Midler og Veje til Fremme af Haandværkets og den lille Industris Konkurrenceevne

— 216 - netop har sat sig til Formaal at lette Jorden for Afgifter ved at give Agerbrugeren personlig Kredit. Direkte Laan, enten til enkelte Personer eller til Foreninger, er forbudte, fordi man vil gjøre hele Forenings- og Andelssystemet uundværligt med alle dets stedlige og provinsielle Sammenslutninger. Disse Begrænsninger er ikke alle foreskrevne i Loven og gjennemføres heller ikke altid lige strængt, fordi Kassens for- retningsmæssige Tarv kan nødvendiggjøre Afvigelser. Man har maatte give den Frihed i Enkelthederne for at sikre Hoved- formaalet; alle Forretninger angaaende Realkredit, som er anerkjendte af Loven, har dette Præg af at være af underord- net og forbigaaende Betydning. Hvad Forbundskasserne angaar, saa maa man ikke tro, at det kun drejer sig om dem, hvis Medlemmer er Kredit- associationer; en Gruppe af Selskaber til Indkjøb af Raamate- rialer eller Værktøj eller Salgsforeninger osv. kan meget godt danne et Forbund, som saa kaldes en Forbundskasse, og for- saavidt denne er i Overensstemmelse med Loven af 1889, kan den faa Del i Kreditten fra Centralkassen. Kun endnu en Bemærkning om Centralkassens Stedbe- grænsning: Kassen er en Institution for Kongeriget Preussen, den tjener derfor preussiske Foreninger. Men i Kraft af en bredt anlagt Fortolkning udelukker man dog ikke Forbunds- kasser, der er oprettede i Preussen, fordi der mellem deres Medlemmer findes en eller anden Forening, der har sit Sæde udenfor Preussen; eller omvendt: hvis Forbundskassens Sæde er udenfor Preussen, men der mellem dens Medlemmer findes en Forening, der er oprettet indenfor Kongerigets Omraade. C. L ndervisning om Kredittens Brug. — Vi har set, hvor- ledes Staten griber ind for at sikre de Kreditinstitutioners Til- værelse og Virksomhed, der skulde lette Konkurrencekampen for Haandværkerne. Naar det er gjort, staar der endnu til- bage at sørge for, at de Institutioner, for hvilke man saaledes har skabt Tilværelsesmuligheder, bliver tilstrækkelig udbredte og anvendte paa en forstandig og heldbringende Maade. Det er det, jeg kalder Undervisning om Kredittens Brug. Denne Undervisning har et dobbelt Formaal: man maa sørge for at udbrede Kundskab om, hvilke af de Institutioner, som tager sig af den lille Kredit, der er bedst afpassede efter Haandværkernes Behov, og paase, at der bliver tilstrækkelig