Haandbog for Formænd ved Jord- og Betonarbejde O.A.
MEDDELT AF T. RIST OG P. M. BÜLOW

For saa vidt Betonfladerne er synderlig over 20 å 25 m i Tværmaal, regner man, at der skal ind- lægges Dilatationsfuger, hvis Revner i Konstruk- tionen, hidrørende fra Svind eller Temperaturvaria- tioner, skal undgaas. Betonstøbningsarbejder kan foretages paa omtrent alle Tider af Aaret, kun ikke i Frostvejr. Hvis der skulde indtræffe Frost kort efter Arbejdets Tilende- bringelse, maa Betonen tildækkes med Sække eller Maatter, eller paa anden Maade skærmes mod Frostens Indvirkninger. Armeret Beton (Jærnbeton). Jærnbetonens Oprindelse er, som bekendt, af forholdsvis ny Dato. Kendskaben til en Forbindelse af Jærn med Beton er næppe synderlig mere end et halvthundrede Aar gammel, og det er i Grunden først i de sidste 10—20 Aar, at den rivende Ud- vikling paa dette Omraade er foregaaet. Den første, som for Alvor arbejdede med Jærn- beton, var den franske Gartner Monier. De oprindelige Monierkonstruktioner bestod af et Net af tynde Rundjærnstænger (ca. 10 mm), som krydsede hinanden under rette Vinkler, saa- ledes at der dannedes kvadratiske Masker med 5—10 cm Vidde; det færdigbundne Net blev der- efter indstøbt i Beton (Grusmørtel). Monier udtog ca. 1870 Patent paa Støbning af større Urtepotter eller Planteballier af Jærnbeton (Cementmørtel udenom et Jærnskelet); senere ud- videdes Patentet til ogsaa at gælde andre Ting, som f. Eks. Rør, Beholdere, Trapper, Sveller m. m. Det er efter ham, at man har Navnet »Monier- arbejde«, som ofte bruges som en stor Fællesbeteg- nelse for Forbindelser af Jærn med Beton. - 73