Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Læder. 475 Læder. huden, men ogsaa fjerner den Substants, der opfylder Mellemrummene imellem Læderhu- dens Cellevævsbundter, som ved Garvningen forbinde sig med Garvestoffet og derfor efter Tørringen ikke mere klæbe sammen til en stiv Masse, men blive bøielige og smidige, hvorved Læderets Blødhed og Varighed be- fordres. Afhaaringen kan ogsaa ské ved Be- handling med Damp, Aske, Gaskalk eller med Rusma, som benyttes dertil i Orienten og som bestaar af 1 Del rød Svovlarsenik og 2—3 Dele læsket Kalk. Garvningen skér paa paa fire forskj ellige Maader, hvorved der fremkommer ligesaa mange Hovedklasser af Læder, nemlig bark- flarvet, hvid- eller alungarvet, semsgarvet Læder og Pergament, hvilket sidste dog ikke egentlig kan kaldes Læder, da det navnlig fattes dettes Smidighed. — 1) Ved Bark- Sarvningen, som ogsaa benævnes Underlæ- dersgarvning, opblødes først de vaskede Hu- der i Kalkmelk, eller man lader dem under- gaa en til en vis Grad dreven Forrådnel- sesproces (Svodning), hvorefter Over- og Un- derhuden samt Haarene blive saa løse, at de fflfflne afskrabes. Naar dette er skét, vaskes Guderne godt og behandles i en sur Vædske fflr at bringe Porerne til at aabne sig, hvor- efter de enten lægges i Vand med Garve- dark imellem Lagene, eller behandles med <ffl dertil fremstillet garvestofholdig Vædske |°r saameget desto hurtigere at kunne op- fflge Garvestoffet (Hurtiggarvning). De gar- 'ede Huder blive derpaa tørrede, rullede, val- ide eller hamrede. Som Garvebark benyttes fflest Egebark, men ogsaa Barken af Birk, H Eyr, Gran, Pil og liere andre Træsorter; fflidvidere bruger man Galæbler, Knopper, 'Lgerdopper, Sumak, Catechu, Kino etc. Denne h remgangsmaade anvendes navnlig til Garv- fflög af Oxe- og Bøffelhuder, og afgiver det H®rke og varige Læder til vort sædvanlige G odtøi, navnlig Saalelæderet og det saakaldte jmidsaalelæder, der tilberedes af do sværeste Gûder. Til Garvning af Overlæder anvendes I 11 samme Proces, men efter Kalkningen ffljSges Huderne i en Opløsning af Hønse- yfer Hundegjødning, og rensede derfra gaa ly over til Garvningen i den saakaldte Bark- ffly- Efter endt Garvning tørres de, ind- børes med Degras eller andre Fedtstoffer, og ^Leides derpaa færdige.— En særlig Slags Bark- Sarvning benyttes ved Tilberedning af Juch- ler> Corduan, Maroquin (s. disse) og af det saakaldte danske Læder, hvortil tages Lamme- pind eller unge Gede- og Rensdyrskind, og Gcuaf det fineste anvendes til Fabrikation G Handsker. — 2) Hvidgarvet eller alun- pCVet Læder tilberedes med saltsur Lerjord, lv°rtil man benytter en Blanding af Alun Kogsalt. Paa denne Maade forfærdiger kun sjeldnere stærkt Læder af Oxe- og Gestehuder, men sædvanlig finere Lædersor- af Faare- Kalve- og Bedeskind til for- pjjelligt fint Sadelmagerarbeide, til lette Sko, Handsker etc.; til de fineste Glacéhandsker ffluger man i Paris hyppig Rotteskind. En Særegen Art er det ungarske Hvidgarveri, ‘G’orved det garvede Læder tilsidst endnu behandles med Fedt eller varm Tran; det egner sig dog kun til svære Oxe- eller Heste- huder. Endvidere maa nævnes Tilberednin- gen af fransk eller Erlangerlæder, som be- nyttes til fine Handsker og hvorved den varme Alun- og Kogsaltopløsning udrøres med Hvedemél og Æggeblomme, undertiden ogsaa med Olivenolie, til en tyk Grød, hvori Skindene æltes. Man anvender dertil især Gede- Kalve- og Lammeskind, ligesom ogsaa Gemseskind, som imidlertid for Tiden ere meget sjeldne og dyre. Det alungarvede Læder er blødere og mere smidigt end det barkgarvede. Ogsaa Tilberedningen af de til Pelsværk bestemte, behaarede Skind hen- hører herunder, da den som oftest ligeledes skér med Alun, undertiden dog ogsaa med Kalkmelk og Kogsalt. — 3) Det semsgarvede Læder adskiller sig fra begge de forannævnte Sorter ved større Blødhed, Strækkelighed, en vis uld- eller klædeagtig Beskaffenhed og ved den Egenskab, at det kan vaskes, hvor- for det ogsaa kaldes Vaskeskind. Det egner sig paa Grund af disse Egenskaber navnlig til Beklædningsgjenstande, saasom Benklæder og stærke Handsker, men det benyttes des- uden ogsaa til Pengepunge, Seler, til Ban- dager for Chirurger og de svære Sorter og- saa til Bandolerer for Militaire o. dsl. Det er dels hvidt, dels gult, sort, grønt eller og- saa anderledes farvet, navnlig til Handsker. Man anvender dertil hovedsagelig Huder af Hjorte, Raadyr og Gemser, desuden af Geder og Faar og undertiden ogsaa af Kalve, Køer og Oxer. Tilberedningen bestaar hovedsage- lig kun i, at man, efter først at have fjernet Overhuden, lader Huderne gjennemtrænges af Fedt ved Hjælp af Yalkning eller Stamp- ning; man benytter som oftest Tran af Hva- ler, Sælhunde, Stokfisk, Sild etc. For at faa Fedtstoffet til at indgaa en fast Forbin- delse med Hudtrævlerne, lader man de ind- smurte Huder under gaa en Slags Gjæring. Det overflødige Fedt udvaskes med en Pot- askeopløsning, hvorved man erholder det saa- kaldte Garverfedt eller Degras, som under- tiden benyttes til Vognsmørelse etc., men som navnlig er en ved Barkgarvningen meget tjenlig Lædersmørelse. — 4) Pergament vil findes nærmere omtalt under Bogstavet P. Yi skulle her kortelig omtale en for nogle Aar siden af Professor Knapp foreslaaet Garv- ningsmaade, som formenes at kunne blive af Betydning for Garverierne og som anvendes flere Steder i Tyskland, hvor det saaledes til- beredte Product er bekjendt under Navn af »Knappsk Læder«. Den er en Forbindelse af Hvidgarvning og Semsgarvning og bestaar i at garve de raa Huder ved Hjælp af uop- løselige Sæber. En Sæbeopløsning udfældes uied Alun eller et andet af de tidligere nævnte Lérjordsalte, hvortil der er sat lige Mængder Kogsalt. I den saaledes dannede Lérjord- sæbe blive Huderne dygtig gjennemæltede og erholde da ved en omhyggelig -og flere Gange gjentagen Behandling paa denne Maade en smuk, blændende hvid og holdbar Garvning. Lérjordsæbens Sammenklumpning forhindres ved en Tilsætning af plastisk Lér,