Dansk Portrætgalleri
Fjerde Bind. Danmarks Hovedstad

. - 207 - I Komponisten C. SAINT-SAÉNS, Paris. LE séjour que j'ai fait à Copenhague a été trop court et remonte trop haut pour qu’il me fait permis de parler comme il conviendrait de cette belle ville et de ses habitants; je préfère entretenir le lecteur de l'audience que daigna m'accorder peu la Reine Louise dont je garde un pieux souvenir. Vive gaie nullement cottée par l’âge et semblant défier les années la Reine qui avait alors prés de quatre-vingts ans me reçut seule, avec une affabilité une simplicité charmantes me parlant de quelques’unes de mes œuvres qu’elle avait interprétées elle-même car elle avait été très bonne pianiste mais „depuis trois ans", me dit-elle „je ne joue plus", „cela m’ennuie de faire des exercices". Elle me parla de Liszt et de Thalberg qu’elle avait connus: deux talents bien différents, mais deux grands talents . . . Puis avec cette exquise poli- tesse des têtes couronnées: „Est-ce que vous ne voudrez pas essayer mon piano? Mais auparavant permettez- moi de faire entrer mes filles, qui désirent tant vous connaître." Elle ouvrit une porte et je vis paraître l’Impératrice douairière de Russie, la future Reine d’Angleterre et la Duchesse de Cumberland, trio de beautés bientôt suivi de la toute charmante Princesse Valdemar et plus tard d’un grand-Duc et d’une grande-Duchesse à peine sortit de l’enfance. Quand j’eus essayé le piano la Reine passa dans une pièce, voisine et signa une photographie qu’elle m’offrit aussitôt faveur que je n'aurais pas osé lui demander; malheureusement elle rabattit sur le portrait, la légère feuille de papier brouillard adhérant à l’épreuve et l’encre fraîche en fut à demi effarée. Elle voulut signer une autre épreuve et comme on s’y opposait craignant qu’elle ne se fatiguât: Non! dit-elle ,,on croirait que je ne puis plus bien écrire"; et elle signa une seconde épreuve. Comme j’allais me retirer Sa Majesté le Roi Christian qui doigna m'adresser quelques mots et m’interroger sur mes voyages en Extrême-Orient. Ce fut le brillant final de la Symphonie, dont j’ai conservé la mémoire comme au premier jour. (Det Besøg, jeg har aflagt i København, har været altfor kort og ligger for langt tilbage til at jeg tør tale om mit Indtryk af denne smukke By og dens Indbyggere. Jeg foretrækker derfor at underholde Læserne om den Audiens, som allernaadigst blev tilstaaet mig af Dronning Louise, om hvem jeg bevarer den ærbødigste Erindring. Livlig, munter, ingenlunde trykket af Alderen, skønt hun nærmede sig de 80 Aar, modtog Dron- ningen mig alene med en Venlighed og henrivende Ligefremhed, idet hun talte om nogle af mine Arbejder, som hun selv havde spillet, da hun tidligere havde været en meget dygtig Pianistinde, men, sagde hun til mig, i de sidste 3 Aar spiller jeg ikke mere, det keder mig at spille Øvelser. Hun talte til mig om Liszt og om Thalberg, som hun havde kendt. Det var to store, men meget forskellige Talenter. Efter denne udsøgte Opmærksomhed sagde hun: „Har De ikke Lyst at prøve mit Instrument? Men tillad mig saa først at kalde paa mine Døtre, de ønsker gerne at gøre Deres Bekendtskab." Hun aabnede en Dør og ind traadte Enkekejserinden af Rusland, den tilkommende Dronning af England, Hertuginden af Cumberland, en Trio af Skønheder, der snart blev efterfulgt af den henrivende Prinsesse Valdemar og senere af en Storhertug og Storhertuginde, der neppe var udover Børneaarene. Da jeg havde spillet, gik Dronningen ind i et Sideværelse og skrev sit Navn paa et Fotografi, som hun straks gav mig, en Gunst, som jeg ikke vilde have vovet at udbede mig. Uheldigvis lagde hun det tynde Stykke Klatpapir over Billedet, saa det friske Blæk i Underskriften blev halvvejs udvisket. Hun vilde nu signere et nyt Billede, og da jeg bemærkede, at det vilde trætte hende, sagde hun: „Nej, man vil ellers tro, at jeg ikke mere kan skrive ordentlig," hvorpaa hun skrev sit Navn paa et nyt Billede. Da jeg var ifærd med at trække mig tilbage, kom Hans Majestæt Kong Christian og henvendte Ordet til mig, spurgte mig om mine Rejser i Orienten. Det blev den glimrende Finale paa Symfonien. Erindringen herom er endnu ligesaa levende som den første Dag.)