Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Kul. 441 Kulilavanbark. Jord bedækkede Miler, eller nedlægges i Grave eller Kuler, som danne regelmæssige Fordybninger i Jorden og som ligeledes til- dækkes; denne sidste Fremgangsmaade an- vendes dog hyppigst til Forkulning af Tørv. Yed Milebrændingen stables Brændet, som bør være saa tørt som muligt, omkring en i Midten anbragt Pæl, som trækkes op, naar Milen er færdig og tildækket, hvorved der dannes ligesom en Skorsten i Midten af Milen. Denne antændes nu ved at kaste Gløder og letfængeligt Træ ned i Skorste- nen, som derefter ligeledes tildækkes, og Ilden ledes nu omkring i Stabelen ved efterhaan- den at aabne Trækhuller i Dækket. Naar ffilen antages at være gjennembrændt, til- dækkes den omhyggeligt for at slukkes ved Mangel paa Lufttilgang, hvorefter den ned- rives; skulde der da endnu findes Ild deri, slukkes denne med Yand, hvilket dog helst bør søges undgaaet, da Kullene tabe derved. — I forskjellige Øiemed forkuller man ogsaa Træ i særlige Ovne eller i Jerncylindre, i bvilke sidste man endogsaa kan forvandle Træ til Kul ved Anvendelse af overhedede Vanddampe. Man benytter Trækul dels som Brændselsmateriale, dels til Fabrikation af Krudt og Fyrværkerisatser, og da de have den Egenskab at tiltrække Luftarter og Fug- tighed og at betage Vædsker ildelugtende, Udesmagende eller affarvende Stoffor samt at beskytte dyriske Legemer imod Forraadnelse, benyttes de ogsaa til at rense Luften i inde- lukkede Rum, til Affusling af Brændevin, til Conservering af Kjød, i Chirurgien til at lægge paa ildelugtende Bylder, til Tandpul- yw, til Tegning, til Polering af Metaller, Horn etc. I Bjergværksdriften var Trækul tidligere det eneste Middel til Udsmeltning al Jern, Zink, Tin og Bly af Malmene, ime- dens man nu, navnlig i Jernhøiovnene, sæd- vanlig benytter Cokes i Mangel af Kul. — Alle Træarter give ikke lige mange og lige gode Ku] til Brænding. I Almindelighed ere Kullene af haarde Træarter bedre end dem bløde; de bedste erholdes af Bøge- og Birketræ, derefter af Ask og EI. Kul af Egetræ give kun en svag Hede og holde ikke Ilden uden at være udsatte for en stadig Bufttilstrømning. Jo tørere Yedet er før Eorkulningen, desto flere og bedre Kul faar jüan deraf. Af Naaletræerne giver Lærke- træet de bedste Kul, men det anvendes kun s.)olden til dette Brug; som oftest bruger juan Fyrre- og Grantræ, der som Materiale dertil kommer de haarde Træsorter nærmest °g ogsaa giver lidt mere Kul end Løvtræerne; som Vægtudbytte regner man 18—20 pCt. al de sidste og c. 25 pCt. af Naaletræer. Kullenes Vægt pr. Cubikfod anslaas for Bøge- bul til 14Vs—151/* Pd., for Fyrrekul til 10—12 Bd., Tørvekul 13—16 Pd., Gascokes 18—21 Bd. og for Cinders til 24—27 Pd. Forøvrigt bar ogsaa Fremgangsmaaden ved Tilbered- ningen megen Indflydelse paa Kullenes God- bed, og selv fra den samme Mile ere de stundom af forskj ellig Qvalitet; Udbyttet vil saaledes tildels være afhængigt af den større efler mindre Hede, der anvendes, og den Tid, der medgaar til Forkulningen, idet det vil blive mindre, jo større Hede der er anvendt og jo hurtigere den er udført. — Gode Træ- kul maa endnu tydelig kunne vise Aarrin- gene og Vedets Structur; de maa gjennem- gaaende have en blaaligsort Farve og være uden rødlige og harpixagtige Steder. De maa dernæst være faste, men let sønderbry- delige i alle Retninger, have en ringe Glans og give Klang, naar de falde paa et haardt Legeme; de maa ikke affarve, og ved For- brændingen maa de hverken give Flamme, Røg eller Sod. De Trækul, som skulle an- vendes til Krudtfabrikation, maa med Lethed kunne knuses fint og være meget poreuse, for at de kunne antændes let, forbrænde hurtigt og kun efterlade lidet Aske. Kullene af de blødeste Træsorter give Krudt af større Bærekraft, og man benytter derfor sædvan- lig til dette Brug Kul af Tørstetræet, det vilde Korneltræ, Lind, Pil, EI; Hassel etc. Til Polérnriddel egner sig navnlig Kul af Hyld, Buxbom, Pil og Elm, og til Affusling af Brændevin bruges sædvanlig Fyrre- Bøge- eller Lindekul. Til medicinsk Brug anvendes som oftest Kul af Linde- og Poppeltræer; de tilberedes ' ved at gløde Vedet i en Smelte- digel med gjennemboret Laag og føres i Apothekerne fint pulveriserede under Navn af præparerede Kul, Carbo Ligni præparatus. Kirkekul, som bruges til at ryge med i de catholske Kirker og Sacristier, forfærdiges af Kulstøv med Tilsætning af lidt Salpeter og Tragantslim; det formes i tærninglignende Stykker af en Nøds Størrelse, som derefter udtørres godt i Varme. Angaaende dyriske og mineralske Kul henvise vi til Artiklerne Benkul, Blodkul, Brunkul, Tegnekul, Stenkul etc. Kulblaat kaldes en blaaligsort, glin- sende Farve, som tilberedes af Vinrankekul og Kali. Kulbrinte kalder man en- stor Række af Kulstof og Brint bestaaende Legemer, som baade kunne være luftformige, flydende og faste; dels forekomme de i Naturen og dels fremstilles de kunstigt, især ved tør Destil- lation. Af de mest bekj endte skulle vi nævne let Kulbrinte eller Sumpgas, som t. Ex. dan- ner sig ved langsom Forraadnelse af orga- niske Legemer uden Luftens Adgang; det er den, som bevirker de voldsomme Explosioner i Bjergværkerne, som i Tyskland benævnes «Schlagendes Wetter» eller «Feurige Schwa- den», i England «Firedamp» og i Frankrig «Feu terrou eller grisou», idet den blandet med almindelig Luft danner en exploderende Blan- ding. Tung Kulbrinte eller oliedannende Gas dannes ved tør Destillation af mange orga- niske Legemer og udgjør en vigtig Bestand- del af Belysningsgas. Til Kulbrintene hen- regnes desuden en Mængde organiske For- bindelser, t. Ex. forskjellige ætheriske Olier, Terpentinolie, Benzin, Petroleum, Paraffin, Naphtalin osv. Kulilavanbark er Barken af et paa Molukkerne og i Cochinchina voxende Laur- bærtræ, Ciniiaiuomum Cullilavan. Den kom- mer i Handelen i ganske flade eller kun lidet