Geographiske Billeder fra Heden

20 bringe Læ omkring deres Gaarde og Haver, medens de tværtimod burde have skaffet Rødgranen Læ. De have anlagt smaa Plantager af Rødgran, uden at tænke paa, at de yderste Granrækker maatte oflres for Vinden, og at Plantagen derved vilde blive reduceret til et Intet. Der er neppe Noget, der saameget har skadet Interessen for Plantning i Hedeegnene, som disse ulykkelige smaa Rødgransplantninger, der overalt ere udgaaede eller for- krøblede og toptørre. I de 100 Aar, der ere forløbne siden Hedeplantnin- gen blev paabegyndt heri Landet, er der selvfølgelig gjort mangfoldige Forsøg med en Masse Træsorter, og om man end langtfra har naaet Toppunktet af Viden i denne Ret- ning, saa er man dog ikke saa lidt klogere nu, end den- gang; foruden at man ganske godt kjender den almin- delige Fyr og Rødgranen, veed man ogsaa, at Veimuths- fyrren og Lærken forlange bedre Vilkaar, end Heden i Regien kan yde, og at LJvidgranen (picea alba) ikke alene t er ligesaa nøisom som Rødgranen, men at den ogsaa er en hel Deel mere haardfør mod Vinden. I den senere Tid har man fæstet Blikket paa to nøisomme og særdeles haardføre Træer, nemlig østerrigsk Fyr (pinus austriaca) og Buskfyrren (pinus pumilio eller inops). Den første er en meget smuk Fyrreart, er nøisom, og ændser ikke Vin- den, men den synes ikke at kunne taale, at noget Haardt kommer i Berøring med dens Pælerod, og selv dybtlig- gende Ahl og Gruuslag turde derfor være istand til at dræbe den. Den anden, pinus inops, er om muligt endnu mere nøisom og haardfør, men den bliver kun til en høi Busk eller høist til et lavt, tætsluttet Træ, afgiver ikke Gavntræ, men kun Brændetræ, og er derfor tildeels hen- viist til at spille en Rolle som yderste Læbelte, hvortil den synes at være bedre skikket end noget andet Træ. Men hvorfor ikke anvende Løvtræer? de voxe dog