Bidrag til Skildringen af Danmarks geografiske Forhold
i deres Afhængighed af Landets indre geognotiske Bygning
Forfatter: C. Forchhammer
År: 1858
Forlag: J. H. Schultz
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 48
UDK: 55(48)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
26
Kysten af Sundet imellem Dragör og Helsingör löber omtrent N.
og S., parallel med den östlige og vestlige Kyst af Bornholm. Jeg har
et Par Iagttagelser, som gjör det sandsynligt, at denne Linie udtrykker
en Hævningsretning, som afviger væsentlig fra de fleste af vore övrige
Hævningslinier. Den förste af disse Iagttagelser vedkommer Stevns
Klint, hvis Kridt- og Flintlag jeg i det Foregaaende har skildret som
horizontale, et Indtryk, som de gjöre, naar man kun overseer eu ringe
Deel deraf. Naar man derimod sammenligner Klintan i sin hele Ud-
strækning med det Niveau, som Havet byder overalt ved Klintens Fod,
finder man, at den synker paa denne hele Strækning meget svagt og meget
regelmæssigt fra Ö. imod V., og en Linie fra Havevigskrog ved Soen
over Byerne Höierup, Tommestrup, næsten lige imod N., hvor den naaer
Havet noget S. for Udskibningsstedet ved Bøgeskov, udtrykker den Linie,
hvor Grændsen imellem Skrivekridt og Liimsteen ligger i Havets Niveau.
Denne Grændse stiger i de ostlig derfra liggende Dele af Klinten, og er störst
ved Fyret, hvor Grændsen imellem Kridtet og den overliggende Liimsteen
omtrent kan være 30 Fod over Havets nuværende Niveau. Denne meget
ubetydelige Holdning vilde i og for sig neppe berettige til at antage en
nord-sydliff Hævningslinie, hvis den ikke var ledsaget af et Pliænomen,
som er meget sjeldent hos os. Her paa dette höieste Sted af Klinten
forekommer der et Conglomerat af store skarpkantede Brudstykker af
Flint og Liimsteen, der ligge aldeles uden den ringeste Orden kastede
imellem hinanden, men ere forenede ved Hjelp af Kalksinter til en
eneste stor Klippemasse. De meget store Stykker, 5 - 10 Cubikfod, og
den fuldkomne Manged paa Orden, hvormed de ere sammenkastede,
bevise, at der her have været mægtige Kræfter i Bevægelse., for at
knuse og henkaste Brudstykkerne, medens de skarpe Kanter, selv paa
don meget blöde Liimsteen godtgjöre, at det ikke har været Vandel, der
liar frembragt denne Forstyrrelse. Det har aldeles Charakteren af det
Conglomerat, som Geognosterne betegne som platonisk., d. v. s., som