Dansk Portrætgalleri
Fjerde Bind. Danmarks Hovedstad

- 192 - Julius Thomsen. V. Oldenburg. Herman Trier. Magnus Steffensen. for sat, og de forud »allernaadigst" til Foretagelse berammede Sager bleve herefter plæderede og indlodes til Doms, idet der dog forinden var blevet holdt „en Allokution" eller allerunderdanigst til Hans Majestæt personlig rettet Henvendelse og Tak for hans ophøjede Nærværelse, affattet i blomstrende efter Nutidens Smag saare snurrige Ord og Vendinger og med behørig Pathos afgivet af den Advokat, som i Forvejen særlig var bleven valgt dertil af Justitiarius, et Valg, som stundom affødte Nid og Misundelse for lange Tider. Deres Vota afgav de forsamlede Retsmedlemmer efter de gængse Regler, men Majestæten bestemte formelt idetmindste selv „hvis Vota og Mening skulde gælde og hvorledes Dommen skulde fældes efter hans Vilje og Velbehag", hvilken Forskrift, som iøvrigt efter dens Ordlyd gjaldt naarsomhelst Kongen beærede Retten med sin Tilstedekomst, dog efterhaanden i Praksis turneredes derhen, at Kongen, saa ofte han over- hovedet maatte finde for godt at vise sig i Retten, som Regel tiltraadte Flertallets Votering, hvilken derefter kundgjordes som Dom i hans Navn. Saaledes havde Enevælden symboliseret de danske Kongers Deltagelse i Retsplejen, den de havde taget i Arv fra de tidligere Danehof, kongelige Retterthing og Herredagene, og medens deres virkelige Del- tagelse, der fra først af havde været indgribende nok og kendelig nok paa mange Punkter, og som undertiden, endog saa sent som under Christian VI givet sig Udslag i Handlinger, der med fuld Føje kan betegnes som Kabinetsjustits, efter det 18' Aarhundredes Midte egenlig maa siges at være saa godt som ophørt, fortsatte dog hine Ceremonier og Optog sig til langt ned i det 19’ Aarhundrede. Frederik VII var den sidste Enevoldskonge, som Torsdagen den 1. Marts 1849 aabnede Højesteret overensstemmende med de gamle Etiketteformer og Højtideligheder; saa gjorde Loven af 21 Febr. 1850 en brat Ende paa de nedarvede Traditioner. Stævninger og Domme udgaa nu ej længer under Kongens Navn og Rigets Segl, men simpelthen i Rettens; Advokater og Sagførere vende ej mere deres Tale og Fordring til Majestæten, men blot til „den hæderværdige Højesteret"; de kongelige Drabanter og Gardister have maattet vige Pladsen for 2 almindelige Politibetjente; istedetfor de stadselige Kancellibud bevæger sig nu Rettens Bud i jævn civil Paaklædning stilfærdig i Lokalerne, og den første Torsdag i Marts Maaned aabnes Retten paa Slaget 9 aldeles som paa enhver anden Dag i Aaret, og medens det endelig siden Qriffenfeldts Dage havde været forbudt at ledsage Højesteretsdommene med Motiver - „thi den enevældige Konges Udtalelser trænge ikke til Begrundelse og tilstede endnu mindre Kritik" - paabyder Loven af 8 Marts 1856 Højesteret et af to: enten at votere for aabne Døre eller at give Præmisser for de afsagte Domme. Ikkun Assessorernes og Sekretærernes røde og Advokaternes og Sagførernes sprte Kapper over Uniformerne minde endnu fjernt om svundne Tiders Olands og Skikke. Sjællands Biskop, Ordensbiskop, Dr. phil. & theol. T. SKAT RØRDAM, Stor- kors af Dbg., D.M. p. p. SIDEN 1848, da jeg som ung Student kom til København, er der her sket store Forandringer og en mægtig Udvikling i alle Retninger. Men ikke mindst betydningsfuld er Udviklingen i kirkelig Henseende, især i den sidste Menneskealder. For 30—40 Aar siden kunde man møde Udtalelser om, at i Løbet af faa Aar vilde Kirke og Kristendom være, om ikke forsvunden saa dog traadt helt i Skygge i København. Og saa har netop den Tid været Vidne til en Udvikling paa dette Omraade som aldrig tilforn. Siden 1874 er der blevet opført syv og tyve nye Sognekirker her i Byen. Og Forandringen strækker sig ikke til de udvortes Kirkehuse alene, men inde i Kirkerne er Forandringen ikke mindre kendelig. I de 6 Sognekirker, som for 60 Aar siden fandtes her i Byen, var Kirkebesøget gennemgaaende ringe, der lød i den ingen Menighedssang, den hørtes kun i Vartov Kirke - ellers var Koret ene om at synge Salmerne ledsaget af Orgelet, mens Til-