Betænkning afgiven af den af Indenrigsministeriet under 23de Februar 1874 nedsatte Commission Til Undersøgelse af forskjellige Forhold paa Jyllands Vestkyst

99 samlede Udgift), der alt ere anvendte paa de paagjældende Arbeider, og som for den overveiende Deel maae betragtes som tabte, hvis Arbeiderne ikke fortsættes, indstilles Spørgsmaalet om Gjennemførelsen af den foranstaaende Plan i alle dens Dele til Regjeringens Overveielse. Commissionens Mindretal — Carlsen — indstiller ligeledes til Over- veielse, hvorvidt den foran beskrevne Plan, selvfølgelig med Undtagelse af de Foranstaltninger, der vedrøre Thyborøn-Canal, skal gjennemføres, men maa derhos fremhæve, at Forholdet mellem de med Udførelsen forbundne Udgifter og de oeconomiske Fordele, som derved kunne opnaaes, efter Alt, livad der foreligger, stiller sig saa ugunstigt, at Planens Vedtagelse maa støttes til andre Motiver end de oeconomiske. I Forbindelse hermed troer Mindretallet at burde udtale, at ved saa foranderlige Forhold, som de paa Jyllands Vest- kyst stedfindende, er det ikke muligt at lægge en uforanderlig Plan for et saa langt Tidsrum som 12—15 Aar, men Ændringer kunne blive ikke alene hensigtsmæssige men nødvendige. Commissionens Plan bør derfor kun be- tragtes som Grundtræk, i Overeensstemmelse med hvilke de efterhaanden fornødne Arbeidsforslag blive at udarbeide. Det er en Følge af disse Om- stændigheder, at Overslaget over Udgifterne ligeledes kun kan betragtes som tilnærmelsesvis rigtigt, hvad der særlig gjælder for Udgiften ved Vedlige- holdelsen. Fleertallet, der ikke kan være enigt med Mindretallet i ikkun at betragte den foreslaaede Plan som Grundtræk, kan med Hensyn til Spørgs- maalet om Afvigelser fra samme henvise til, hvad der er udtalt i Betænk- ningen ovenfor Side 68. Hvad angaaer Spørgsmaalet om Forholdet mellem Bekostningerne ved Arbeiderne og Fordelene ved samme, skal man, idet man iøvrigt henholder sig til den udførlige Udvikling foran, indskrænke sig til at udtale, at Sagens Afgjørelse formeentlig i det Hele maa beroe paa, om man kan forsvare at forholde sig passiv ligeoverfor de Ødelæggelser, der skee paa