Bidrag til Skildringen af Danmarks geografiske Forhold
i deres Afhængighed af Landets indre geognotiske Bygning

Forfatter: C. Forchhammer

År: 1858

Forlag: J. H. Schultz

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 48

UDK: 55(48)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 56 Forrige Næste
16 Spor af ældre mere eller mindre voldsomme platoniske Niveauforandringer; det er for nærværende Tid kun lidet rystet af smaae Jordskjælvstod, men store Landmasser stige roligt og langsomt, umærkeligt for Beboerne, op af Havet, ingen varme Kilder og overhovedet kun faa og svage Mine- ralkilder forekomme, og vi see overhovedet kun ringe Spor al Jordens plutonisk-chemiske Liv. Vende vi nu vort Blik til Middelhavet, ere Forholdene lige det Modsatte af Östersöen. Ilöie Bjergkjæder danne dets Kyster, Sierra Nevada i Spanien og de nordafrikanske Bjerge paa den modsatte Kyst, Söealperne og Apeninerne i Italien og de dermed parallele dalmatiske og græske Kystbjerge, Kaukasus, Taurus og Antitaurus i Lilleasien, Li- banon i Syrien og Palæstina danne en Indfatning om dette Hav, kun hist og her afbrudt, hvor enkelte mægtige Floder tinde deres Vei til Havet. Havet selv er overordentligt dybt, med bratte Kyster og en Saltholdiglied, der overstiger det store Verdenshavs Saltmængde. Denne Saltrigdom foraniediges deels derved at Bjergkjæderne forhindre Regnvandet fra det omgivende Land i at flyde ud i Middelhavet; thi vel er det mægtige Stromme, som Ebro, Rhone, Donau, Pruth, Dnieper, Don og Nilen, der udtomme deres Vand i dette store Basin, men dog er den Vandmasse, som disse Stromme tilföre, forholdsviis betydelig mindre, end det, der söger sin Vei til Nord- og Östersöen. Deels maa den stærke Fordampning, foranlediget ved Solheden og de törre Vinde fra Afrika herved spille en vigtig Rolle. Saa- ledes er det begribeligt, at Fordampningen i Middelhavet er stærkere, end det Tilskud er, som Floderne medföre, og at Atlanterhavet stadigen maa afgive et nyt Tilskud. Hvis ingen Understrøm forte det stærkere Saltvand bort, vilde Middelhavet i Tidens Löb bestandig faa stærkere og stærkere Sövand, og man kunde da vel tænke sig det Tilfælde, at mægtige Lag af Steensalt kunde afsættes i Dybden af dette Hav. Men denne Understrøm i Strædet ved Gibraltarer vel beviist, og omvendt af hvad Forholdet er ved Sundet, strömmer stadigen et mindre saltholdigt Vand foroven