Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Vin. 976 Vin. derved ogsaa imod dens Ilt og Sporesvampe, Omstikning i rette Tid, og streng Renlighed ere Midler til at beskytte Vinen imod Ed- dikestik ; hvor dette iagttages, vil man aldrig finde Vin, som er bleven sur, og Eddikestik er saaledes i Regelen kun en Straf for For- sømmelighed. Naar der hos en Vin viser sig Tilbøielighed til at blive sur og man bemær- ker det itide, førend den virkelige Eddike- stik er indtraadt, vil Sygdommen endnu kunne fjernes. Vin, som indeholder megen Kulsyre, har over sin Overflade en kulsur Atmospliære, som forhindrer Luften fra at træde i Forbindelse med Vinen, og da kunne hverken Sporesvampene eller Ilten trænge ned til Vinen; ikke engang den potenserede Ilt, Ozon, vil kunne indvirke skadeligt, fordi Adgangen til Vinen er den forment. Naar man derfor indleder en ny Gjæring, ved Til- sætning af Sukker, i Vin, som viser Tegn til Syrlighed, vil det derved fremkomne for- øgede Indhold af Alkohol og Udviklingen af Kulsyren være det bedste Beskyttelsesmiddel mod Eddikedannelse. En Ophedning til 60- 70° R. vil ligeledes ødelægge Eddikeplan- terne og stanse Gjæringen. Man har ogsaa anbefalet som et godt Middel en Tilsætning til den syrlige Vin af ren Vinsyre; men dette Middel er kun et Palliativ, idet der dog stedse vil danne sig ny Eddikesyre. Man har endvidere forsøgt at hæve Sygdommen ved at kaste nødstore Stykker brændt Kalk i Vinen, hvorved den dannede Eddikesyre vil forbinde sig med Kalken til eddikesur Kalk, hvorefter Vinen maa omstikkes og kla- res; men heller ikke paa denne Maade ville Plantespirerne blive ødelagte, og desuden faar Vinen derved en forandret Farve. De to eneste Midler til virkelig at stanse den eddikesure Gjæring i dens Begyndelse og derved gjøre Vinen holdbar ere derfor de førstnævnte, nemlig enten at mætte Vinen med Kulsyre, eller at opvarme den. Naar der imidlertid allerede har dannet sig 5—10 p. m. fri Eddikesyre i Vinen, da ville heller ikke disse Midler længere kunne hjælpe, og isaafald kan man intet Klogere gjøre, end at bringe Fadet med den sure Vin ud afKjæl- deren og undergive den en jevn Varme, for at Eddikedannelsen kan foregaa saa hurtigt som muligt, saa at man idetmindste kan er- holde en god Vineddike deraf. Man kan vel følge Naturens Gang ved at forvandle Sukker til Alkohol og Alkohol til Eddike; men det vil ikke være muligt at gaa den modsatte Vei ved at ville forvandle den engang dan- nede Eddikesyre igjen til Alkohol. Efter saaledes at have omhandlet de vig- tigste Sygdomme, som den færdige Most elier Vin er underkastet, skulle vi endnu kun kortelig omtale de Sygdomme, som især i den nyere Tid have hjemsøgt selve Vinplan- terne og forringet Vinproductionen i høi Grad. Skjøndt Vinstokken godt taaler en lav Temperatur, er dog en længe vedholdende Kulde af c. 200 C. istand til at ødelægge hele den overjordiske Del af Planten; Barken springer da af, Vedet bliver brunligt, Marven sort, og Knopperne tabe deres grønne Farve og blive mørkebrune. En tidlig Natfrost om Efteraaret skader ligeledes Vinstokken, idet Bladene visne før Tiden og Druerne blive sure. Vinstokken hjemsøges dernæst af en stor Mængde Snyltere af Plante- og Dyreriget, iblandt hvilke en mikroskopisk Svamp (Oïdium Tucker i), som er nær be- slægtet med Kartoffelsvampen og som først blev opdagen i Aaret 1846 af en engelsk Gartner Tucker, i den nyere Tid har hærget mange Vinegne i en forfærdelig Grad, navn- lig i Europa og Nordafrika. Den viser sig som et fint, hvidt Spindelvæv paa Vinstok- kens Ranker, Blade og Frugter, ødelægger Cellevævet og stanser Druerne i deres Ud- vikling, saa at de hentørres. En udstrakt Behandling med Svovl og Kalk er det Mid- del, som sædvanlig anvendes derimod. Mange Insekter udøve ligeledes en meget skadelig Indvirkning paa Planterne, saasom Høormen, Larven af Tinea uvæ, Druemøllet, Vinfuglen etc.; men farligst af dem alle er dog Dnie- lliseli (Phylloxera vastatrix), som først blev opdagen i Aaret 1864 i Frankrig, hvor den — ligesom i flere andre Lande — siden den Tid har anrettet uhyre Skade. I Aaret 1877 anslog man Arealet af de ved dette Insekt totalt ødelagte Vinbjerge i Frankrig til c. 288,000 Hektarer (a 1,81 d. Td. Land) og at de angrebne Vinbjerge til c. 1 Million Hek- tarer. Dens Virkninger yttre sig ved, at de indtil da kraftige Vinstokke i Mai eller Juni pludselig ophøre at vegetere, Bladene blive først gullige og derefter rødlige, Sideskud- dene, som i Begyndelsen voxe videre, sygne snart hen, og de blaa Druer blive røde og modnes kun ufuldstændigt. Det paafølgende Aar danner der sig endnu svage Knopper, men lidt efter lidt gaar hele Planten ud. Paa Stammen og Grenene af Planten kan man ikke opdage nogen Aarsag til Sygdom- men, men undersøger man derimod Rødderne, saa finder man paa de tykkere Barken tildels løs og sortagtig, paa Birødderne mange knudrede Udvæxter og i alle Revnerne og Fordybningerne en Mængde gullige Smaa- legemer, der under Mikroskopet vise sig at være Insekter i alle Udviklingstrin af deres korte Sommerliv lige fra Ægget til det fuldt udvoxede Insekt. Til Udryddelse af Drue- lusen har man foreslaaet og forsøgt de mest forskjellige Midler; med et ret gunstigt Re- sultat har man saaledes sat Jordbunden læm gere Tid under Vand, og desuden har man prøvet en Mængde andre omfattende Midlei til Udryddelse af disse Insekter, saasom Af" brænding af alle Planterne paa et Vinbjerg, Desinfection af Jordbunden med Svovlkulstoi etc,; men ingen af dem have endnu givet noget virkelig tilfredsstillende Resultat, idet de enten have beskadiget Planterne samtidig med at de ødelagde Insekterne, eller ikke have formaaet at tilintetgjøre de om Vinteren under Rodbarken skjulte Smaadyr. Som et virksomt Middel er i den sidste Tid blevet anbefalet og med Held anvendt Naphtalin, som med visse Mellemrum nedgravedes i tun- plantagen. Ved Uddunstningerne heral blev Phylloxeraen forhindret i at formere sig eller