Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Klæde. 408 Klæde. digede man Klæde og omtrent paa samme Maade som i vore Dage; men Fabrikatet var dengang kun et tykt, grovt og ujevnt Stof, hvis Yaskning og Valkning foregik ved at stampe det med paa Fødderne bundne Træ- klodse i Yand, der var blandet med Valke- jord eller raaddent Urin, hvorefter de frem- springende Haar bleve ruede og glattede med Pindsvinehuder eller Tidselhoveder. Over- skæringen kjendtes dengang ikke, hvorimod Stoffet gaves en Slags Appretur ved Pres- ning. Efterhaanden gik Fabrikationen imid- lertid fremad og havde allerede i det 10de Aarhundrede naaet et temmelig høit Stand- punct, navnlig i Tyskland, Flandern og Ne- derlandene, hvorfra den snart udbredte sig til Frankrig, Schweiz, Italien og senere til alle civiliserede Lande. — Vævningen af Klæde sker paa Tøimagerstolen eller paa Maskin- stolen lærredsagtigt eller fladt. Stoffets Qva- litet er dels afhængig af den dertil anvendte Ulds Finhed og Garnets Ensartethed og dels af Stoffets Tæthed, baade i Kjede og Islæt samt dets Farve og Appretur. De ordinaire Klædesorter forfærdiges i Eegelen meget smallere end de finere og have 12—1500, de bredere ogsaa 18—2200 Traade i Kjeden; de middelfine have 24—2800 og de fine 8000 og derover. Da Klæde ved at valkes kryber meget ind baade i Længde og Bredde, væves de dertil bestemte Uldstoffer i Kegelen af en betydelig Bredde. Naar Tøiet kommer fra Væven, ligner det langtfra Klæde, men snarere grovt Lærred, da Kjede og Skud overalt ligge synlige som tykke, runde Traade, og det maa derfor underkastes flere indgri- bende Operationer, førend det fremtræder som det Stof, der almindelig kaldes Klæde. Den første Behandling, som man giver det fra Vævestolen kommende Tøi, er med en lille Staaltang, som kaldes et Nuppejern, at fjerne alle Knuder, Traadender eller fremmede iblan- dede Dele, hvorefter Tøiet vaskes ved Hjælp af forskjelligt construerede Maskiner med Sæbe, Soda eller Potaske og udskylles i rent Vand, hvorved den ved Uldens Spinding an- vendte Olie bortfjernes. Ved den derpaa føl- gende Valkning bevirkes en Sammenfiltning i Tøiet, saaledes at de enkelte Uldtrævler bringes til at forskyde sig ind i hverandre, saa at baade Kjeden og Skuddet bedækkes af uregelmæssigt fremstaaende Haar, som skjule Traadene og senere danne Luven. Valknin- gen skér ved Hjælp af Maskiner, i hvilke Tøiet enten stampes med svære Træklodse af flere hundrede Punds Vægt, eller presses imellem to af Træstokke sammensatte Valser, imedens det samtidig blødgjøres med Vand, som er tilsat raaddent Urin og Sæbe, lige- som man ogsaa hertil benytter en Art fint Lér, den saakaldte Valkejord, der ved at æl- tes sammen med Tøiet indsuger og mætter sig med det deri indeholdte Fedtstof. Som en Følge af den i den nyere Tid saa almin- delige Anvendelse i Klædefabrikerne af me- chaniske Vævestole fremfor Haandvæve, hvor- ved der udvikles en langt større Kraft, bli- ver Stoffet strax tættere og fastere og behø- ver derfor mindre Valkning og kan ogsaa væves smallere end tidligere, foruden at det opnaar en større Blødhed. Efter Valkningen bliver Tøiet udvasket og derpaa udspændt paa lange Trærammer for at tørres, hvorefter det undergives den saakaldte Runing eller Kradsning. Dette skér ved Hjælp af de æg- formede Frugthoveder af den sydeuropæiske Kartebolle, IHpsacus Fullonuiii (s. d.), hvis Blomstor ere forsynede med stive Dækblade, som ende i en lille elastisk, tilbagebøiet Krog. De tørre Frugthoveder blive i dobbelte Kæk- ker anbragte paa en stor Valse, som dreier sig hurtigt om sin Axe, og Klædet føres da langsomt hen over dem, hvorved Uldtræv- lerne bringes til at ligge i samme Ketning parallelt med Stykkernes Længde. De ved Kuningen paa Klædets Overflade fremtrukne Haar gives derpaa en ensartet Længde ved en flere Gange gjentagen Overskæring, der enten kan ské ved Haandarbeide med en stor Sax eller ved Hjælp af dertil indrettede Ma- skiner, hvilken sidste Fremgangsmaade nu er den almindelige. Naar Klædet er overskaa- ret, bliver det atter nuppet for at fjerne fremmedartede Dele, som maatte være trukne frem ved de foregaaende Processer, ligesom ogsaa de Smaahuller nu blive stoppede, som muligvis kunne være fremkomne ved Over- skæringen; af reelle Fabrikanter sættes der isaafald et Mærke i Kanten lige ud for saa- danne beskadigede Steder, for hvilke der da ved Salget gives et forholdsvist Afdrag i Maalet. Den derefter følgende Decatering, som dog sædvanlig foretages førend Klædet sidste Gang overskæres og som giver dette en varigere Glans og Fasthed, bestaar i, at Tøiet føres langsomt hen over en med Damp fyldt, fint gjennemhullet Cylinder, der vexel- vis er betrukken med tykke uldne og Lær- reds Stoffer, for at Dampene i begrænset Grad og i tempereret Tilstand kunne komme i Berøring med Tøiet. Dette børstes samti- dig paa begge Sider med store, ved Damp drevne cylindriske Børster, hvorefter det en- delig bliver presset ved Hjælp af store Skrue- eller Vandtrykpresser imellem glatte Pap- per, og tilsidst krympet enten paa samme Maade som ved Decateringen eller ved blot at befugtes og atter tørres. Denne Krymp- ning foretages kun for at betage Klædet Noget af den stærke Glans, som det har er- holdt ved Presningen, idet ellers enhver Draabe Vand vilde efterlade en mat Plet der- paa. — Farvningen af Klæde skér paa flere forskjellige Maader, enten ved at farve Ulden førend den spindes, eller ved at farve Garnet, eller ved at farve det vævede Klæde førend det valkes, eller efter Valkningen og under- tiden ogsaa efter Overskæringen, hvilket dog er sjeldnere. Farvning af Ulden eller Garnet anvendtes tidligere mest ved Fabrikationen af finere Klæde, som da kaldes uldfarvet, ime- dens det paa de andre Maader farvede Klæde benævnes stykfarvet; begge Methoder an- vendes imidlertid nu iflæng, og de ere derfor ikke længere noget Særkjende med Hensyn til Varernes forskjellige Godhed. Alle møn- stervævede Stoffer ere dog selvfølgelig uld- eller garnfarvede. De varigste Farver erhol-