Dansk Portrætgalleri
Fjerde Bind. Danmarks Hovedstad

- 176 - METROPOL! 8 H. ^•-T’t'' - ’ J'ft Wat NiA ÄA#’ ^^ ^ ISO København 1610. Staaltraadsnet ser man ind i Frihavnen, hvor Pakhusene udvider sig og Damperne, mægtige og tungtlastede, tættere og tættere fylder det store Bassin. Promenaden ender endog med Midteranlæg af Buskadser og strækker tilsidst en stensat Mole ud i Sundet udelukkende for, at man midt ude i Vandet kan beundre den skønne Indsejling, nikke over til Trekroner og se Handelstadstrafiken paa Baggrund af denne vide flatterende Himmel og dette blide smilende Sund. Staar man derude, besjæles man, som sikkert intet andet Sted, af Velvære- Følelse over, at det hele storstilede Havneanlæg egenlig kun er lavet for at tage sig ud heroppefra.. Frisket af den linde Luft og det milde Lys gaar man tilbage. Og nede i det gamle Anlæg standser man et Øjeblik for at betragte det spinkle Huitfeldt-Monument. Saaledes ser en „Siegessäule“ ud i Danmark. Ingen Relieffer med Slag, ingen Jernkanslere, ingen magre Moltker. En tynd, blankpoleret Granitsøjle og øverst paa Kuglen — ingen Victoria, kun en Genius med Fredspalmen i sin Haand. Men Fodstykket er dog sat med gamle Kanoner og med Kuglepyramider. Sejrsbytte? Ak nej, disse Kanoner er kun vore egne, fiskede op i Kogebugt til Minde om en Helt, der ofrede sig selv. Hans Bedrift var den, at han sprang i Luften med sit Skib og sit Mandskab for at frelse den øvrige Flaade. Altsaa dog det største Heltemod af alle! Thi han satte Livet til for at redde de andre. De gamle Kanoner er stegne op fra Havbunden for at vidne. Men nu det andet, Sejrsmonument herude? Vi gaar over paa Kastelsvolden. Idet vi følger Spaserevejen over den gamle Kastelsgrav, beundrer vi igen Idyllen, der ligger klods op ad Arbejdets nøgne Virkelighed. Dér rangerer Godstoget nede paa Havnebanen, og her gaar vi op ad den gamle Vold, der nu kun er Violernes Fristed i den tidlige Vaar. Graven dernede blinker