Klitterne I Vestjylland Og Paa Bornholm

54 at »Præstegaarden ligger aaben for en aaben Sandflugt paa 3 Kanter og faaet altid Skade«. Slettegaard omtales dengang som en liden Hovedgaard. 1625 skriver Præsten Jørgen Knudsen Riber om sit Sogn: »Herrens Tjener udi Guds Ord til Hjortdal Kirke haver et eneste Sogn, som er det ringeste i hele Stif- tet; thi en hel By (Hjortdal) er af Sand slet øde. Præstegaarden er fordærvet af Sand, Ager og Eng med Ildingsbrand ere aldeles øde og fordærvet, saa der findes ikke saa meget Jord, som kan saas 6 Td. Korn udi, og det endnu daglig aaben staar for den skadelige Sandfog, som Tings Vidner der omformelder. Paa samme Præ- stegaards ringe Sandbunke staar et lidet Stykke Hus, hvori for 4 Slettedaler bor en fattig Mand, som haver aarligen forhen givet for sin Skyld, Tiende og andet 3 Tønder Byg og et Pund Smør; men det kan ikke efter denne Dag gives af omtalte Sandbanke, thi paa nogen Aarstid, naar han haver faaet sin ringe Sæd, løber Sandet over hans Sæd og Korn, hvorefter han fattige Mand undertiden bekommer noget lidt, undertiden aldeles intet. Efter slig Præstegaards ringe Leilighed heri Sognet er jeg foraarsaget at bo i en ringe Gaard paa Kirkens Grund, som og dagligen for- dærves af Sand saa vel som mit ganske Sogn. AfT slig aarlig og daglig Sandfog er Sognet blevet saa ringe« osv. Aaret 1680 blev der af Regeringen nedsat en Kommission til nærmere at un- dersøge Sandflugtens Ødelæggelse i Sognet, hvilken Beretning findes i Rigsarkivet og lyder saaledes: »Saa rejste vi til et lidet Sogn kaldet Hjortdal, som lider stor Trang af den skadelige Drivsand paa tre Kanter, sydvest, vester og nordvest fra Tid til anden trænger sig paa deres Jorder, fornemmeligen ligger der en Gaard, som Præsten paaboede, kaldet Hedegaard, som Sandene have ganske ødelagt og fordærvet. Et helt Fold Jord paa 16 Td. Ld. vesten for Gaarden og trænger flux ind paa Gaarden. Hartkornet nedsat med 14 Tønder. (Fra 68)«. Rimeligvis vilde derværende Klitter være vandret videre ind i Svenstrup Sogn og der have foraarsaget Skade i de paafølgende 300 Aar til Nutiden, hvis de ikke var bievne standsede af den lille Aa — Sletteaa kaldet — paa Grænsen mel- lem disse to Sogne. Det har ofte vist sig, at selv det mindste Vandløb formaar at standse selv den største Sandflugt, idet Sandet af Vandet føres bort, efterhaanden som det kommer. Fig. 13. Af disse Beretninger og Kommissionsbetænkninger faar man altsaa et temmelig tydeligt Billede af Sognets Udseende for 300 Aar siden. Vi ved altsaa, at der i 1571 ikke var Sandflugt, men derimod i Aaret 1600. I dette Aar kan man vel sige, at Sandflugten havde naaet sit Højdepunkt; vi ved altsaa, at der ligger aabne Sande paa tre Sider af Præstegaarden, og denne altid tager Skade. Endnu i Aaret 1625 er Tilstanden ikke synderlig bedre; det er ialtfald en særdeles bedrøvelig Skildring, Præsten da giver Forholdene; der er aabenbart endnu Sandmiler rundt omkring i Sognet. Ganske karakteristisk er den Skildring, Præsten giver af Maaden, hvorpaa Sandflugten finder Sted; han siger, Sandet »løber« over hans Mark hvert Foraar,