Dansk Portrætgalleri
Fjerde Bind. Danmarks Hovedstad

- 203 - Jean Jusserand. Saint-Saëns. Hugues le Roux. andring, mens Du selv kun har yoxet Dig større, stærkere og klogere paa denne Verdens Ting med større Uro ved Tanken paa den næste. Og skønt jeg burde kende Dig paa dit gamle Blink i Øjet, dit halvt ironiske Smil og det nedarvede gode Humør, hvormed Du nu som da er rede, til at kaste Dagens Sorg og Be- kymring bag Dig. Men ikke for Intet har Du spist af Kundskabens Træ paa Qodt og Ondt. Du har gjort det paa Bekostning af den Hygge, i hvis Skær Du staar for vort Minde. Og her staar vi ved det ømme Punkt, det som skiller mellem nu og da og som gør, at vi Gamle føler os noget fremmede i dit Selskab med et Skær af Hjemløshed i din Midte. Men trods alt, og alligevel. Saa ofte jeg hører Dig haardt og ubilligt bedømt, tager jeg kaldet og ukaldet til Genmæle, ihukommende det gamle Ord om Tosser og halvgjort Arbejde. Thi trods din respek- table Alder er Du jo endnu i din Opvækst og Du voxer unægtelig godt. Allerede er jo dit Omfang svulmet op til det dobbelte af, hvad det var i min Tid, og Du synes jo ikke at ville hælme, før Du har gjort baade Helsingør og Roskilde til et nyt Nørre- og Vesterbro. Du har taget dit Parti og givet Dig Fremtiden i Vold. Og gid denne Fremtid blive Dig god som alle Danskes bedst misundte Hovedstad i et frit og uafhængigt Danmark. Det beror i meget paa Dig selv, København. Overpostmester JENS WILKEN MØRCH, Ridder af Dbg., D.M. p. p. Redaktionen af nærværende Værk har vist mig den Ære at anmode mig om en Udtalelse om Køben- havnerne, sete gennem postale Briller eller vel rettere gennem Postvæsenets „Glugger". I 50 Aar har jeg i mine forskellige Stillinger i Postvæsenet daglig været i Berøring med det køben- havnske Publikum og har saaledes haft rig Lejlighed til at lære dets Egenskaber grundigt at kende. Det er mig derfor en Glæde at faa Lejlighed til at bevidne - uden at jeg behøver at skrive in usum Delphini - at Københavnerne er det elskværdigste Folkefærd under Solen. Det er næsten rørende at se, hvor glade Københavnerne ere for ethvert nok saa lille postalt Frem- skridt eller Bekvemmelighed og at høre dem udtale deres uforbeholdne Glæde derover. Deres Godmodighed er dertil saa stor, at de formelig ere taknemmelige, naar de faar deres Postsager rigtig i Hænde eller blive høfligt behandlede af Postfolkene. Som om det ikke var en Selvfølge. Ganske vist, for ældre Folk, der endnu erindre, hvorledes det at møde paa Postgaarden for 50 Aar siden var noget nær det samme som at „stille til Klø hos Inspektøren", er Forskellen jo ogsaa ret betydelig. Men Embedsmandstonen var jo i fordums Tid den samme overalt i Verden, vide Knigges „Omgang med Mennesker“, hvori Postmestre karakteriseres som grove og ubehagelige Personer. Da Postfrimærket blev indført i Aaret 1851 var de gamle Postembedsmænd ikke videre fornøjede med denne nye Ivention og navnlig fandt de det under deres Værdighed at „spytte paa Frimærkerne". De hen- viste derfor Publikum til Postgaardens Portner, som det var blevet tilladt at sælge Frimærker stykkevis og som derved skabte sig en lukrativ Forretning. Og Københavnerne fandt sig deri med en englelig Taalmodighed! Ja, Folk vænnedes i den Grad af med i saa Henseende at søge Postkontoret, at det ikke er mange Aar siden, at jeg har truffet Folk, som ikke vidste, at Postkontoret solgte Frimærker enkeltvis. Københavnerne klage forholdsvis sjælden over Postvæsenet og gøre de det, da vise de i Reglen deres gode Hjerte ved at bede for den arme Postsynder, især naar denne findes blandt deres „røde Venner", Post- budene, „Københavnernes Kæledægger", og jeg forstaar det saa godt, thi et smukkere og dygtigere Korps end de københavnske Postbude findes ikke. I den Retning viste ogsaa vor afdøde kære gamle Konge sig som en ægte Københavner. Naar et Brev til „Kongen af Danmark" uheldigvis var havnet i „Hotel Kongen af Dan-