Fornuftig Sundhedspleje
Hygiejnisk Raadgiver For Hus Og Hjem

202 Forholdsregler imod indre Sygdomsaarsager. Uafbrudt arbejder Videnskaben med rastløs Iver. Slag i Slag følge nye Opdagelser, som fra den Lærdes Studereværelse, fra Labo- ratoriet, fra Sygesengen tiltræde deres Vandring ud i Verden. Af disse skulde Menneskeheden høste Nytte; men hvorledes kan den det, naar den ikke staar i livligt Samkvem med dem? Den skarpeste Dadel fortjener derfor det Snæversyn, der forleder til en halsstarrig Uvillie imod alt nyt; atter og atter støder Lægen i sin velmente Kamp imod ældgamle, meningsløse Fordomme paa clen tilsyneladende uigendrivelige Indvending, at den gamle Fremgangsmaade jo dog hverken har slaaet Børnene ihjel eller fordærvet dem. Ganske vist er til Trods for denne en stor Mængde af dem vokset op, takket være Naturens uud- tømmelige Godhed, ved hvilken de ere bievne udstyrede med en saa- dan Modstandskraft, at de have kunnet overleve de Mordattentater, der af Ufornuft og Uvidenhed have været rettede imod dem; men man glemmer den store Mængde af Liv, som paa denne Maade ere gaaede til Grunde, og dækker Kærlighedens Kaabe over den umaadelige Sum af Elendighed og Lidelse, som en ikke ubetydelig Del af Ofrene for hin Fremgangsmaade have maattet trækkes med indtil deres sidste Aandedrag. Lejlighed til at skaffe sig Belæring om, hvad der gavner og skader det unge, vordende Menneske, savnes tilvisse ikke i vore Dage; gid da ingen Forældre vilde forsømme at søge en saadan Be- læring, gid enhver, hvis Liv er bleven velsignet med Børn, vilde vælge som Devise den gamle Goethes Ord paa Dødslejet: ’ »Mere Lys!« En uheldbringende Vildfarelse vilde det være, om man nærede den Anskuelse, at Konstitutionen med Barndommens Udløb ikke læn- gere lod sig forandre. Fremdeles, fornemmelig i Overgangsalde- ren, er den som tilforn udsat for allehaande Farer, der true med at svække den, men paa den anden Side ere de Kilder, der tilføre den Kraft og Forfriskning, heller ikke udtørrede. Aabenbart ligger det Raad da meget nær: gaa af Vejen for hine, saa ere disse overflødige. Til en vis Grad er dette absolut paa sin Plads; thi hvo drister sig vel til at benægte, at Menneskets medfødte Drift til at give Lidenskaberne frit Løb, naar .den ikke tøjles, undergraver Organismens Kraft i en uhyggelig Grad? Og hvorledes skal man vel bringe Kraften paa Fode igen, naar den f. Eks. ved Følgerne af ubehersket Nydelsessyge, ved Alkoholisme eller andre Udsvævelser er bleven rystet i sin Grundvold? Men selv det kloge, sædeligt rene Menneske, der er i Stand til at forudse Følgerne af deslige Vildfarelser og formaar at holde sig borte