Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Rumicin. 674 Runkelroe. Værdi af lidt over 1 Million £., hvoraf c. 4,7 Mill. Gall, fra britisk Guiana, 3,4 fra de britisk vestindiske Øer, 1,1 fra de spansk vestindiske Øer, 0,6 fra Mauritius, 0,1 fra Ægypten, 0,1 fra hollandsk Guiana, 0,06 fra Peru etc. — Der udførtes i samme Aar fra England 1,556,641 Proof Gallons til en Værdi af 257,593 £., af hvilke Tusinder Gallons c. 466 gik til Tyskland, 342 til Australien, 193 til Vestafrika, 118 til Frankrig, 96 til Hol- land, 79 til Nordamerika, 40 til Rusland, 37 til Belgien etc. — I 1867 udgjorde Indfør- selen af Rum til England kun 6,8 Mill. P. G. værd c. 692,300 £. — Indførselstolden er 1 England paa directe indført Rum 10 sh. 2 d. pr. Gallon og paa ikke directe indført 10 sh. 5 d. Rumicin eller Lapathin er det i Al- perhabarber (s. d.) indeholdte eiendommelige Stof, som har lignende Egenskaber som den Rhabarbersyre, der findes i Rhabarberroden. Rundfisk s. Kabliau. Runkelroe (Radix Betæ vulgaris), T. Runkelrübe, Dickrübe, Mangold, er Nav- net paa en Gruppe Sorter af Bede, en Plante- slægt af Salturternes Familie; dens Eien- dommelighed bestaar fornemmelig deri, at den øverste Del af Roden og den nederste Del af Stammen er opsvulmet til en kjød- fuld Roe. Runkelroen stammer egentlig fra den vilde Bode, B. vulgaris, som findes vildt- voxende ved Middelhavets Kyster, paa de ea- nariske Øer og flere Steder i Asien; men den dyrkes nu i Mængde i de fleste flade Egne af Mellemeuropa og tildels ogsaa i Nordeu- ropa. Den er i den nyere Tid bleven af stor Vigtighed, navnlig til Udvinding af det deri indeholdte Sukker, og hovedsagelig i denne Hensigt dyrkes den nu i det Store især i Mellem- og Nordtyskland, Belgien, det nord- lige Frankrig, Polen, Mellemrusland etc. Planten er toaarig og skyder i det første Aar en tyk, kjødagtig Rod, og i det andet en 1—1 Vs Meter høi Stengel med smaa Blom- ster, hvoraf der fremkommer nyreformige Frø. Et Pund Runkelroefrø indeholder gjen- nemsnitlig c. 24,000 Korn; Tøndevægten er c. 76 Pund. Det spirer først ved over 90 C. og bevarer Spireevnen i 4—6 Aar. Gjennem- skæres en Runkelroe paatværs, viser den sig at bestaa af flere concentriske, ofte forskjel- ligt farvede Lag, imedens dens ydre Flade er dækket af et tyndt Korklag; dens nærende Egenskaber skyldes dels dens Indhold af Sukker, og dels Mængden af Æghvidestof og af faste Bestanddele. I de Varieteter af Runkelioen, der dyrkes som Sukkerroer, er det sukkerholdige Væv særlig stærkt udviklet og rigt paa Sukker, imedens der i andre, saasom Rødbeder og Gulbeder, er meget Farvestof tilstede i Grundvævet. De friske Roer indeholde sædvanlig henved 12 pCt. af deres Vægt krystalliserbart Sukker, c. 85 pCt. Vand og kun omtrent 3 pCt. træagtige Træv- ler og andre ubrugelige Bestanddele. For- uden til Sukkertilvirkning anvendes Runkel- roerne ogsaa hyppig som Kvægfoder, som Kaffesurrogat (s. næste Artikel), til Fabrika- tion af Brændevin og 01, og de tørrede Run- kelroeblade benyttes ofte til at blandes imel- lem ordinair Røgtobak, til hvilket Brug de flere Steder i Tyskland, navnlig i Magdeburg, ere bievne en formelig Handelsartikel. -~ Runkelroen forekommer i en stor Mængde Varieteter, som mest adskille sig fra hver- andre ved deres Størrelse og Form samt ved Røddernes Farve, og som i den nyere Tid ere bievne yderligere formerede ved Kunst, for at frembringe Arter, der kunne give det størstmulige Udbytte af Roer og af Sukker. Man skjelner sædvanlig imellem følgende 4 Hovedgrupper: 1) Foderbeden {Beta vulgaris ramifera campestris), som er den, der i Almindelighed benævnes Runkelroe, udmærker sig fremfor de andre Grupper ved sin kraftige Væxt og ansélige Bladdusk. Denne Roe kan naa en betydelig Størrelse og Vægt, men er af grov Kvalitet og ikke rig paa Sukker; man skjel- ner imellem lange, middellange og korte Sorter. Af disse er den her i Landet hyp- pigst dyrkede den saakaldte lange, tykke, røde Roe, som især er kjendt under Navn af Eivetham; den har en Længde af \ Meter og derover, et Gjennemsnit af 16—26 Ctm. og egner sig bedst til en dybtmuldet Jord- bund. Den derefter hos os mest udbredte Sort er den tykke, gule, ovale eller flaske- formede Barresroe, som henhører til de middellange Sorter. 2) Sukkerbeden (B. v. r. saccharifera) har en svagere Væxt end den forrige og en forholdsvis lille Bladdusk; den kan avles indtil 71 °n. Br. og modnes i 150—180 Dage. Den forlanger et middelvarmt og tilpas fug- tigt Klima og en god, dybt bearbeidet, løs Jordbund. Imedens man til Foderroen sæd- vanlig benytter Staldgjødning, anvender man til Sukkerroen hellere kunstig Gjødning, som er rig paa mineralske Bestanddele, saasom Kali og Phosphat, men ikke Kogsalt. I Nær- heden af Sukkerfabriker har man ved at g jøde kraftigt dyrket Halvdelen af hele Are- alet med Sukkerroer, hvoraf Udbyttet har været c. 530 Centner pr. Td. Land, imedens man af Foderbeder kan høste 800 Centner og derover. Bladene eller Toppen af Roerne anvendes som Foder. Man opbevarer sæd- vanlig Sukkerroer i Kuler, der ere omgivne med en lille Grøft med behørigt Afløb for Vandet; i disse Kuler stables Roerne om- hyggeligt og tildækkes mod Jord. En nyere Maade til Opbevaring af Sukkerroer, hvorved man skal kunne overvintre Roerne uden nogen mærkelig Forringelse i deres Indhold af kry- stalliserbart Sukker, bestaar i istedetfor med Jord at dække Roerne med en Blanding, be- staaende af 80 pCt. Stenkulsslagger, groyt sønderslaaede, og 20 pCt. Kalkstøv, nemlig Kalk, der ved Tilsætning af lidt Vand er forvandlet til Støv. Da der i enhver Suk- kerfabrik findes nok af Slagger og Kalk, kan denne Methode gjennemføres uden forøgede Omkostninger. Som Kalk kan ogsaa anven- des Saturationsslam. Et af disse to Bestand- dele bestaaende Lag er meget porøst og skal paa den ene Side forhindre enhver Varme- udvikling inde i Kulerne og saaledes ogsaa