Skibsmotorlære
Tekst

Forfatter: A. H. M. Rasmussen

År: 1915

Serie: Skibsmotorlære

Forlag: G. E. C. Gads Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: Anden Udgave

Sider: 280

UDK: 621.43 Ras

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 304 Forrige Næste
— 10- en Akselledning, der overfører Drivkraften til Drivskruen, som driver Skibet gennem Vandet. Den almindelige Skibskedel bestaar i Hovedsagen af: et Ildrum, hvor den til Vandets Fordampning fornødne Varmemængde udvikles ved aaben Forbrænding af Brændslet, et Vandrum, som omgiver Ildrummet og er fyldt med Vand, Kedel- vandet, samt et Damprum, som ligger over Vandrummet, og hvori den dannede Damp opsamles. Ildrummet er omgivet af Inderskallen; paa dennes ene Side fore- gaar Brændslets Forbrænding, medens den anden Side er i Berøring med Kedelvandet. Ildrummet bestaar af Ildstedet, hvor Brændslet hviler paa Bisten, og hvor den egentlige Forbrænding foregaar, Forbrændingskamret, hvor de af Brændslet afgivne Gasarter yderligere blandes med Luft og forbrænder, samt Kedelrørene, hvor Resten af Gasarternes Varme afgives til Kedelvandet. Fra Kedelrørene strømmer de ved Forbrændingen dan- nede Forbindelser tillige med de ikke brændte Gasarter og Kuldele, hvilke under eet benævnes Skorstensgassen eller Bøgen, gennem Bøgka/mret og Optrækket til Skorstenen. Ildstedet deles af Ristens Bistestænger i to Rum; i det øverste, Fyret, foregaar Forbrændingen; under Risten er Askegraven; gennem denne tilføres der Brændslet — ved naturlig eller kunstig Træk — den til dets Forbrænding fornødne Luftmængde. 10. Forbrændingen paa Risten sker uden forudgaaende Tilberedning af det faste Brændsel, der selv tilvejebringer den til dets Antændelse fornødne Varmegrad. Tænker man sig Risten dækket af et Lag glødende Kul, bliver disse opvarmede og Kullenes flygtige Bestanddele uddrevne; disse bestaar af Kulbrinteforbindelser, Tjærearter og Vanddamp. En tyk, gullig Røg stiger op fra Kullaget, men er Varmegraden lig eller højere end Gasarternes Antændelsespunkt, og er den fornødne Luftmængde til- stede, vil Røgen straks bryde ud i Flamme under Udvikling af Lys og Varme. Flammens lysende Evne skyldes de fine glødende Kuldele, som udskilles af Gasarterne; jo flere Gasarter Kullene indeholder, des kraf- tigere er Flammen; fede Kul er derfor stærkt flammende. Af Gasarter- nes Bestanddele vil Brinten først forbrænde til Vanddamp, og dernæst vil det udskilte Kulstof forbrænde til Kulsyre eller Kulilte. Er Varme- graden imidlertid for lav, vil Kulstoffet udskilles som fint Kulstøv, der uforbrændt stiger til Vejrs og gaar bort gennem Skorstenen som Røg. Bøgen bestaar af Kvælstof, Ilt, Kulsyre, Vanddamp og ved ufuld- stændig Forbrænding: Kulilte og Kulstøv. I Reglen er Forbrændingen ikke fuldstændig; naar friske Kul kastes paa Risten, ser man en tyk sort