Bergens og Trondhjems Stifter; den største Handel med Stokfisk har Byen Bergen. Hovedfangsten finder Sted allerede i Februar og Marts. Den norske Kabliau foretrækkes for den fra Newfoundland, hvortil Grunden dels skal være Qvaliteten af det Salt, som benyttes dertil, og dels den Omhu, hvormed Fisken behandles. Først afskæres Hovedet paa den fangne Fisk, derpaa aabner man Bugen, tager Indvoldene og de største Ben ud, ned- lægger den lagvis i Tønder med Skindet nedad og bestrør den med Salt. Heri lader man Fiskene henligge i fiere Dage, eftersom Veirliget er mere eller mindre gunstigt; derpaa vaskes de rene og lægges enten lag- vis i Bunker, eller spredes i klart Yeir med Skindet nedad paa Risfletninger eller Stene; om Aftenen og naar der indtræffer Regn, vendes de om, og man lader dem nu ligge saalænge, indtil de ere halvt tørrede. Nu samles de i Bunker af c. Meters Høide og henligge saaledes i nogle Dage; derpaa undergives de en let Tørring, lægges atter i Bunker ovenpaa hverandre og tørres der- efter fuldstændigt. Den saaledes tilberedte tørre Fisk kaldes Stokfisk, og den bedste og fineste, som man anser for at være Han- nerne, benævnes Lingard; den kun saltede og i Tønder nedpakkede kaldes Laberdan eller grøn Kabliau. Naar Fisken kun er op- skaaren fra Halsen til Gadboret som sidder omtrent midt under den, og Benene altsaa kun ere udtagne af det opskaarne Stykke, hvorved Fisken beholder sin runde Form, kal- der man den Rundfisk; opskæres den helt og bredes ud, kaldes den Fladfisk eller Platfisk, og naar den er stor Bredfisk; de, som ere ophængte til Tørring, benævnes Hængefisk, og do, som ere udbredte paa Klipperne for at tørres, Klipfisk. I Norge kalder man de forskjellige Arter Kabliau sædvanlig Torsk eller Krei; den almindelige Kabliau, som giver den egentlige Stokfisk, kaldes Vaar- torsk, og af disse skjelner man igjen imel- lem en større, sværere Art med tykkere Hoved, Sildetorsken, der udmærker sig ved sin Bugs Hvidhed og sin fortrinlige Smag, og en mindre, spidshovedet Art, som kaldes Skrei; denne holder sig sædvanlig længere I ude fra Kysterne og nærmer sig kun Landet i for at lægge sin Rogn. Torsken bliver en- I ton strax saltet og nedpakket i Tønder og ! forsendt som saltet Torsk, eller uden videre tørret i Luften til Torfisk, eller først saltet og derefter tørret, hvilket er det sædvanlig- ste, og kaldes da Klipfisk. Tørfisken inddeler man igjen i Rødskjær og Rundfisk ; til de første ! tager man de sværeste og fedeste Fisk, hvoraf