Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Lér. 461 Lérjord. smuk ved Kozena i Mähren, hvor den træffes i fcrskenblomstfarvede, i Perlegraat og Gul- graat overgaaende, skjællet-bladede Masser; desuden findes den ved Altenberg i Sachsen, Zinnwald i Böhmen, i Cornwallis, paa Øen Utö i Sverig, i Ural, i Frankrig, paa Elba etc. Den forarbeides til Yaser, Urner, Daaser, Ornamenterete., men er ikke godt modtagelig for Politur. Affaldet ved Forarboidningen bru- ges til Strøsand. liér T. Thon, Fr. Argille, E. Clay. Den væsentligste Bestanddel af hvad man sæd- vanlig benævner Lér, er kiselsur Lérjord, som findes i en stor Mængde Mineralier og Stenarter. Lér findes meget udbredt i Jor- den, men sædvanlig mere eller mindre blan- det med kulsur Kalk, Jernilte, Magnesia, Manganilte, Sand, Glimmer eller andre mine- ralske Stoffer. Det er dannet ved Forvitring af alkaliholdjge Lérjordsilicater, f. Ex. Feld- spath. Der findes en Mængde Lérsorter med forskjellige Egenskaber, der bero paa de fremmode Stoffers Art og Mængde saavelsom paa det noget vexlende Forhold imellem de to vigtigste Bestanddele, Lérjord og Kisel- syre. Det reneste Lér er Kaolin eller Por- cellainsjord (s. d.) ; den er hvid, blød usmel- telig, fedtet at føle paa og let at gnide itu imellem Fingrene. Pibelér er hvidt eller gulligt, brænder sig hvidt i Ilden og er lige- ledes usmelteligt. Stentøis- og Pottemager- lér er plastisk og lader sig forme; det bliver haardt og porøst ved at brændes, indsuger Mand og klæber ved Tungen. Marskléret er temmelig blandet med Glimmer og organiske Stoffer. Skjørlér er magert og indeholder omtrent Halvdelen Sand, hvorfor det kun er meget lidt plastisk; hertil hører det saa- kaldte Lehm fra Ehinegnene. Sortlér eller Tanglér er i fugtig Tilstand sort, men bliver graat ved at tørres og indeholder lidt Svovl- syre og Phosphorsyre. Bolus er stærkt blan- det med Jerndele og derfor mest brunt eller grønt; det hensmuldrer i Vand med en knit- trende Lyd og indsuger begjærligt Fedt eller Olie. Skiferiér er af forskjellig Beskaffenhed og kan være saavel fedt og ildfast som ma- gert og let smelteligt. Mergel kaldes Léret, naar det er stærkt blandet med Kalk. De vigtigste af disse og flere andre Lérar- ter, saasom Valkej ord, Okker, Siennajord, Chamotte etc., ville findes omtalte i sær- lige Artikler. — Tørt Lér kan gnides itu imellem Fingrene og udvikler en eien- dommelig Lugt, naar man aander derpaa; det opsuger Vand med Begj ærlighed og klæ- ber derfor stærkt ved Tungen. Vaadt Lér kan æltes og er mere eller mindre seigt eller plastisk; er dette sidste Tilfældet i høi Grad, kaldes Léret fedt, i modsat Fald magert. Vaadt Lér lader ikke Vand slippe igjennom og tiltrækker Fedt ved Tørring; naar det tørres i Luften eller ved kunstig Varme, trækker det sig sammen, saa at Formind- skelsen i Rumfang endog kan beløbe sig til en Femtedel; man siger da, at Léret sintrer. Forholdet ved Opvarmning til Glødhede spal- ter Lérarterne i de usmeltelige eller ildfaste, hvortil Kaolin og Pibelér henhøre, og de smeltelige, som indeholde fremmede Iblan- dinger, navnlig Kalk, Sand, Glimmer og Jernilte, som ved en meget høi Varmegrad danne en sortfarvet, glasagtig Forbindelse med den kiselsure Lérjord; til disse hører det almindelige Pottemagerlér og Blaalér, som bruges til Mursten, Tagsten, Drainrør og Pottemagerarbeide. I ubrændt Tilstand anvendes Leret til Modellering, vandtætte Dæmninger etc., ligesom dets Tilstedeværelse i den dyrkede Jordbund er en af de væsent- ligste Betingelser for dennes Frugtbarhed. I Danmark er det navnlig Brunkul- og Rulle- stensformationen, der forsyner os med dette i Techniken og Agerbruget lige uundværlige Materiale; det findes navnlig i Mængde paa Bornholm. Det rene og ildfaste Lér findes ikke i Norge, hvor Léret optræder i store Masser som Bjergart og danner den for Land- manden uundværlige løsere Bedækning over den faste Fjeldgrund. Iiérjernsten s. Brunjernsten. JLérjord, Aluminiumilte, er tilligemed Kiselsyre den mest udbredte Bestanddel af Mineralierne. Den findes krystalliseret meget rent i de som Ædelstene bekjendte Minera- lier Saphir, Rubin, Korund og Smergel, hvis forskjellige Farver, som ikke ere eiendomme- lige for Lérjorden, hidrøre fra Spor af iblan- dede Metalilter. Efter Diamant og Bor er krystalliseret Lérjord det haardeste Legeme; det angribes hverken af Vand eller af Syrer og smelter kun for den stærkeste Knaldlufts- flamme. Forskj ellig fra den krystallinske Lérjord er den amorphe, som man kan ud- skille af forskjellige Lérjordsforbindelser, saa- ledes ved Fælding af en Alunopløsning med Ammoniumcarbonat eller Soda og Glødning af Bundfaldet, eller ved Glødning af Ammo- niakalun; paa denne Maade erholder man den som et hvidt Pulver uden Lugt eller Smag. Vigtig er Forbindelsen af Lérjord med Vand, det saakaldte Lérjordhydrat (Alumina hy- drata), der erholdes ved Fælding af et Lér- j ordsalt med Ammoniak som en geléeagtig, gjennemskinnende Masse, som svinder meget ved at tørres og da danner en gummilig- nende Substants, der er let opløselig i Syrer; efter on stærk Glødning taber den meget af denne Egenskab. I Vand er denne Forbin- delse uopløselig ; den opløser sig derimod let i kaustisk Natron eller Kali og i Syrer. Den mest fremragende Egenskab hos Lérjord er den, at den besidder en meget stor Tiltræk- ningskraft for Farvestoffer, og i Techniken anvendes den derfor paa den ene Side til Affarvning af farvede organiske Vædsker og paa den anden Side til Fremstilling af en holdbar Farve paa Tøier. Den forbinder sig nemlig med Farvestoffet og danner uopløse- lige og til samme Tid paa Stoffer af Plante- riget, saasom Lærred eller Bomuld, meget holdbare Forbindelser. Af de saakaldte Lak- farver er den en væsentlig Bestanddel. I Medicinen finder Lérjordhydrat endnu kun en indskrænket Anvendelse. Lérjord, kiselsur, findes overordentlig udbredt i mange Mineralier og Stenarter,