Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Tyrkiske Tæpper. 913 Tændstikker. Ricinusoliesulphosyren. Den udføres saa- ledes, at det rensede Tøi eller Garn gjennem- vædes med ricinusoliesulphosurt Ammoniak samt beitses med et Lerjordsalt og farves med Alizarin, hvorpaa Tøiet underkastes en Dampning, hvorunder Farven fremkommer i stor Skjønhed. Tyrkiske Tæpper s. Gulvtæpper og Savonneritæpper. Tyrkiske Vine kalder man ikke alene de i det europæiske og asiatiske Tyrki avlede Vine, men ogsaa Vinene fra Moldau og Wallachiet. De moldauiske og syriske Vine ville findes tidligere omtalte i særlige Ar- tikler. De wallachiske ligne i Almindelig- hed de moldauiske, men ere dog sædvanlig af bedre Kvalitet; den bedste er en sød Vin fra Omegnen af Piatra, og de fleste andre Sorter have Lighed med de lette ungarske Vine. I Serbien og Bosnien dyrkes der kun lidet Vin; den er sædvanlig meget spirituøs og bruges mest i selve Landene. I Rumænien avles der navnlig megen Vin af god Kvalitet paa Høiderne imellem Adrianopel og Philip- pooel. Ogsaa i Bulgarien produceres der megen rød Vin, mest af Middelkvalitet, og ligeledes i Albanien, navnlig ved Avlona og Dzidza. Macédonien har en fortrinlig Vin- avl, især paa Bjerget Athos. I Thessalien vindes der meget gode Vine imellem Larissa °g Tempe, ligesom ogsaa paa de fleste af Øerne, navnlig paa Cypern (s. Cypernvine), Kandia, Rhodos, Samos, Stanchio og Te- tedos. Tyroler Tæpper kaldes en Art Tæp- per ined en ikke tæt, men stærkt udspændt Hampekjede, som skjules af en tæt slaaet, blød, ulden Islæt og danner stærke Ribber paalangs; de ere som oftest stribede paatværs °g ere med Hensyn til Vævningsmaaden en Modsætning til de saakaldte Trappetæp- per (s. d.). Tyttebær, T. Preisselbeeren, Kraus- beeren, ere de ærtestore, purpurrøde Bær af 'len til Lyngfamilien henhørende, 16—25 Ctm. høie Tyttebærbusk, Vaccinimi! Vitis idæa, et stedsegrøn, perennerende, kun lidet for- grenet Plante med glinsende, omvendt æg- formede, i Randen ombøiede og fint sort- Prikkede Blade, klokkeformede, hvide eller blegrøde Kroner og høirøde Bær, der hos os modnes i September. Den findes vildtvoxende 1 hele Nord- og Mellemeuropa, i Amerika etc. °g voxer helst og bedst i Lyngheder og Krat- shove, hvorimod den ikke ynder de med større Træer bevoxede Skove, der skygge formeget. Bærrene sidde i Klaser paa Plan- ferne, 6 à 12 eller flere i hver Klase, og ind- samles i mange Egne af Landboerne, særlig tf Kvinder og Børn, for hvem Plukningen ofte afgiver en ikke ubetydelig Biindtægt, hvilket saaledes t. Ex. er Tilfældet i Jylland, tavnlig i Egnene omkring Nibe og Horsens, hvor Bærrene i de senere Aar ere betalte med 8—16 Øre pr. Pot og hvor de i daglig Tale benævnes »Krusbær«. I Hede- og Bjerg- egne benyttes ofte til Indsamlingen en saa- haldet Bærkam, et lille Redskab af Træ, hvormed Bærrene afkæmmes, saa at de samle J. Hjortb: Varelexikon. sig i et bagved Tænderne anbragt Rum tilligemed nogle Kviste og Blade, som efter- haanden maa fjernes. De spises enten raa eller tillavede med Sukker som en velsma- gende Kompot, ligesom de ogsaa afgive en god Eddike og Brændevin. Den indkogte Saft af Bærrene anvendes undertiden i Medi- cinen, og navnlig i Amerika benyttes Bærrene i de senere Aar ofte som et Lægemiddel, idet de friske Bær ved at afkoges og blandes med Sukker, skulle være et godt Middel imod Halsbetændelser. Ogsaa ved Hudaffectioner, t. Ex. ved »røde Hunde« hos Børn, ere Tytte- bærrene bievne benyttede, idet de presses ud til en Grød og anvendes som Omslag, hvor- ved Smerten og Betændelsen hurtig skal aftage. Tændstikker, T. Zündhölzchen, Fr. Allumettes, E. Matches, bleve først fabrike- rede i Wien i Aaret 1812 under Navn af »Tauchzündhölzchen« og vare egentlig kun de tidligere Svovlstikker, hvis svovlede Ende var overdragen med en Blanding af chlorsurt Kali, Rørsukker og Cinnober som Farve ; ved at befugtes med eoncentreret Svovlsyre for- puffede de og antændte det underliggende Lag Svovl og dette igjen Træet, hvilke Virk- ninger fremkom, naar man dyppede dem ned i smaa Glas eller Flasker, som indeholdt As- best, der var mættet med eoncentreret Svovl- syre. De virkelige Frictions-Tændstikker op- kom først i Aaret 1832 under Navn af Con- greveske Tændstikker; de havde over Svovlet et Overtræk af 1 Del chlorsurt Kali og 2 Dele Svovlantimon, som var paaført med et af Lim eller arabisk Gummi bestaaende Binde - middel. De antændtes ved at man trak dem hurtigt imellem to Flader af Sandpapir, som man pressede fast sammen med Fingrene. Det kan ikke med Bestemthed paavises, hvem der først faldt paa den heldige Idé at an- vende Phosphor istedetfor Svovlantimon (der angives som den første Opfinder Derosme i 1816); man véd kun, at Phosphortændstik- kerne samtidig dukkede op i flere Lande i Aaret 1833 (Preshel i Wien, Fr. Moldenhauer i Darmstadt, John Walker i Stockton). Den dertil anvendte Tændmasse, som bestod af Phosphor og chlorsurt Kali, besad imidlertid en høi Grad af Antændelighed, ligesom der ogsaa var forbundet den uheldige Omstæn- dighed med Anvendelsen af samme, at den ved Antændelsen ofte forbrændte med en Art Explosion, hvorved den brændende Masse blev slynget omkring til alle Sider ; endvidere var saavel Fremstillingen som Transporten af dette Fabrikat forbunden med Fare, og i flere Lande blev det derfor forbudt baade at fabrikere og benytte denne Slags Tændstik- ker. Først da det chlorsure Kali blev er- stattet af andre Ilt afgivende Stoffer, saasom Mønnie, Brunsten, Blyo verilte, Blysalpeter o. dsl., antog Fabrikationen af Tændstikker en større Udstrækning; disse Iltningsmidler bevirke nemlig en forholdsvis rolig Forbræn- ding, imedens det chlorsure Kali altid de- componeres med en lille Explosion. I Tidens Løb blev der dernæst indført flere andre Forbedringer; man undgik saaledes Anven- 58