Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Stenkul. 780 Stenkul. dele, hvoraf Kullene ere dannede; disse Plan- ter bestod mest af kæmpemæssige Kryp- togamer, saasom Bregner, Lycopodiaceer, Skavgræs etc., henhørende til nu tildels ud- døde Arter, imedens Plantefamilierne endnu kun findes repræsenterede af Planter i rin- gere Antal og af mindre Størrelse. Sten- kullene forekomme kun i de ældre Jorddan- nelser i mere eller mindre mægtige Lag, hvis Stilling oprindelig hyppigst har været horizontal, men ofte er bleven forrykket ved senere indtraadte Forandringer i Jordover- fladen, hvorved Lagene undertiden have faaet en næsten lodret Stilling, der da f'oraarsager mange Vanskeligheder ved Brydningen. Sten- kul er ukrystallinsk og bestaar af store, sam- menhængende, tætte Masser, som kun under- tiden vise et skifret eller kornet Brud, imedens dette som oftest er musklet og ujevnt; Farven er i Regelen sort, men ogsaa undertiden graalig eller brunlig; det er al- deles uigjennemsigtigt, har en glas-eller sort- agtig Glans, en Vægtfylde af 1,15—1,60 efter Massens Tæthed og Mængden af de frem- mede Iblandinger, og enHaardhed = 2—2,5. Det brænder med en klar, osende og som oftest rygende Flamme, idet Stenkul inde- holder indtil 6 pCt. Brint med 5—20 pCt. Ilt som Olie eller Gas dannende Stoffer, og det udvikler da en bituminøs eller svovlagtig Lugt og efterlader en forskjeiligartet, under- tiden smeltelig eller slaggeagtig Aske. Op- hedet i lukkede Kar afgiver det en brændbar Gas, som hovedsagelig bestaar af forskjellige Kulbrinter, Kulilte, Kulsyre etc. og som, naar den er tilbørlig renset, anvendes som Belysningsgas. Stenkullene findes i en vidt udbredt Bjergformation, som kaldes Stenkul- formationen og have en langt ældre Oprin- delse end Brunkullene, som ere mindre faste og have en meget tydeligere træagtig Struc- tur. De danne ofte meget udstrakte Leier eller Fløtser af forskjellig Tykkelse, der kan variere fra nogle faa Centimeter til 10 à 20 Meter eller mere; i England skal der i det sydlige Wales endogsaa findes Leier af 30 à 35 Meters Tykkelse. Sædvanlig ligge flere Kullag ovenpaa hverandre, adskilte ved mel- lemliggende Lag af Sandsten og Skiferiér, hvori der hyppig findes Forsteninger af de Træer eller Planter, af hvis organiske Rester Stenkullene ere dannede. Der findes under- tiden Leier, som bestaa af over 100 saadanne vexlende Lag, t. Ex. i Lancashire, hvor der ligger 120 Lag ovenpaa hverandre, i Rhin- preussen, hvor man har talt 164 Lag, og ved Donetz i det sydlige Rusland, hvor La- genes Antal endogsaa udgjør 225 med en sammenlagt Mægtighed af c. 150 Meter. Hvad den chemiske Beskaffenhed af Stenkul angaar, da bestaar det hovedsagelig af Kul- stof, Ilt, Brint og lidt Kvælstof; desuden indeholder det hygroskopisk Vand (i Gjen- nemsnit c. 5 pCt.) og flere Iblandinger, som efter Forbrændingen tildels blive tilbage som Aske. Den Askemængde, som Kullene efter- lade ved at brændes, er meget forskjellig, idet gode Stenkul neppe efterlade 2 pCt. Aske, andre derimod over 20 pCt. Aske, som for største Delen bestaar af Kiseljord, Ler- jord og Jernilte og som ikke har nogen Han- delsværdi. Jerniltet hidrører mest fra Svovl- kis, hvormed Kullene ofte ere gjennemvoxede. Den egentlige Kulmasse indeholder ikke Svovl, og Kullenes hyppige og til mange Anven- delser, navnlig ved Ophedning af Metalkjed- ler, meget skadelige Svovlgehalt skyldes stedse den iblandede Svovlkis. Naar Kullene hen- ligge længere Tid i Luften, ilter Svovlkisen sig til svovlsurt Jernforilte, og denne Ilt- ning er ofte forbunden med en saa betydelig Varmeudvikling, at Kullene derved antændes. Sammensætningen af Kullenes ovennævnte Bestanddele er meget forskjellig; med Hen- syn til Kulstof kan Mængden variere fra 73 til 94 pCt., Ilt fra 3 til 20 pCt. og Brint fra 0,5 til 6 pCt. De jordagtige Iblandinger kunne hos mange Arter udgjøre over 20 pCt- Med Hensyn til Farve, Glans, Fasthed, Brændbarhed, Hedekraft etc. vise Kullene derfor mange Forskjelligheder, der som of- test hidrøre fra deres større eller mindre Indhold af Jordharpix og jordagtige Dele- Selv paa det samme Findested ere de oft0 af meget uensartet Beskaffenhed, og navnlig ere sædvanlig de øvre Lag af ringere God' hed end de dybere liggende. Med Hensy11 til Stenkullenes Structur og Udseende skjet' ner man imellem flere Arter, af hvilke føl' gende ere de vigtigste: 1) Begkul, E. Caking coal, ere fløilssorte, stærkt glinsende, have et fuldkommen must' let Brud, give en brunligsort, glinsend0 Streg, ere bløde og noget seige og afghe et fortrinligt Brændselsmateriale. De findøS hovedsagelig i Belgien, England, Nordfrank' rig og Schlesien. En stærkt glinsend0» sort, tæt og fast Art af dem kaldes G*' gat (s. <L). 2) Cannelkul, E. Cannel- eller Candle-coat hvilken Benævnelse formenes at stamme det engelske Ord »Candle« (Lys), idet diss0 Kul brænde med en klar Flamme, saa at dc af den fattige Befolkning i Lancashire off0 benyttes istedetfor Lys; de have en granité' sort eller fløilssoit Farve, en svag FedtglaDS| et jevnt eller fladt musklet Brud, en rem sort, undertiden ogsaa lysebrun (Boghead)» glinsende Streg og springe let itu i forskj0}' ligt formede, stundom tærningeagtige Sty* ker. De give en meget god Belysnings#3” og ere i det Hele taget en af de bedste Ku' arter. Hertil høre ogsaa de saakaldte Parj rotkul, som give en knittrende Lyd ye[ Forbrændingen, samt de under Navn af BOØ headkul, Boghead-Cannelku! eller Torbanøj hill-Kul forekommende fossile Kul, som bi')g des ved Edinburg og paa Hebriderne; dis® Gruber skulle dog nu tildels være udtøm1 • En ganske lignende Art findes i Nærhed0 af Pilsen i Bøhmen og kaldes »Blattelkohj0 eller »Plattenkohle«; de indeholde en Mængde bituminøse Substantser og afg1'. kun simple Cokes. Yed tør Destillation 0 holder man deraf Paraffin, Solarolie og Pk togen, imedens de egentlige Stenkul g1^ Anthracén, Naphtalin, Benzol og nogle tun# Olier, saasom Solarolie og Kreosot eller 6