Dansk Portrætgalleri
Fjerde Bind. Danmarks Hovedstad

- 191 - J. C. Christensen. C. V. Nyholm. Skat Rørdam. J. J. von Bahnson. Hans Ekscellence Konseilspræsident, Forsvarsminister J. C. CHRISTENSEN, Storkors af Dbg., D.M. p. p. Naar man rigtig vil se København, skal man komme sejlende til den. Helst skal man komme fra Nord og fra Udlandet, thi da gribes man om Hjertet — hvis man er en dansk Mand — ved det skønne Syn, som vor Hovedstad frembyder. Allerede de mange Villaer langs den prægtige Kyst varsle om Byens Nærhed, men snart dukke Taarne og Spir op og melde, hvor den selv er, og naar vi komme den saa nær, at vi ret kunne se den, saa ligger den med en Solglans over sig saa venligt smilende, saa vinkende og indbydende, saa jævn og tillidsvækkende med sin travle Virksomhed ved Havnen og i Gaderne, at man uvilkaarlig siger til sig selv: „Gud ske Lov for vort Land og vor By. Vi kunne dog aldrig ønske os nogen smukkere Hovedstad eller fristes til at misunde andre deres!“ Hvor har den gamle Biskop dog ikke haft et sundt Blik for Forholdene, da han byggede sin Borg og sin By. Han er sikkert kommet sejlende hertil fra Nord og har da set de mange Holme og Strømme og Søer i Solens Glans. Det grønne Græs og Siv, de blinkende Vande og det strømmende Hav, alt har talt til ham om den kommende By og dens Fremtid. Og kom han netop fra en Kamp mod Landets Fjender, som han saa ofte gjorde, hvor kraftig har da ikke Talen været, hvor stærk har da ikke Tanken slaaet ned i ham: Her er det. Her skal Landet samles. Her skal dets Hjærte slaa! Det er intet Under, at Biskoppens Billede straaler i Guld fra Borgernes Hus, og at hans Skikkelse knejser højt til Hest midt i Byen, det er, som det skal være. Men endnu bedre er det, hvis hele vort Folk fyldes med Biskoppens Aand, hans Mod, hans Handlekraft, hans Kærlighed til Fædrelandet og hans vidtskuende Tanker, thi da har København, da har Danmark en god Fremtid at haabe paa for nærværende og kommende Slægter, og da, men ogsaa først da er alt, som det skal være, her i vort lille, kære Fædreland. Hans Ekscellence Højesteretsjustitiarius C. V. NYHOLM, Storkors af Dbg., D.M. p. p. Idet jeg gaar ud fra, at der er nok, som ville skrive enten om Nutidens eller om Fremtidens København, vil jeg derimod efter den til mig rettede Anmodning forsøge at fremmane en enkelt Ytring af Hovedstadens Retsliv, som forlængst tilhører Fortiden. Naar det i vore Bedsteforældres Tid, som det med svag Erindring om endnu ældre Dage hed sig, at „nu blæste de" eller „nu red de Herredag" ind - det skete stedse den sidste Søndag i Februar før den første Torsdag i Marts - blev der Røre paa Københavns Gader. Det var ej heller noget Hverdagssyn. To ridende Herolder i gammeldags Dragter, ledsaget af kongelige Hærpavker og Trom- petere og 24 Mænd af Hestgarden, lydelig paa alle Torve, offentlige Pladser og de større Gaders Hjørner i Hovedstaden, forkyndende det højvigtige Budskab, at Kongen agtede at aabne Højesteret den førstkommende Torsdag. Og naar saa selve den store Dag oprandt, saas Majestæten kørende i Guldkaret, forspændt med 6 hvide Heste — det saakaldte hvidfødte Stod af den gamle frederiksborgske Race — fulgt af Hoffets og Rigets Stormænd i højeste Gala og eskorteret af hele Livgarden til Hest, at drage til Højesteret i dens vekslende Festlokaler - efter det første Kristiansborgs Brand som oftest Rosenborg Riddersal —. Her havde imidlertid Rettens Medlemmer samlet sig, Assessorer, Advokater og Sekretærer i deres fineste Embedspuds og opstillet sig efter deres Rangfølge for at modtage Suverænen. Ved denne Lejlighed besørgedes Vagtholdet af Drabantkorpset in pleno, medens til daglig Brug kun 2de af dets Medlemmer udførte denne Tjeneste, bestemt til Rettens Opvartning af sølvgallonerede Kancellibud. Efterat Kongen havde taget Sæde paa Tronen med de 3 berømte Sølvløver foran og Rettens ordinære Assessorer havde faaet Plads til Venstre og de medfulgte Dignitarier til Højre for denne, erklæredes Retten