Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Uld. 928 Uld. Klimaer løsne Uldhaarene sig let og erstattes ikke paany, saaledes at Faaret efter den første Fældning viser sig ganske glathaaret, hvilket t. Ex. er Tilfældet med det guineiske og det indiske Faar. Fra de almindelige Dyrehaar adskiller Uldtaven sig ved sin Krusning og ved sin ujevne, ru Overflade, der set i Mikroskopet minder om en Række Kræmmerhuse, der ere stukne ind i hver- andre, hvorved Trævlen synes belagt med Skjæl ligesom Fisk eller Grankogler, saaledes som Tegningen Side 524 udviser. Denne ydre Hinde danner en Slags Overhud for Uldtavens egentlige Hovedmasse, der enten er farvet som hos de sorte Faar eller ufar- vet; undertiden er den halvt gjennemsigtig, saa at Uldtaven faar Udseende af et Rør. Den ujevne Overflade i Forening med den bugtede Form meddeler Ulden den Egenskab at kunne filtes, idet de enkelte Uldtaver ved at trykkes vel kunne forskyde sig i Retning af Haarets Længde, men beholde den Stil- ling, som de derved faa, idet den krusede Form vanskeliggjør deres Bevægelse og de fremstaaende Rande tjene som en Slags Modhager. Dette er ogsaa Grunden til, at Ulden ordner sig paa Faarene i Lokker eller Totter (Stapler), der beholde deres Sammen- hæng efter Klipningen, imedens almindelige Haar falde fra hverandre, hvilket sidste dog ligeledes mere eller mindre er Tilfældet hos de ordinaire, saakaldte slet staplede Uldsor- ter. Uldhaarenes ujevne og skjællede Til- stand vedligeholdes og udvikles navnlig i tør og skarp Luft, og det er derfor ogsaa Hede- og Bjergfaarene, og i endnu høiere Grad Merinosfaarene, som afgive den for Filtning til Klæde mest tjenlige Uld, imedens Marsk- faarene have en glattere og grovere Uld, der er bedst anvendelig til spundne eller strikkede Stoffer. Oprindelig havde alle de europæiske Faare- racer kun en ordinair, grov eller middelfin Uld med Haar, der vare temmelig glatte eller kun dannede store Buer, og det var først ved Indførselen af arabiske Faar til Spanien i det 14de Aarhundrede, at man i dette Land ved en omhyggelig Pleio og Kultur begyndte at forbedre og forædle Racerne, og i lang Tid producerede derfor Spanien ogsaa den bedste og fineste Uld. Først i den 2den Halvdel af det 18de Aarhundrede bleve de finuldede spanske Merinosfaar (s. d.) forplan- tede til andre Lande, og ved Hjælp af disse og deres Afkom er Faareavlen senere bleven saameget forædlet næsten i hele Europa og ogsaa i mange Lande udenfor Europa, at fflan nu næsten overalt producerer ligesaa tin og tildels endogsaa finere Uld end i Spa- nien. Denne forædlede Uld udmærker sig især derved, at Haarene danne en Mængde smaa Buer eller slangeformede Krumninger af samme Størrelse og stedse saaledes, at de ere samlede i smaa Strenge eller Knipper, bestaaende af 20, 30 eller flere Trevler, og hvori Haarene ikke ere sammenslyngede, men næsten gjennemgaaende ligge parallelt ved Siden af hverandre, saa at de let kunne skil- tes ad med Fingrene, idet de smaa Bugter, som de danne, passe i hverandre med deres Bøininger. Noget længere fra Huden forene flere eller færre af disse Strenge sig atter til større Partier, de saakaldte Stapler, som ere forskj ellige i Størrelse og Form dels efter Racen og dels efter de Dele af Dyret, hvorpaa de voxe; de kunne saaledes være lige brede overalt, næsten cylindriske, eller noget spidsere udadtil, og Ulden kaldes da »ujevn« (untreu), imedens den benævnes .»jevn« (treu), naar hvert enkelt Uld- haar er regelmæssig valseformet uden kjen- delig tyndere og svagere Steder. Hvor Ulden er ujevn, siges Uldtotten paa det tilsvarende Sted at vise »et Spring« (Absaz). Dersom Spid- serne staa langt frem, kaldes Ulden i Tyskland »spitzig«, og naar Spidserne ere tykke og opttossede, benævner man den »schilfig«. Man siger, at Ulden har »en fuld Bund«, naar Pelsen paa Klipningssiden har et fuldt, dunagtigt Udseende og naar Ulden, efterat man har trykket den sammen i Haanden og atter slipper den løs, kun langsomt antager sit forrige Volumen igjen. Yder den stor Modstand ved Sammentrykningen, kalder man den »haard«; dersom den er tør, men endnu noget blød, naar man griber deri, kaldes den »høragtig« (flachsig), men derimod »straaet« (strohig), naar den da tillige er haard. Naar Spidserne af Staplerne ere dreiede som en Proptrækker, hvilket sædvanlig hidrører fra en tynd og sparsom Haarvæxt, kaldes Ulden »snoet«. De Haar, som løbe over fra den ene Stapel i den anden, kaldes »Spindere« eller »Overløbere« ; naar saadanne Haar fore- komme i stor Mængde og danne en Art Fletning, kaldes Ulden »bundsat« (boden- sätzig). De enkelte løse, sædvanlig korte og glinsende Haar, som undertiden forekomme iblandt Uldhaarene og som ved Forarbeid- ningen ere mindre godt modtagelige for Farve, kaldes »Stikkel- Hunde- eller Gede- haar«. Den Uld, som ikke er klippet i rette Tid, kaldes »dobbeltvoxet« (zweiwüchsig); »Slagte- eller Bloduld« kommer af Faar, som ere slagtede og derfor klippede uden- for den egentlige Klipningstid; »Garver- uld« er den, som er afskraben ved Garvnin- gen 'af Skindene, hvorfor den er svag, skjør og ofte ujevn af den Kalk, hvormed Skin- dene ere beitsede; »død Uld« (Sterblings- wolle) hidrører fra Faar, der ere døde af Sygdom, og har kun en ringe Værdi. Den saakaldte »Kradsuld« eller »Kunstuld« (Shoddy) vil findes omtalt i dette Værk under Bog- stavet K. Faarets Pels kaldes al Ulden af Dyret, forsaavidt den ved Klipningen ved- bliver at være sammenhængende. Haarene af den forædlede Uld bør i clet Høieste kun have en Længde af 6 Ctm. ; dersom de ere længere, er Ulden af betydelig ringere Kva- litet. Naar Uldhaarene lade sig strække be- tydeligt i Forhold til deres Stapellængde, ofte indtil det Dobbelte af denne, kalder man den kortstaplet; lader den sig kun strække til omtrent en Fjerdedel af Længden, kaldes den høistaplet. I Uldhandelen skjelner man imellem den vaskede eller rensede Uld og den raa^