Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Merian, vild. 515 Merinos. Snustobak, og ved Kogning med Smør til- bereder man ogsaa en Salve deraf, det saa- kaldte Meriansmør. Det af Olien udvundne Meriancampher bestaar af fuldkommen livide og kaarde Krystaller, brænder med Flamme og farves rødt af concentreret Svovlsyre. Merian, vild (Origanum vulgare), T. Dosten eller Wohlgemuth, er en paa tørre, græsrige Steder i hele Europa udbredt Plante. Den har en stærk, behagelig, merianlignende Lugt og en krydret, bitter Smag, bærer vel- lugtende, rødligblaa Blomster i Smaaax, der i Spidsen af Stengelen ere samlede i Halv- skjærme. Bladene ere stilkede, ægformede, stumpe, lidt kantede og blødt behaarede. De blomstrende, rødlige, grenede Stengelspidser benyttes i Medicinen under Navn af flerba Origani vulgaris som et fordelende Middel til Bade, Omslag etc. Af Planten og Blomsterne udvinder man en gul ætherisk Olie af aro- matisk Lugt og Smag. Merinos kaldes forskjellige Slags Tøier, som i Regelen ere forfærdigede af fin spansk Lid. Ved fransk Merino forstaar man især et Slags kipret, heluldent Kjoletøi, som er v®vet af Kamgarn af spansk Uld, der ikke er saa glinsende som Kamgarn af engelskUld, Fransk Merino kaldes ogsaa Thibet og adskiller sig fra Cachemir (s. d.) derved, at det er vævet firskaftet, saaledes at 2 Kjedetraado ligge over 2 under Islætten; det fremviser saaledes Betside baade paa Over- og Underfladen, kun med den Forskjel, at den Side, som vender udad, er sveden glat, imedens den Side, som %ger indad, ikke er sveden, hvorfor den har M mere laaddent Udseende. Det benævnes ogsaa Thibetmerino og har tildels fortrængt ■m mere ordinaire Varer, som endnu fahri- ges under Navn af Merino i Tyskland og England. Merinos eller Merinosfaar er Navnet Pua en udmærket fintildet, af Bjerg- eller Budefaar oprindelig bestaaende Race, som i Sl.n Tid skal være kommen fra Afrika til Spa- juien, hvor den blev blandet med de inden- mndske Faar og senere forædlet med engelske. j_.e spanske Faar vare allerede i Oldtiden be- kendte for deres udmærket fine Uld, men fennes sædvanlig rødlige, brunlige eller sorte j; arve lagde ofte store Hindringer i Veien ior de deraf vævede Stoffers Anvendelighed til Luxusbrug, og man forsøgte derfor at parre spanske Faar med de nordafrikanske fra marokko og Algier, som vel frembød en mindre fin, men derimod prægtig hvid og p&rkt kruset Uld. Udførselen af Merinos- ,aar fra Spanien var paa det Strengeste for- judt lige til Begyndelsen af dette Aarliun- jfr'ode, da Forbuddet blev hævet, og de brag- es da til Sachsen og Frankrig, hvor det ved omhyggelig Pleie og et kyndigt Udvalg ‘frerhaanden lykkedes yderlig at forædle Ra- , eu, saa at de tyske og franske Merinosfaar p?111 til at overgaa de spanske, saavel med U'usyn til en finere og tættere Uld, som og- Aa hvad Faarenes Legemsbygning angik, uacen udbredte sig derpaa til Østerrig, Preus- ■ en og flere andre Lande i Europa, ligesom 011 ogsaa snart indførtes til Australien og Kaplandet og senere til Buenos-Ayres, hvor den vandt en overordentlig Udbredelse. I lang Tid var det hovedsagelig Uldens Fin- hed, der var Formaaiet for Merinosavlen, og i denne Henseende bragte man det meget vidt, navnlig i Sachsen, hvor man havde to Kvaliteter, der vare endnu finere end den spanske Uld, nemlig superelecta og electa. Den høie Grad af Finhed medførte imidler- tid, at Ulden blev kortere og mindre tæt, hvoraf Følgen var et mindre Udbytte, og da man ved Spinderiernes store Fremskridt i den nyere Tid blev sat istand til at kæmme den Uld, som tidligere kun kunde kartes, og til af grovere Uld at fremstille samme Fin- liedsgrader af den spundne Traad, som for- dum kun kunde naas med de yderligste Nu- mere, blev Opgaven for Merinosfaarets Avl efterhaanden en anden, nemlig dels Indvin- ding af en større Uldmængde paa Finhedens Bekostning og dels et større Udbytte af Kjød, end der tidligere erholdtes af de smaa spanske Merinosfaar, og disse Hensyn have efterhaan- den fremkaldt forskjellige Afarter, navnlig ved Krydsning med de engelske og franske Kjødfaar. I Spanien skjelnede man tidligere imellem 2 Arter, nemlig Vandremerinos (transhumantes) og Standmerinos (estantes). De førstnævnte levede altid under aaben Him- mel, idet de om Vinteren bleve drevne til de sydlige Provinser og om Sommeren igjen til de nordlige. Standfaarene havde derimod deres bestemte Opholdssteder, hvor de ogsaa overvintrede; deres Uld var dog mindre fin end Vandrefaarenes. Ved Krydsning af begge disse Arter opstod de saakaldte Mestizer, hvis Uld ogsaa med Hensyn til Finhed stod imellem de to førstnævntes. Forøvrigt vare Faarene ligeledes af forskjellig Kvalitet i de forskjellige Provinser, og man havde derfor ogsaa i denne Henseende flere Alter, navnlig Escurialfaaret, Negrettifaaret og Infantado- faaret. Escurialfaaret, som hovedsagelig var det, som blev bragt til Sachsen, har en lang, slank Hals, et spidst, paa Forsiden nø- gent Hoved, store, tynde Øren, høie, nøgne Ben og er kun lidet bevoxet under Bugen ; fra Hoftebenene til Haleroden er det skraat afstumpet, og dets Hale er temmelig bred. Uldbedækningen er ikke meget tæt, hvorfor den ogsaa efter Faarets Badning kun veier c. 2 Pund, men Ulden er meget fin og olieagtig fedtet. Som ovenfor omtalt blev Racen for- ædlet i Sachsen og antog en eiendomraelig Charaktér, hvorfor man ogsaa ikke mere kaldte de derværende Merinosfaar Escoria], men Electoralfaar (fordi Sachsen dengang var et Churfyrstendømme). Negrettif.aret har en sværere og kraftigere Legemsbygning, et rundt, tykt Hoved og en foldet Halskrave, korte stærke Ben' og er bevoxet over hele Legemet ; dets Pels, som kan veie henved 4 Pd., er meget tæt og har en temmelig kort og kun lidet elastisk, men fin og kraftig Uld- traad med klæbrigt Fedt. Det indførtes ho- vedsagelig til Østerrig, hvor det forædledes og gaves Navn af Imperial- eller Keiserfaaret, ligesom dets Uld kaldtes Imperialuld. In- fantadofaaret giver ligeledes megen Uld, 33*