Bidrag til Skildringen af Danmarks geografiske Forhold
i deres Afhængighed af Landets indre geognotiske Bygning
Forfatter: C. Forchhammer
År: 1858
Forlag: J. H. Schultz
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 48
UDK: 55(48)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
16
Spor af ældre mere eller mindre voldsomme platoniske Niveauforandringer;
det er for nærværende Tid kun lidet rystet af smaae Jordskjælvstod, men
store Landmasser stige roligt og langsomt, umærkeligt for Beboerne, op
af Havet, ingen varme Kilder og overhovedet kun faa og svage Mine-
ralkilder forekomme, og vi see overhovedet kun ringe Spor al Jordens
plutonisk-chemiske Liv.
Vende vi nu vort Blik til Middelhavet, ere Forholdene lige det
Modsatte af Östersöen. Ilöie Bjergkjæder danne dets Kyster, Sierra
Nevada i Spanien og de nordafrikanske Bjerge paa den modsatte Kyst,
Söealperne og Apeninerne i Italien og de dermed parallele dalmatiske
og græske Kystbjerge, Kaukasus, Taurus og Antitaurus i Lilleasien, Li-
banon i Syrien og Palæstina danne en Indfatning om dette Hav, kun hist
og her afbrudt, hvor enkelte mægtige Floder tinde deres Vei til Havet.
Havet selv er overordentligt dybt, med bratte Kyster og en Saltholdiglied,
der overstiger det store Verdenshavs Saltmængde. Denne Saltrigdom
foraniediges deels derved at Bjergkjæderne forhindre Regnvandet fra det
omgivende Land i at flyde ud i Middelhavet; thi vel er det mægtige Stromme,
som Ebro, Rhone, Donau, Pruth, Dnieper, Don og Nilen, der udtomme
deres Vand i dette store Basin, men dog er den Vandmasse, som disse
Stromme tilföre, forholdsviis betydelig mindre, end det, der söger sin Vei
til Nord- og Östersöen. Deels maa den stærke Fordampning, foranlediget ved
Solheden og de törre Vinde fra Afrika herved spille en vigtig Rolle. Saa-
ledes er det begribeligt, at Fordampningen i Middelhavet er stærkere, end
det Tilskud er, som Floderne medföre, og at Atlanterhavet stadigen maa
afgive et nyt Tilskud. Hvis ingen Understrøm forte det stærkere Saltvand
bort, vilde Middelhavet i Tidens Löb bestandig faa stærkere og stærkere
Sövand, og man kunde da vel tænke sig det Tilfælde, at mægtige Lag
af Steensalt kunde afsættes i Dybden af dette Hav. Men denne Understrøm
i Strædet ved Gibraltarer vel beviist, og omvendt af hvad Forholdet
er ved Sundet, strömmer stadigen et mindre saltholdigt Vand foroven