Fornuftig Sundhedspleje
Hygiejnisk Raadgiver For Hus Og Hjem

276 Polyphagi (Æderi). der sælges i tilloddede Blikdaaser, er tilberedt af fintmalet Kød; den er i Reglen stærkt saltet, meget skær og let fordøjelig; man serverer den gerne udsmurt paa Hvedebrød til Frokost. Ved Pølsen og det røgede Kød maa man passe paa, at der ikke bag Krydderierne og Saltet skjuler sig en fordærvet Vare, der jo, som tidligere omtalt, ikke engang bør nydes af sunde Mennesker, endsige af syge; disse to Retter ere noget sværere fordøjelige end de førstnævnte, hvilket ogsaa gælder den røgede Laks og de marinerede Sild. Derimod stille Sardellerne ikke noget stort Krav til Fordøjelsen, og dette kan ligeledes siges om Ansjossmørret (Anchovy-Paste blandet med Smør), som smøres paa Brød. Endelig kunne vi til de appetitvækkende Midler endnu hen- regne et lille Glas god, ren Vin eller Brændevin (Kognak, Likør el. Ig.). Lige saa vel som man kan lide af Appetitmangel, kan man ogsaa omvendt blive anfalden af en overdreven stærk Appetit, cler, naar man giver efter for den, fører til den saakaldte Polyphagi (Æderi). Den kan undertiden være et meget kærkomment Symptom, navnlig ved Re- konvalescenter, der ere bievne betydeligt afmagrede under stærke Syg- domme. Dersom disse Personer ikke spise mere, end deres Fordøjelses- apparater kunne bearbejde, er der naturligvis ingen Grund til at lægge Baand paa deres Appetit, naar man kun paaser, at de ikke lade sig henrive til Overdrivelser; saa snart de have genvundet deres tidligere Huld, vil deres Trang til Føde atter være normal. Derimod gives der ikke saa faa Mennesker, hos hvilke Æderiet bliver til en Vane, der, hvis den ikke tøjles, aldeles sikkert vil fremkalde alvorlige og livsfar- lige Lidelser. Da der ikke findes noget Middel, som kan forringe Madlysten (Tobakken har vel den Egenskab at kunne bringe Sulten og Tørsten ti] Tavshed for en Tid), kan der egenlig ikke gives noget andet Raad, end at enhver maa lære at rejse sig fra Bordet i rette Tid. Rigtignok lyder denne Forskrift noget ubestemt, men der gives dog adskillige ret gode Kendetegn paa, om man spiser mere end man har godt af. Bestemmende i denne Henseende er dels Velbefindendet, der i Reglen hurtig lider et Knæk, dels Legemsvægten. Denne forandrer sig hos sunde, udvoksede Personer forholdsvis lidet, og dens Af- og Tiltagen i større Omfang giver saaledes Bevis for, at der i det ene Tilfælde maa foreligge en med Vædsketab forbunden Sygdom, medens i det andet Tilfælde Ernæringen maa være for rigelig. Fede og til Fedme disponerede Mennesker vikle derfor handle klogt i at lade sig veje med regelmæssige Mellemrum, f. Eks. en Gang om Maaneden; paa