Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Uld. 925 Uld. sig selv. En øvet Klipper kan klippe 60- 80, undertiden endog indtil 100 Faar om Dagen. Uld er af meget forskiellig Beskaffenhed, dels efter Faarenes og deres Afarters for- skjellige Eacer, dels efter de Legemsdele, hvoraf den er tagen, og dels efter de klima- tiske Forhold, Klipningstiden samt Dyrenes Alder, Fodring og Pasning. Faareracerne kunne indordnes under to Hovedafdelinger, nemlig Høilands- eller Landfaarene med snart grovere, snart finere, mere eller mindre krusede, men temmelig korte Haar (i det Høieste 25 Ctm., men sædvanlig under 15 Ctm. og nedad til c. 4 Ctm.), og Lavlands- faarene, hvis Uld har en Længde fra 17 til 45, undertiden endogsaa 55 Ctm. ; den er mest grov og aldrig kruset, men kun svagt uldagtig krøllet eller glat og lige som almin- delige Haar. Til de Førstnævnte høre det tyske Landfaar og det spanske eller Merinos- faaret samt de ved Parring af disse Eacer opstaaede forædlede Faar. Ulden af det al- mindelige Landfaar, den saakaldte Landuld, er i Eegelen grov, ikke stærkt kruset, men kun forsynet med faa og uregelmæssige Bøi- ninger, samt temmelig tør og skjør. Meri- nosulden er derimod langt finere og kruset med mange smaa regelmæssige Buer, hvoraf man paa hver Tomme kan tælle 50 eller flere, saa dybe som paa optrævlet Strikke- garn, imedens der paa den ordinaire Faare- uld kun findes 10—12 langt fladere Bugter paa hver Tomme; den er dernæst blød og fedtet at føle paa, elastisk og fast, saa at den særlig egner sig til finere Stoffer. Af Merinosfaarene har man igjen to Eacer, nem- lig Electoral-Eacen, som bestaar af de mest finuldede Dyr med en blød, bøielig, men mindre tæt staaende Uld, hvis olieagtige Fedtsved let kan fjernes ved Vaskning; og Negretti- eller Infantado-Bacen, hvis Uld som oftest er mindre fin, blød og bøielig og bedækket med en seig, ved Vaskning vanske- lig opløselig Fedtsved, der binder meget Støv og Smuds; den staar imidlertid tættere i Pelsen, saa at denne Eace giver et større pdbytte af Uld. Den saakaldte Escurial er ikke nogen særegen Eace, men kun et Elec- toralfaar med en mere uldrig Pels, hvorved flet nærmer sig til Negrettifaaret. De for- ædlede Faar fremkomme ved Krydsning af Landfaar med spanske Væddere, og ved om- hyggelig Parring af disses Afkom, de saa- kaldte Mestizer, med Electoral- eller Ne- gretti-Væddere kan Forædlingen drives saa- vidt, at der i den syvende eller ottende, undtagelsesvis endogsaa allerede i den fjerde olier femte Generation ikke længere findes Qogen Forskjel imellem den forædlede Uld °g Ulden af de originale Merinosfaar. Ulden de Dyr, som stamme fra et grovuldet Faar og en finuldet Vædder, holder ikke Mid- flelveien imellem begge Forældrenes Uld, men ligner meget mere Faderens, og til Foræd- lingen af Eacerne lægger man derfor særlig Fægt paa at benytte fortrinlige Væddere, som ogsaa ofte betales med meget høie Priser. Liter Forædlingens Grad betegnes Ulden som forædlet, høitforædlet, høitfintforædlet etc., imedens de ringere Sorter efter Kvaliteten inddeles i: Qrdinair, Middel, fin Middel, høi- fin Middel etc. — Til Lavlandsfaarene hen- høre: Det engelske languldede Faar, saasom Lincoln-Eacen, der afgiver den længste Uld, Dishley - Eacen med Uld af 16—82 Ctm. Længde, Teeswater og Eomney-Marsh-Ea- cen etc. : Marskfaaret fra Marskegnene ved Nedre-Elben og Weser etc.; Hedefaaret fra Lüneborger Hede og fra det Bremiske, med brun eller sort Uld, og det ungarske Zackel- faar, hvilke sidstnævnte to Arter ikke lade- sig forædle ved Krydsning med andre Eacer og derfor afgive en meget ordinair Uld, der kun kan anvendes til Filt, Klæde- lister o. dsl. Efter Faarenes Alder skjelner man imellem Lammeuld og Faareuld; den første er i Ee- gelen meget fin og desto smukkere, jo tid- ligere man har klippet Lammene; men den er baade svagere og mindre elastisk end Ul- den af de udvoxede Faar og derfor ogsaa af betydelig ringere Værdi. Fra det 2det til det 6te Aar bære Faarene den bedste Uld, saavel med Hensyn til Kvalitet som Kvan- titet; i det 7de og 8de Aar begynder den at tabe sig, og Ulden af ældre Faar er mindre god og voxer heller ikke saa rigelig. Hun- faarene bære en finere, men mindre elastisk og ofte svagere Uld end Væddere og Beder, som imidlertid afgive en større Mængde. Jo finere Kjød Faarene have, og jo bedre de ere fodrede og pleiede, til en desto høiere Grad af Godhed kan Ulden bringes. Uld af Faar, som græsse paa Sand- og Kalkjord, er hvi- dere og mindre svedrig og bestaar af tyndere og mere bøielige Haar, end af Faar, som græsse paa leret Jord. Den fineste og bedste Uld findes stedse paa Skulderblaffene; der- efter kommer Sideulden, Halsulden og Over- Laarulden; derpaa følger Nakkeulden og Bygulden, endelig Ulden fra Hals, Bryst, Hale og Ben; Ulden paa Hovedet og Under- laarene er kort og grov, imedens Bugulden er fin og kort, men ofte sammenfiltet og mindre god som en Følge af Strøelsens og Urinens Paavirkning. Uldmængden af et Faar kan være meget forskjellig og varierer fra 2 til 6 Pund aar- lig, imedens den af Væddere og Beder under gunstige Forhold ogsaa kan udgjøre 8 à 10 Pund. I øconomisk Henseende har imidlertid Uldmængden af en Hjord mindre Betydning end selve Uldens Kvalitet, hvortil ogsaa maa henregnes den Maade, hvorpaa de enkelte Strenge eller Knipper af Uldhaar ere sam- lede i Totter, og Totterne igjen til den hele Pels. Hovedsagelig er Uldens Værdi dog afhængig af Tilstedeværelsen i større eller mindre Grad af følgende Egenskaber hos de enkelte Haar, nemlig Finhed, Blødhed, Ela- sticitet, Ensartethed, Smidighed, Krusning, Glans, Længde og Styrke. Finheden eller de enkelte Haars Gjennemsnit eller Tykkelse er meget forskjellig og kan være fra V20 til Veo Millimeter; den maales med særegne In- strumenter, som kaldes Eriometre. Jo flere Buer Ulden har for hver Tomme af Længden,