Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Syresalt. 825 Sæbe. Værk under deres særlige Navne, ligesom deres latinske Benævnelser ville findes sam- menstillede under Artiklen Acidum. Syresalt, dobbelt surt oxalsurt Kali (Bioxalas kalicus, Oxalium, Sal acetosellae, Kali bioxalicum), T. Sauerkleesalz, Fr. Sel d’oseille, E. Sorrel-salt, er et i farveløse, gjennem skinnende, skjævt rhombiske Søiler krystalliserende Salt af en meget sur Smag, opløseligt i varmt og koldt Vand, men ikke i Vinaand, luftbestandigt og giftigt. Tid- ligere fremstillede man dette Salt ved Ud- presning af den i de skovrige Egne i Tysk- land, Elsas, Schweiz, Thüringen etc. hyppig voxende Oxaiis acetosella, og ved derpaa føl- gende Klaring af Saften med Æghvide og Inddampning til Krystallisation; det skyder da ud i brune Krystaller, som man rensede ved Omkrystallisering. Nu tilbereder man det stedse af den ved Behandling af Sukker- affald med Salpetersyre udvundne Oxalsyre (s. d.) og Potaske, idet man mætter den sidste, hvorpaa man tilsætter en lige Mængde Oxalsyre for at erholde et surt Salt, og for- damper til Krystallisation. Syresalt decom- poneres i Glødhede under Udvikling . af en sur Bøg, og efterlader da en lysegraa Best af kulsurt Kali, som kun indeholder meget lidt Kul. Det erholdtes tidligere mest fra England, men tilvirkes nu ogsaa i Mængde i Tyskland. Det anvendes i Techniken, ßavnlig i Kattun- Uld- og Silketrykkerierne, til Fjernelse af Blækpletter, Blegning af Straahatte samt i Chemien. Det i Handelen forekommende Syresalt indeholder ofte fir- dobbelt surt oxalsurt Kali. Syriske Vine ere røde, gule eller kvide. De to første Arter ere meget søde, fordi Mosten til de fleste bliver indkogt ; dette sker dog ikke med den saakaldte Vin d’or, en af de fortrinligste Sorter af en smuk guldgul Farve. En af de bedste røde Yine Voxer ved Libanon, men udføres kun sjelden. De hvide, som sædvanlig have en lidt bitter Smag, ere dog de sjeldneste og kostbareste. Sæbe (Sapo), T. Seife, Fr. Savon, E. Soap, er et Salt, hvis Syre stammer fra det dertil benyttede Fedtstof, imedens Basen er Kali- eller Natronhydrat,- alle Fedtstoffer og Olier ere nemlig Blandinger af eiendomme- Hge Syrer, t. Ex. Stearinsyre, Palmitinsyre, Oliesyre etc., som have den Egenskab at danne virkelige Salte med Alkalierne. Efter den ydre Beskaffenhed skjelner man imellem haarde og bløde Sæber. Anvender man til Eabrikationen Natronforbindelser, erholder tøan haarde Sæber, som blive endnu haardere yed Indtørring i Luften; benytter man der- itøod Kaliforbindelser, faar man ved Kogning tilsvarende Kalisæber, der udmærke sig ved deres Blødhed, idet de tiltrække Fugtighed saa begjærligt, at de selv efter fuldstændig fudtørring blive bløde ved at henligge i Luf- ten ; de opløses ogsaa langt lettere, nemlig i tøindre Yand end Natronsæberne og skumme stærkere med Vand. Efter de til Fabrika- tionen benyttede Fedtstoffer skjelner man dernæst imellem Talgsæbe, Transæbe, Co- Cosnødoliesæbe, Palmesæbe etc. I technisk Henseende inddeler man Natronsæberne i Kjærnesæbe, sleben Sæbe og fyldt Sæbe. Tidligere fabrikerede man Natronsæberne ad en Omvei, idet man først kogte en Kalisæbe, som derefter omdannedes til Natronsæbe ved den saakaldte Udsaltning, der bestaar i en Tilsætning af en vis Mængde Kogsalt, (Chlor- natrium) til Sæbeopløsningen, hvorved Chlor- natriumet samtidig omdannedes til Chlor- kalium. Nutildags fremstiller man Natron- sæber directe ved Kogning med Natronlud, og kun enkelte Sorter Sæbe, t. Ex. Barbér- sæbe, fabrikeres paa den gamle Maade, fordi de da skumme bedre. Kogningen foretages i meget dybeKjedler, hvis nederste Del, som kommer i Berøring med Ilden, er af Jern eller Kobber, imedens dens øverste Del, som maa være meget rummelig for at der skal være Plads nok til den stærkt opkogende Masse, kan være af Træ eller Murværk. De større Fabriker anvende ogsaa Ophedning ved Vanddampe, saa at Massen ikke kommer i directe Berøring med Ildstedets Varme. Benytter man Talg som Materiale, hælder man først endel svag Lud i Kjedlen, opvar- mer til Kogning og tilsætter Talgen. Den smeltede Talg giver da først med Luden en melkelignende Blanding, idet Fedtstoffet for- deler sig i Luden som Smaakugler ligesom Fløden i Melk. Ved fortsat Kogning bliver Vædsken efterhaanden mere gjennemsigtig og forvandler sig tils idst til en fuldstændig klar Opløsning, som kaldes Sæbelim paa Grund af dens Lighed med Limopløsning. Under stadig Ophedning og Omrøren skrider man da til Udsaltningen ved at kaste fast Salt i Kjedlen, hvilket da vil opløse sig i Vandet, imedens Sæben ikke er opløselig deri, og den udskiller sig derfor som hvid- lige Fnug, der samle sig paa Overfladen. Det er her af Vigtighed at afpasse Salt- mængden nøiagtigt, da formeget eller forlidt vil forringe Sæbens Kvalitet. Denne Kens- ning gjentages flere Gange, idet Kjedlen tømmes og Sæben paany opløses deri i en svag alkalisk Lud, og man koger nu, indtil der har dannet sig Sæbelim, som da udsaltes paany. Naar derefter Saltopløsningen paa Bunden, den saakaldte Underlud, er fjernet igjennem et Kør, tilsættes atter alkalisk Lud under fortsat Kogning, Klar- eller Efterkog- ning, og der danner sig da større og større Skumblærer paa Overfladen, som tilsidst faar Udseende af en seig Flade, som Dampen kun med Vanskelighed kan trænge igjennem. Massen øses derpaa op og fyldes i Forme, store, aabne, firkantede Kasser, hvis Sider ere løse og kunne skrues tæt sammen. Bun- den i disse Forme er gjennemhullet og be- dækket med Lærred, saa at den Lud, som Sæbemassen endnu indeholder, kan løbe igjen- nem. Ved at henstaa i 8—10 Dage bliver Massen fast, men den er dog ikke ensartet helt igjennem, idet man kan skjelne en kry- stallinsk Del, som dannes af Stearinsyre- og Palmitinsyresæbe, og en ukrystallinsk, mere gjennemsigtig Del, som er Oliesyresæbe. Herved faar Sæben det bekj endte marmo- rerede Udseende, som man dog tildels kan