Bilag A, B Og C Til Jernbanekommissionens Betænkning

no Forhøjelse ikke vilde virke væsentlig hæmmende paa Trafikken, men den vilde heller ikke give noget Udbytte af Betydning for Banerne. Tænker man sig f. Eks., at der indførtes en Overførselsafgift pr. Vognladning å 10,000 kg. af 50 Øre for de smaa Overfarter og 1 Kr. for de store samt et i Forhold hertil nærmere bestemt Tillæg for Stykgods, vilde Udbyttet heraf næppe blive over 60,000 Kr. om Aaret, og dette er endda tvivlsomt, thi der forefalder sikkert Transporter mellem Sjælland og Jylland, som ikke kunne ta<de nogensomhelst Takstforhøjelse, og de 60,000 Kr. fremkomme kun under Forudsætning af, at Forsendelsesmængden ikke formindskes. En større Forhøjelse f. Eks. et Tillæg af 2 Kr. 50 Øre for de smaa og 5 Kr. for de store Overfarter, hvad der vil sige et Tillæg af 7 Kr. 50 0. i Fragten for en stor Vogn mellem Jylland og Sjælland, vilde ikke kunne foretages uden en væsentlig Ned- gang i Forsendelsernes Antal. En saadan Takstforhøjelse vilde saaledes langt fra give 300,000 Kr. i Merindtægt, men mulig slet ikke forøge Indtægten. Bestemt angive, hvormeget Trafikken vilde gaa ned, kan man dog selvfølgelig ikke, derimod tør man med Sikkerhed udtale, at en Takstforhøjelse af nævnte Art vilde skade manges Inter- esser og virke forrykkende paa mange bestaaende Forretningsforhold. Under Henvisning til alt foran anført og idet man tillader sig at henvise til Tabel IV paa Side X i Driftsberetningen for Aaret 1897/98, af hvilken Tabel det vil fremgaa, i hvilken Fremgang Trafikken over vore Færgeforbindelser er ved den nu be- staaende Fragtberegningsmaade for Overfarterne, maa man bestemt fraraade at forhøje Taksterne for Gods og levende Dyr, der med Statsbanernes Dampfærgeforbindelser føres over Bælter og Sunde. Besvarelse af Kommissionens Skrivelse Nr. VII, Punkt 6. (Skrivelse af 6te Juli 1899, Jn. II, 11792, fra Generaldirektoratet for Statsbanedriften til Indenrigsministeriet). I Skrivelse af 13. f. M., Nr. E. 1462, har Ministeriet bl. a. forlangt General- direktoratets Yttringer over følgende af Kommissionen angaaende Statsbanedriftens Ord- ning rejste Spørgsmaal: »Hvorfor opkræves der særlig Betaling for Førsel af Gods over Havnebaner, og er det ikke tænkeligt, at en Ophævelse af disse Takster vil have en saa stor Stigning af Forsendelsesmængden til Følge, at Banerne ville høste Fordel af en saadan Foranstaltning?« I den Anledning skal man udtale følgende: Det oprindelige Navn for Havnebanerne var „Hestébaner.“ Saaledes kaldtes do ved deres Anlæg (se f. Eks. Lov om Anlæg og Drift af Jernbaner i Kongeriget af 10. Marts 1861, § 2 g.) og i de ældre Driftsbestemmelser lige ned til 1890. Fra først af dreves de nemlig alle med Hestekraft, som Jernbanen lejede hos Byernes A ognmænd, og det samme er endnu Tilfælde med ikke mindre end 11 Havnebaner, foruden at flere andre delvis drives med Heste. Først efterhaanden som Færdslen paa en Hestebane tager saa stort et Opsving, at det ikke længere er muligt at nøjes med Hestekiatt, af- løses denne af Maskinkraft. Banens oprindelige Karakter som »Hestebane« viser sig dog ogsaa da tydeligt gennem de for Kørsel med Lokomotiv ualmindeligt stærke Stig- ninger og Krumninger; Stigninger paa x/so» Veo °- s- v* Krumninger med 300 lods Radius og derunder forekomme saaledes jævnligt, medens den almindelige Størstestig- ning ellers er x/1Oo og Mindsteradius for Krumninger ellers 600 Fod. Alt dette fordyrer naturligvis Havnebanernes Drift. Hvor Havnebanen drives med Hestekraft, er det nu særligt iøjnefaldende, at der er Tale om en særskilt Virksomhed, som ligger udenfor Jernbanens almindelige Opgave og for Vognladningsgodsets Vedkommende nøje ligner den Afhentning og Udbringning af