Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Sukker. 798 Sukker. Druesukker, Marggraf i 1747 paa Runkelroe- sukker og Parmentier paa Sukker af Mais og Kastanier. Men da Indførselen af Colo- nialsukker blev forhindret ved den af Napo- leon den Store paabudne Continentalafspær- ring, som lukkede alle Fastlandets Havne for Englands Handel, udviklede der sig i Be- gyndelsen af dette Aarhundrede en europæ- isk Sukkerindustri, grundet paa Sukkerroen, som er en Afart af den saakaldte Runkelroe (s. d.). Sukkeret var nemlig ved denne strenge Forholdsregel steget saameget i Pris, at et Pund betaltes med. 4 à 5 Kroner, og denne Artikel var saaledes bleven uover- kommelig for de Fleste. Den franske Rege- ring udlovede en Belønning af en Million Francs for en heldig Løsning af den Opgave at fremstille godt og forholdsvis billigt Suk- ker af Roer, og efter mange Forsøg lykkedes dette ogsaa fuldstændigt, saa at det ikke varede længe, inden Frankrig var istand til selv at producere Størstedelen af sit Sukker- forbrug. Frankrigs Exempel blev snart ef- terfulgt i Tyskland, og fra disse to Lande udbredte Roesukkerfabrikationen sig da snart til hele Mellemeuropa, saa at der fra Ural til det atlantiske Ocean stadig opstaar flere og flere Fabriker, som i stedse større Ud- strækning forsyne de europæiske Lande med deres Forbrug af Sukker. Rørsukker eller Colonialsukker udvindes af Sukkerrøret (Saccliarum officinarum), en perennerende, til Græsarternes Familie henhørende Plante, som stammer fra Mel- lemasien og nu dyrkes hyppig i begge He- misphærernes Tropelande. Sukkerrøret kan naa en Høide af 6 à 7 Meter og en Tyk- kelse af 6 à 7 Ctm. ; dets aflange, sivformede Blade ere over 1 Meter lange, Stengelen be- staar af 40—80 Led af 8--10 Ctm. Længde, som indeholde Sukkersaften i langstrakte, mangekantede Celler. Plantningen foretages ved Stiklinger, som sættes i en Afstand fra hverandre af 2 Meter og som naa deres fulde Udvikling i en Tid fra et halvt til halv- andet Aar, alt efter Klimaets Beskaffenhed. Høsten foregaar enten før eller efter Blom- stringen ved at Rørene afskæres saa nær ved Jorden som muligt og befries for Bla- dene og Toppen, idet den Saft, som inde- holdes heri, ikke er tilstrækkelig sød. De høstede Rør, som ikke maa henligge længe, da de let raadne, hugges strax i kortere Stykker og bringes til Sukkermøllen for at knuses. De tilbageblevne Stubbe tildækkes med Jord og skyde nye Rodskud, hvis Stør- relse dog aftager Aar for Aar, saa at en ny Plantning tilsidst bliver nødvendig. Der er ingen Plante, der indeholder saameget Suk- ker som Sukkerrøret, og dog vinder man for- holdsvis mindre Sukker deraf end af Sukker- roen, hvortil Grunden hovedsagelig maa søges i, at Productionsmethoden endnu er temme- lig ufuldkommen. De friske Sukkerrør inde- holde gjennemsnitlig 90 pCt. Saft, hvori der findes 16—20 pCt. krystallinsk Sukker. Saf- ten udvindes ved en Presning af Rørene imel- lem 3 roterende, hule og ofte riflede Støbe- jernsvalser, af hvilke den ene af Sidevalserne staar den midterste Valse lidt nærmere end den anden, og Sukkerrørene maa nu først passere igjennem den bredere Aabning imel- lem Valserne og derpaa tilbage imellem de to Valser, der staa hinanden nærmest. Den udpressede Saft, som har en brunlig Farve, en sød Smag og en eiendommelig balsam- agtig Lugt, er uklar og grumset, og den ren- ses derfor i en Klarepande, hvor den blandes med lidt læsket Kalk og opvarmes til Kog- ning. Herved dannes der uopløselige Kalk- salte , imedens Æghvidestofferne coagulere, og det Udskilte samler sig da dels som Bund- fald og dels paa Overfladen som et tykt mørkt farvet Skum, der fjernes. Saften tap- pes nu fra temmelig klar og ledes ned i den øverste af de fire lave Afdampningskjedleb som ere anbragte trappeformigt over hver- andre, saaledes at den største staar øverst og den mindste nederst. Under denne sidstn findes Ildstedet, hvorfra Flammen spreder sig til de andre, der altsaa opvarmes mindre stærkt, jo høiere de ligge. Saften bringes først i den øverste og største Kjedel, som er svagest opvarmet; her afdampes den, indtil den er svunden saameget ind, at den kan rummes i den næste mindre Kjedel. hvor den bliver yderligere indkogt, og herfra fyldes den da i den tredie og tilsidst i den fjerde Kjedel, hvor Varmen er stærkest og Ind' dampningen drives til begyndende Krystalli- sation. Derefter fjernes Ilden, for at der ikke skal finde Paabrænding Sted, og Pan- dernes Indhold tømmes i flade Svalebakker- livor Massen ved at afkøles stivner til eI1 grødagtig Blanding af Vædske og Krystaller! dens Consistents prøves først ved at tage lidt af Saften imellem Fingrene og efter et Øiebliks Forløb fjerne disse fra hverandre) hvorved der danner sig Traade, hvis Længd? og øvrige Beskaffenhed angiver, hvorvidt Saf- ten er bleven tilstrækkelig concentrerei Naar Massen er saameget afkølet, at man kan tag0 paa den med Haanden, bringes den i Dryp- huset, hvor den fyldes i Fustager med gj00' nemhullede Bunde, hvis Huller ere løst luk- kede med Træpropper. Naar Krystallisationen har naaet det rette Punkt, aabnes Hullerne1 Bunden af Beholderne, saa at den flydende Del, Melassen eller Sirupen, drypper ned1 en Cisterne, imedens den faste, krystallise- rede Del, Raasukkeret eller Moscovàden m1' ver tilbage i Formene. Naar Størstedelen aI Sirupen er løben ud, vendes Beholderne on1 og tømmes; det øverste Lag Sukker, som 01 mest gjennemtrængt med Sirup, erstattes me tørt, og efter en yderligere Tørring pakk°s Sukkeret i Fustager eller Fade og komm01 saaledes i Handelen. Raasukkeret indeholde dog endnu stedse endel Sirup, som meddel® det en stærkere eller svagere gul Farve, °k da det har en desto større Værdi, jo mump Sirup det indeholder, kan Farven tilde1* tjene til at bestemme dets Kvalitet. sen anvendes hovedsagelig til Fabrikation ^ Rum, idet man fortynder den med Vand lader den gjære sammen med Skummet