Betænkning afgiven af den af Indenrigsministeriet under 23de Februar 1874 nedsatte Commission Til Undersøgelse af forskjellige Forhold paa Jyllands Vestkyst

XXXIX 4. Paa Norderney en Række meget store Høfder af lignende Construction som anført for Wangeroogs-Høfderne, støttende sig til et meget kostbart Glacis. 5. Flere mindre Faskinhøfder ved Emden. 6. Amsterdams Nordsøhavn ved Wijk aan See med dens mærkelige Betonmoler og Canalanlæg. 7. Petten, det ældste og største Høfdeanlæg til Beskyttelse for det store Dige, der omslutter det indenfor liggende rige Marskland. Et mægtigt Steenglacis, anlagt paa Diget indenfor Høfderne. 8. Helder, hvor et af de største og kostbareste Glacis’er, som existere, er anlagt paa Diget ud imod Dybet og støttes af et Jétée, der naaer til en stor Dybde under Vandspeilet. 9. Den betydelige og bedst udførte Kystsikkring ved Høfder mellem Hook van Hol- land Og Scheweningen. 10. Den store, nye Havn med lange Faskinmoler, der fra det aabne Hav fører ind til Rotterdam igjennem Maas. 11. Westcapelle paa Walchern, hvor der er et Glacis, anlagt paa Diget, der slutter sig til Klitterne og beskytter den rige og frugtbare Ø mod Ødelæggelse. 12. Souteland paa samme Ø, hvor fortrinligt construerede Høfder beskytte den inden- for liggende Klitrække. 13. Vliessingens Havn med lignende Sikkringsanlæg. 14. Ostende med omfangsrige Glacis’er og Beskyttelsesmure samt Moler. 15. Point de Graves ved Girondens Munding, hvor meget store Beskyttelsesværker, bestaaende af murede Moler, sikkre det fremspringende Punkt af Kysten, der underskjæres stærkt af Floden. 16. De Huttes, Syd for Point de Graves, livor der i Tidens Løb er bygget meget forskjelligartede Beskyttelsesværker. Da den af Landsthingsmedlem Breinholt og undertegnede Grove afgivne Rap- port om en lignende Reise, der foretoges i forrige Efteraar, omhandler Undersøgelser af de samme Kyststrækninger og indeholder Beskrivelse over de Sikkringsarbeider, som ovenfor ere nævnte, og da i alt Væsentligt de Anskuelser og Resultater, som der ere anførte, deles af os, skulle vi, idet vi henvise til denne Rapport, søge saavidt muligt at undgaae Gjentagelser. Det er bekjendt, at man lige til Slutningen af det forrige Aarhundrede, naar der var Tale om at beskytte Kysten mod Havet, kun brugte at beklæde de mod dette afskraanende Flader med et fastere Materiale end det Jordsmon, som Bølgen brød imod. Hvad enten det var Diger eller den naturlige Skrænt, der saaledes beklædtes, prøvede man alle tænkelige Dækningsmidler, saasom Græstørv, Straabestikning, Tangbelægning, Faskinfletværk, Muursteen eller naturlige Steen. Ved denne Maade at sikkre Kysten paa er imidlertid den væsentlige Mangel, at Arbeiderne under givne Forhold blive altfor kostbare, naar de skulle benyttes paa en større Kyststrækning, og at de i Tiden under- skylles ved Foden, naar de ikke fortsættes ud i Landgrunden til en saadan Dybde, at Bølgen ikke kan udvadske Grunden. Denne sidste Forsigtighedsregel er imidlertid kun i yderst paatængende Tilfælde anvendt og har altid viist sig at være overordentlig kostbar. Man har altsaa i Reglen indskrænket sig til kun at beskytte Diget eller Skræntens Fod med Glacis og er da stedse blevet skuffet, idet saadanne Anlæg hurtigt ere blevne ødelagte. Det var derfor en overordentlig stor Forbedring, da man i Holland fandt paa, hvor Om- stændighederne tillode det, at erstatte, eventuelt supplere eller sikkre Glacis’er ved Høfder, eller lodret paa Kysten udgaaende Arme, der gaves en saadan Længde, at Strømmen