G. A. Hagemann

bandede og forsvandt oppe i Taarnet ved Uret, og Ængstelse og Frygt herskede overalt. Saa svingede en lille Dragonskare ind i Gaarden, dannede Linie langs Laden og forlangte af For- valteren at tale med Herren. Ja! Herren var endnu ikke „aufgestanden“. Saa maatte man hurtigst mu- ligt kalde paa ham. Snart mødte Fader foran De- lingen, hvis Fører — en von Holstein, om jeg hu- sker ret — nu fremsatte sit Forlangende om Heste og Folk til at føre dem. Ja, Hestene var næslen alle tidligt i Morges sendt med Korn til Aarhus —, men de kunde jo selv se efter i Stalden, hvor kun nogle gamle Dyr og saa „Hejren”, en udmærket Hest, der baade bed og slog, var ladt tilbage. Og „Hejren" blev valgt! Det nyt- tede ikke, at Fader forsikrede, at den baade bed og slog, — den Sludder kendte de nok. „Hejren" maatte afsted, redet af en modig Karl, der blev udset der- til. Dragonerne drog bort, Staldkarlen kom igen ned fra Taarnet, senere kom Heste og Folk hjem fra Skoven, og der var almindelig Glæde over Re- sultatet, thi „Hejren" kom saamænd nok tilbage, — dens Egenskaber kendte vi alle. Og to Dage efter kom „Hejren" og Karlen hjem igen, — den havde baade bidt og slaaet de oprørske Dragoner. Og saa gik Livet paa Gaarden igen sin rolige, stille Gang.“ Denne Oplevelse tilhører Hagemanns tidligste Barndom; han var dengang kun 6 Aar gammel. Saa kom der nogle svære og vanskelige Aar, hvor en alvorlig Rygsygdom i lange Tider fængslede ham til Sygelejet, en stræng Tid for en aandslivlig Dreng, der elskede at færdes rundt i Mark og Skov 16