Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

uvaskede, som ogsaa kaldes Sveduld. Den paa Faarenes Pels siddende Uld kan ikke umiddelbart forarbeides, da den indeholder mange Urenligheder, som i Forbindelse med den Sved, hvormed den er overdragen, kan udgjøre henved Halvdelen af Pelsens Vægt, og den raa Uld maa derfor undergaa en flere Gange gjentagen Vaskning. Den egentlige Uldsubstants, som bliver tilbage, naar man har vasket den med Vand, Vinaand og Æther, er en hornagtig Masse, som indeholder Grund- stofferne Kulstof, Ilt, Brint, Kvælstof og en ringe Mængde Svovl, altsaa de to sidstnævnte Stoffer flere end Bomulden og Hørren. Det er Kvælstoffet, som ved Uldens Antændelse er Grunden til den ilde Lugt, som den da udvikler og hvorpaa den er let kjendelig. Den forberedende Vaskning udføres paa de levende Dyr, som oftest i rindende eller ial- fald blødt Vand, saaledes at Dyret, næsten helt staaende i Vandet, indgnides med Haan- den; denne Vaskning kan hos os kun fore- tages i den varmere Aarstid, for at Faarene ikke skulle blive forkølede. Mængden af de Urenligheder, som derved fjernes, er for- skiellig efter Forholdene; jo finere Ulden er, desto rigere er den paa Uldsved, imedens derimod de languldede Faar frembringe mindre Fedtsved og tabe mere i Aarets Løb ved Ud- vaskning af Hegn ; Forholdet imellem Brutto- og Nettovægten ved Klipningen stiller sig derfor gunstigere for disses Vedkommende. De engelske Faar tabe saaledes i Regelen kun 25 pCt. af Uldens Vægt, imedens de finuldede Faar omtrent miste 50 pCt. Hvor Faarene holdes i store Flokke, har man flere Steder anlagt særlige Vaskedamme, som be- staa af brolagte Bassiner, hvori Vandet kan ledes ind og ud efter Behag og hvori der paa nedrammede Pæle er opstillet en Række tomme Tønder, hvori Arbeiderne staa og be- handle de forbisvømmende Faar efterhaanden som de passere hver enkelt Tønde, og ethvert af Faarene bliver saaledes bearbeidet ligesaa mange Gange paa dets Vei igjennem Bas- sinet, som dette indeholder Tønder. Der- efter føres Faarene ind i en god Græsmark, hvor de bevogtes godt under Tørringen, for at de ikke skulle lægge sig paa Veie eller bar Jord og derved atter tilsmudse Ulden. Efter denne Vaskning afklippes Ulden, idet man paasér, at alle de enkelte Dele af Pel- sen komme til at ligge sammen saaledes som de sad paa Dyret. Landfaarene, hvis Pels er mindre tæt og derfor tørres hurtigere, kunne allerede klippes Dagen efter, imedens Merinosfaarene, som have en tættere Pels, først kunne klippes efter flere Dages Forløb, idet den fede Sved, som trænger ud af disse Dyrs Legemer, vanskeliggjør Tørringen. I nogle Egne pleier man at opsætte Klipningen indtil 8—10 Dage efter Vaskningen, for at Ulden i denne Tid atter kan samle et Over- træk af Fedt og derved blive blødere og faa .en større Vægt; men denne Fremgangsmaade er neppe anbefalelsesværdig, idet man vanske- lig vil kunne holde Ulden fri for Støv og Smuds i saa lang Tid. — I Spanien, det sydlige Italien og Levanten pleier man først at vaske Ulden, efterat den er klippet af Faarene; den bliver da først ved Udbankning saavidt muligt befriet for Støv og Smuds og udblødes derefter i en Kjedel i 25—30 Minuter i Vand, der er opvarmet til c. 650 C. Den tages derpaa op med gaffelformede Red- skaber og lægges i Kurve eller gjennem hullede Beholdere, for at det fedtede Vand kan løbe bort, hvilket man fremskynder ved at træde paa Ulden, som derefter udskylles og bearbeides gjentagne Gange i rindende Vand og tilsidst tørres i Solen paa en ren Mark. Regn skader ikke ved denne Vaske- methode, men fremmer snarere Blegningen. Ulden bliver paa denne Maade renere og hvidere end ved Pelsvask, men den taber endel af sin Blødhed og Smidighed og bliver let haard og skjør, saa at dens nøiagtige Sortering til den finere Fabrikation kun med Vanskelighed kan foretages. Den pelsvaskede Uld foretrækkes derfor i Regelen af Fabri- kanterne, navnlig ogsaa af den Grund, at den lettere lade sig blege og er bedre modtagelig for fine, lyse Farver, idet Fedtsveden paa den afklippede, ikke vaskede Uld tørrer ind og kun vanskelig lader sig opløse senere, ime- dens derimod den friske Sved, som findes i den paa Dyret siddende Uld, med Lethed lader sig aldeles opløse. Efter Klipningstiden skjelner man imellem 1 Gang klippet (einschürig) og 2 Gange klippet (zweischiirig) Uld. Som Navnet an- tyder er den førstnævnte af Faar, som kun klippes 1 Gang om Aaret i Slutningen af Mai eller Begyndelsen af Juni, hvilket navn- lig finder Sted i tørre, høitliggende Egne og' paa magre Enge; da denne Uld er tilbørlig udvoxet, kunne dens Taver udtrækkes langf og give et fint og fast Spind, hvorfor den hovedsagelig anvendes til Kamgarn (s. Uld- garn) og vurderes høiere end den 2 Gange klippede Uld. Denne afklippes om Foraaret og om Efteraaret og benævnes henholdsvis enten Vinteruld eller Sommeruld, af hvilke den første er den bedste; den stammer mest fra Faar, som leve paa lavtliggende, fede Enge, og da den har en kort Stapel og filter bedre end den 1 Gang klippede, er den bedst anvendelig til klædeagtige Stoffer. De egentlige Uldfaar, Hede- og Merinosfaar, lige- som ogsaa de fleste Kjødfaar og særlig de forædlede engelske Racer, klippes i Alminde- lighed kun 1 Gang aar lig, sædvanlig om For- sommeren, naar Veiret begynder at blive saa varmt, at det ligefrem er en Lettelse for Faa- ret at blive af med Pelsen. Naar Ulden ikke er udsat for at filtes eller snoes paa Grund af sin Længde, er det i Regelen heller ikke nødvendigt at klippe mere end éngang om Aaret; naar den blot lader sig kæmme, er det snarere en Fordel at den er lang, hvor- for ogsaa Englænderne sædvanlig lade Lam- mene gaa uklippede, for at næste Aars Uid skal opnaa en høiere Handelspris. Til Küp' ningen udfordres der megen Øvelse, baade for at klippe saa nær som muligt uden at saare Dyret, og for at holde hele den afklip" pede Pels sammen i ét Stykke, da kun Uldeu af Halen, Benene og Hovedet tages f°r