Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Stenkul. 781 Stenkul. bolsyre. Bogheadkullene finde mest Anven- delse til Gastilvirkning (1 Centner giver over 800 Cbfd. Gas) samt til Fabrikation af Pa- raffin og Solarolie. Megen Lighed med Bog- headkul bave de ligeledes i Skotland fore- kommende Wemysskul, Lanarkshirekul, Rig- sidekui og flere andre. 3) Grovkul ere graaligsorte indtil beg- sorte, tyktskifrede med et ujevnt, grovkornet birud, kun lidet glinsende og give en glin- sende Streg og et sort Pulver. 4) Skiferkul, hvoraf de tyndeste kaldes Bladkul, ere graaligsorte, jern- eller fløils- sorte, undertiden broget anløbne, udvendig glasglinsende, indvendig fedtglinsende og bave en bladet, storskifret Structur. 5) Sodkul af graalig- eller jernsort Farve ei'e matte og løse, næsten jordagtige, let affarvende, brænde villig og lade sig let pul- verisere. Efter Kullenes Forhold ved Forbrænding skjelner man imellem: a) Bagekul, som blive bløde igjennem hele Massen ved Ophedning °S halvt flydende, saa at de bage sammen afgive stærkt oppustede Cokes; de ere i Regelen let antændelige og brænde meget Jivlig med en temmelig lang Flamme. De kaldes ogsaa fede Kul og egne sig navnlig R Smedefyring og til Fabrikation af Gas. b) Sinterkul smelte vel ogsaa noget sammen ved at ophedes, mon uden synderlig at for- fadre deres Form; de ere vanskeligere an- vendelige end de forrige og give ogsaa en jaindre klar Flamme, c) Sandkul blive ikke bløde i Ilden, men henfalde til et grovt, sandagtigt Pulver uden Sammenhæng; de den ringeste Kulsort, give den mindste biamme og beholde deres Form, naar de til- virkes til Cokes. I England skjelner man efter den Anven- delse, hvortil Kullene ere bestemte, imellem ^skul (Gas coal), Husholdningskul (House- bold coal) og Dampkul (Steam coal). — En foregen Art Kul er Anthracit eller Kul- ende, som hører til en ældre geologisk bormation end de almindelige Stenkul, og s°Qi vil findes nøiere omtalt under Bogstavet ligesom ogsaa Brunkul ville findes be- skrevne under B. Jo mere Kulstof og Brint og jo mindre f and, Ilt og Aske Stenkul indeholde og jo Ettere de ere, desto større Hede afgive de, j!len de brænde da ogsaa med større Vanske- :lS.hed, behøve derfor ogsaa et stærkere Luft- hæk og give kun en lille Flamme. Dersom forholdet derimod er omvendt og navnlig jvulstofindholdet er ringere, brænde de med lethed og med en større Flamme, men give etl mindre intensiv Hede. Den første Sort hendes derfor mest til Beduction af Jernert- s,er> til Kalk- og Teglbrænding etc., hvorimod jbm anden Sort fortrinsvis egner sig til Fy- ljrjo under Kjedler etc. Naar Stenkul ved mglødning eller ved den tørre Destillation ,e,V Tilberedningen af Belysningsgas berøves eres Indhold af Ilt og Brint, iigesom ogsaa jvjt ofte deri indeholdte Svovl, forvandles de fP en Art brændbar Slagge, som kaldes °kes (s. d.). Jo ældre Kullene ere, det vil sige jo længere tilbage i Tiden de Planter have voxet, hvoraf Kullene ere dannede, desto mere Kulstof indeholde de og desto større er altsaa ogsaa deres Brændværdi. Denne maales i Praxis ved den Mængde Varmeén- lieder, som Kul kan udvikle ved en fuldstæn- dig Forbrænding. Da man ved en Varme- énhed forstaar den Mængde Varme, der kan opvarme 1 Vægtdel Vand 1 Grad, og da man med 1 Pd. almindelige Stenkul kan op- varme c. 74 Pd. iskoldt Vand til Kogepunk- tet eller 1000 C., har man bestemt Sten- kullenes Brændværdi til 7,400, imedens den for tørt Træ er c. 3,400 og for Tørv c. 4,000 ; chemisk rent Kulstofs Brændværdi er 8,000. Med Hensyn til Stenkuls Varme værdi til Opvanning af Værelser har man fundet, at 48 Pd. grovt Stenkul give den såinme Varme som 100 Pd. lufttørret Bøgetræ, hvorefter 1 Favn Bøgebrænde omtrent vil kunne stil- les lige med 12 Centner Stenkul. — Stenkul vindes ved en regelmæssig Bjergværksdrift i underjordiske Gruber, og da der ofte af Bevner og Kløfter i Kulleierne udvikler sig Kulbrinteluft, som exploderer, naar et bræn- dende Lys kommer i Nærheden deraf, be- nytter man nu stedse den af Davy opfundne Sikkerhedslampe, som er omgiven af en fin Kobbertraadsfletning, der fordeler Varmen saa hurtigt, at den explosive Luftart intet- steds udenfor Fletningen bliver saa opvar- met, at den kan antændes. Som bekjendt finder der dog endnu hyppig Grubeexplosioner Sted, dels som en Følge af Arbeidernes Ufor- sigtighed og dels paa Grund af en mangel- fuld Ventilation i Gruberne. Flere Stenkul- arter uddunste ogsaa Kulbrinte længere Tid efterat de ere komne ud af Gruberne, og man maa derfor behørig udlufte Magasiner, hvori saadanne Kul opbevares, og Skibe, hvori de transporteres, da en tilfældig An- tændelse af den brændbare Atinosphære, som de danne omkring sig, let kan fremkalde voldsomme Explosioner ligesom i Gruberne. Stenkul, som ere meget rige paa isprængt Svovlkis, kunne let, især naar de ere bievne lidt fugtige og henligge i tætte Bunker, op- hedes saa stærkt, at de udvikle Bøg og end- ogsaa blive glødende. Saadanne Kul maa derfor beskyttes godt imod Fugtighed og lagres saaledes, at der stadig kan circulere kold Luft igjennem Bunkerne. Et af de vigtigste Mineraler, der forekommer lagvis sammen med Stenkul, er Lerjernsten, hvilket navnlig er Tilfældet med de engelske og rhinpreussiske Kullag. Denne Malm danner enten kugleformede Klumper og kaldes da Sphærosiderit, eller tætte Masser, der ere farvede sorte af isprængt Kul, og den be- nævnes da Kulj ernsten, i England Black- band. Den samtidige Forekomst af denne Kuljernsten og mægtige Kullag skylder Eng- land for en stor Del sin i saa høi Grad ud- viklede Industri. Stenkul vare allerede kjendte i Oldtiden, mon bleve dog neppe dengang almindelig benyttede som Brændsel; denne Anvendelse skriver sig først fra omtrent Aar 1,200, da der efter ældre Optegnelser blev brudt Kul