Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Blaarbomuld. som er kartet paa Maskiner, giver fortrinligt Garn, og det er i Blaargarn at Maskinspinde- rierne have deres Hovedfortrin; i England spindes et fint Blaargarn, som kaldes Tow- garn, af Hørblaar (s. Linnedgarn). Kort B. benyttes til Kalfatring af Skibe og til Papir- fabrikation. Den bedste Hampeblaar kommer fra Biga og kaldes Tors. De ved Skjæt- ningen fra Hørren faldende, meget urene Taver kaldes Skjætteblaar og anvendes mest til Gulvkludetøi og Paklærred. Bussisk Hampeblaar kommer mest fra Kønigsberg; den bestaar næsten mere af Hamp end af Blaar, men er dog sædvanlig snoet i løse Strikker; Karte bl aar er en meget ringere Sort. Uldblaar kaldes de korte Uldbaar, som ved Kæmningen af lang Uld blive siddende i Kammen som Affald. Blaarbomuld kaldes tilberedt Hør- blaar, som enten alene eller i Forbindelse med Bomuld spindes til Garn, hvoraf der i Frank- rig og Tyskland væves en Slags Barchent. Naar Blaarene ere heglede aldeles rene, læg- ges de i 24 Timer i stærkt Saltvand, og efter derpaa at være udvaskede, koges de i 3 Dage i Sæbesyderlud. De blive derefter tørrede, blegede og kartede til en Yat, som vikles paa en Træcylinder, omgives med Papir og hensættes i en halv Time i en ikke altfor varm Bagerovn, hvorpaa de spindes efter at være formede til Baand paa Finkarten. Blaarlærred er det ordinaire, af Hør- eller Hampeblaar vævede Lærred af forskjel- lig Styrke og Godhed; den bedste Sort af godt renset Hørblaar er ligesaa god som de ringere Sorter Hørlærred. Sækkelærred, som er mere ordinairt, væves navnlig i Schlesien, Westphalen, Bøhmen, Busland, Polen og paa Øen Bugen, baade af Hør- og Hampeblaar. De simpleste ere Paklærrederne, som fore- komme i flere Sorter; til disse henhøra- det tidligere omtalte Barras (s. d.). Blaavand eller Strøblaat s. Smalte. Blaasten kaldes ogsaa blaa Vitriol s. Vitriol. Blaasur Kali s. Blodludsalt. Blaasyre, Cyanbrintsyre, Hydrocyan- syre (Acidum hyarocyanicum, borussicum eller zooticmn) er et meget giftigt Stof, som ikke findes færdigdannet i Naturen, men op- staar af amygdalinholdige Plantestoffer f. Ex. bittre Mandler samt Kjærnerne, Blomsterne og Bladefie af flere til Blomme- og Mandel- slægten henhørende Planter, navnlig Bladene af Kirsebærlaurbærtræet ved Indvirkning af Emulcin og Vand. Den vindes ved Macera- tion af bittre Mandler, Fersken- og Blomme- kjærner med Vand og -paafølgende Destillation (s. Bittermandelvand), samt ved Destillation af Cyankviksølv med Saltsyre eller af Blod- ludsalt med Svovl- eller Phosphorsyre. Paa den sidste Maade tilberedes sædvanlig Blaa- syre i de chemiske Fabriker, men den kom- mer dog kun i Handelen til Lægebrug efter at være fortyndet med Vand og lidt Spiritus, og kaldes da vandholdig, medicinsk eller Scheelsk B. I vandfri Tilstand er B. en af de stærkeste Gifter og dræber hurtig, saavel naar den tages ind, som naar den kommer i J. Hjorth: Varelexikon. Berøring med ydre Saar. Den er en farve- løs, vandklar, af Cyan og Brint sammensat, i Vand og Vinaand let opløselig Vædske af bedøvende Lugt og en skarp, brændende Smag; ved Lysets Paavirkning decomponerer den let, idet den farves rødlig brun under Udskilning af en kulagtig kvælstofholdig Masse, og den maa derfor opbevares i sorte Glas; den er let antændelig, brænder med en hvid, klar Flamme, koger ved + 26,5°, stivner til en fast, hvid, krystallinsk Masse ved 15 °, og har en Vægtfylde af 0,697. Ved For- tynding med Vinaand holder B. sig længere og har da en Lugt som bittre Mandler, men er ogsaa i denne Tilstand en stærk Gift, som dræber hurtigt ved at lamme Nerverne; i meget smaa Qvantiteter anvendes den imid- lertid i Medicinen, navnlig i Brystsygdomme. Som Midler imod de skadelige Virkninger af B. benyttes Jernsalte, fortyndet, ætsende Sal- miakspiritus, brændt Magnesia, kolde Over- gydninger og i Særdeleshed sort Kaffe. — Med Metaller forbinder B. sig til Cyanmetaller; af Vigtighed er dens Forbindelse med Kali og Jern, Ferrocyankalium, gult eller rødt Blod- ludsalt (s. d.) og Berlinerblaat (s. d.). Blaat Ibenholt s. Purpurtræ. Blaatræ, Campechetræ eller Blodtræ (.Hcematoxylon campechianum), E. Logwood, Fr. Bois de Campêche, et ved Campeche- bugten hjemmehørende og i Vestindien og andre Tropelande plantet; 20—45 Fod høit Træ med en som oftest krumbøiet, uanselig Stamme med sortebrun, rynket Bark, under hvilken der ligger en hvid Splint; indenfor denne findes det mørkerøde, faste, trange, grovtrevlede Ved, som har en eiendommelig, ikke ubehagelig Lugt og en sødlig og ad- stringerende Smag, en høi Grad af Varighed og en Vægtfylde af 0,913 til 1,058. De i Handelen forekommende Stykker veie sæd- vanlig 40—100 Pund og ere 3å5Fod lange; af disse er den hvide Splint og Barken som oftest borttagne, saa at de udvendig ere af en smudsig, brunrød Farve, der i Længden bliver næsten sort; indvendig er det friske Ved rødbrunt og af en violagtig Lugt. Un- dertiden forsendes det dog ogsaa med Splin- ten og kaldes da almindeligt eller uskallet B., imedens det sædvanlige uden Splint kal- des skallet. De største eller tungeste Styk- ker ere de mest værdifulde. Et Afkog deraf med Vand har en mørkerød Farve, som i Luften efterhaanden bliver brun og endelig næ- sten ganske sort. Syrerigjøre den lyserød, Kali eller Alun purpurrød eller blaaviolet, og ved Salte og andre Stoffer kunne forskjellige Farver skaffes tilveie, saasom Graaviolet med Lerjordbeitser, Graat eller Sort med Jern- beitser, Blaat med Blysukker etc. Vedet an- vendes meget i Farverierne og mest til Sort- farvning, uagtet Farven just ikke er meget holdbar; det benyttes endvidere til Blæk- fabrikation samt ogsaa til Snedkerarbeide, da det modtager en smuk Politur. Det ind- dampede vandige Udtræk giver Blaatræextract (s. d.), af hvilken et gult, let opløseligt, krystal- linsk Farvestof, Hæmatin eller Hæmatoxylin, kan fremstilles ; ved Paavirkning af fugtig Luft