Dansk Portrætgalleri
Fjerde Bind. Danmarks Hovedstad

- 208 - Forfatteren HUGUES le ROUX, Paris. à la gloire de nos aïeux les Danois. Quand on est normand, quand on s’appelle Le Roux, quand on a eu des aïeux, qui, à travers les siècles vécurent sur les navires, on aborde le Danemark comme un terre un peu sacrée. C’est ainsi que nos cadets de Gascogne aiment à venir rêver au pied de la tour dont les leurs sortirent pour aller faire leur noms et leur fortune. Et ceci n'est point une illusion, un lien secret nous unit. J'ai vu le Danemark en hiver, en été, aux mois des nuits bleues, en février: je ne l’ai jamais connu que souriant dans des graces d'aquarelle. Je songe à lui comme à une suite de pelouses verdoyantes à l’ancre sur la mer, comme à un champ de nenufars baltiques bercés à la surface de la vague. Et comme toutes les fleurs ont un coeur où de la vie ailée bourdonne Seeland a Copenhague. J’y suis venu pour la prémière fois un jour de féerie; L L M. M. le Roi Christian et la Reine Louise célébraient leurs noces d’or. Ils avaient convié à cette anniversaire de gloire tous ces enfants-rois dont ils ont peuplé les trônes de 1 Europe. Pour moi Copenhague est resté à jamais le décor de cette fête unique. Les arcs de triomphe sont encore debout, les guirlandes de verdure ne se sont pas fanées. Je ne conais qu’un Copenhague, terre d’accueil, de surires, d’hospitalité fraternelle - gai, comme on dit qui sont gais les gens du midi — partagé entre sa vaillante activité au travail et son gout spirituel du plaisir, une ville qui vraiment est l’âme de tout un peuple, qui suffit à expliquer sa destinée surprenante — un foyer de pensée, un bon levain d’organisation ingenieuses un bouquet de toutes ces forces morales qui donnent à un groupement de hommes figure de nation, qui lui font sa place éternelle dans l’éspace et dans la durée. Que cet Hôtel de Ville soit, une fois de plus la barque de conquête que son equipage vaillant mène à travers tous les sourires, toutes les surprises de la mer aux parts des horizons rêvés. Quand je vois flotter la bannière des Danois, rouge avec sa croix blanche sur l'azur infini du ciel, il me semble que près des leurs ce sont les couleurs de mon pays qui flottent. (Til Ære for de Danske, vore Forfædre. Naar man er Normanner, naar man hedder Le Roux, naar man har haft Forfædre, som gennem Aar- hundreder har levet til Søs, betræder man Danmark som om det var et Slags helligt Land Det er ligesom vore Gascogner, der holder af at drømme ved Foden af det Taarn, hvorfra deres Forfædre droge ud for at skabe sig Navn og Berømmelse. Og det er aldeles intet Bedrag, et hemmeligt Baand forener os. Jeg har set Danmark om Vinteren, i Februar, om Sommeren, i de lyse Nætters Tid, og altid fundet det yndefuldt smilende. Jeg tænker mig det som en Mængde grønne Græspletter, der ligger til Ankers paa Havet, som en Mark af Aakander, der vugges paa Toppen af Østersøens Bølger. Og ligesom alle Blomster have et Hjerte, hvori Livet pulserer, saaledes har Sjælland København. Forste Gang jeg kom der var paa en Festdag. Deres Majestæter Kong Christian og Dronning Louise høj- tideligholdt deres Guldbryllup. De havde indbudt til denne Hædersdag alle de kongelige Børn, hvormed de have befolket Europas Troner. For mig staar Kobenhavn bestandig som en Baggrund for denne enstaaende Fest. Triumfbuerne staar stadig, de grønne Guirlander ere endnu ikke visnede. Jeg kender kun et København, Stedet for en venlig Modtagelse og en broderlig Gæstfrihed muntert som hos Sydens Folk. — Stedet for en dygtig Arbejdsomhed og for aandfulde Fornøjelser, en By, der i Sand- hed er et helt Folks Sjæl, — hvad der er nok til at forklare dens underlige Skæbne, — et Arnested for Tankerne, et Spirested for kloge Organisationer, en Forbindelse af alle disse moralske Kræfter, som gør, at en Samling af Mennesker kan optræde som en Nation, der vil have en varig Plads i Rum og Tid. Gid dette Raadhus maa blive et Skib mere, der fører den tapre Besætning gennem alle Blink, forbi alle Havets Overraskelser mod fjerne Strande. Naar jeg ser de Danskes Banner, rødt med et hvidt Kors, vaje mod den uendelige blaa Himmel, synes jeg at se mit Lands Farver vaje ved Siden af.) Professor ARNOLD KRAUZ, Prag. FAET er Verdenshistoriens største Tossestreg at have sendt København ud paa den yderste Kant af sit lille Land, hvor den maa stotte sig til Amager og de kunstige Fort-Øer, for ikke at glide helt ud i Havet, i Stedet for at være Midtpunktet af et stort Rige eller Forbund, venligt kaldende alle Østersøkysternes Beboere til at ty til dens Favn for at raadslaa, belæres, opbygges og more sig, thi dertil er den skabt. Hs. Ekscellence v. BÜLOW, Overpræsident for Slesvig-Holsten. ÏM August 1904 lag ich mehrere Tage mit einer Segelyacht an der Langen Linie. 1 Seitdem ist mir Kopenhagen als eine schöne Stadt in der Erinnerung geblieben, die ich immer gern wieder besuchen möchte. Der eigenartige Reiz der Insellandschaft im Verein mit der interessanten Stadt und ihre geschichtlichen Erinnerungen machte es mir sehr verständlich, dass die Dänen ihre Heimath und ihr Vaterland so glühend lieben. Ich kann aber nicht finden, dass in der Liebe der Däne zu seinem Vaterland und in der Vater- landsliebe der Deutschen zu ihrem deutschen Vaterland etwas Gegensätzliches gefunden zu werden braucht.