Bilag A, B Og C Til Jernbanekommissionens Betænkning

OS saa at de Rejsende uden videre Kontrol kunne forlade Toget paa Ankomststationen. Benyttes der Gennemgangsvogne, indsamles Billetterne dog under Kørselen kort for- inden Ankomsten til Endestationen. For Publikum synes denne Kontrol temmelig besværlig, saaledes virker blandt andet Aflaasningen af Vogndørene generende. Det er endvidere saa godt som ugørligt at tilendebringe Kontrollen hurtigt, naar Antallet af Rejsende er stort, ligesom Kon- trollen heller ikke kan siges at være særlig betryggende, uagtet Billetterne, foruden, som anført, at forevises for Togledsageren inden Afgangen, tillige ofte efterses undervejs af Stationsfunktionærer paa de Stationer, hvor Toget holder. Det tredje System endelig — Perronafspærring paa lignende Maade som kendt herhjemme fra Nord- og Kystbanen — er det nyeste. Det er sikkert oprindelig op- staaet paa Banestrækninger med stærk Persontrafik og mange Stationer. I de senere Aar har det imidlertid vundet mere almindelig Indgang, og det anvendes nu i vidt Omfang i Belgien, Holland og Frankrig. Ogsaa i England benyttes det paa en Del By- og Forstadsbaner, saaledes paa den underjordiske Bane i London, samt paa de fleste mindre Landstationer. Endelig er det for nogle Aar siden indført i Tyskland som eneste System. Forinden man gaar over til ßt betragte Spørgsmaalet om Muligheden af en al- mindeligere Indførelse af Perronafspærringssystemet her i Landet og de dermed for- bundne Omkostninger og Besparelser, skal man bemærke, at Formaalet med Systemets Indførelse har været et dobbelt, nemlig dels at undgaa eller indskrænke Personalets Færden paa de kørende Togs Gangbrædder, dels at indføre en skarpere for Jernbanens Indtægter mere betryggende Kontrol, der navnlig tilvejebringes derigennem, at Publikum maa forevise Billetten for en Jernbanebetjent og aflevere den til en anden, medens det efter det ældre System er samme Betjent, som efterser og indsamler Billetterne. Sy- stemet frembyder sig, som foran berørt, ganske naturligt, ja bliver en næsten uuiid- gaaelig Nødvendighed, hvor der er stærk Persontrafik og mange tæt ved hinanden lig- gende Stationer, idet det her er umuligt for Personalet at overkomme Billetteringen i den korte Tid, Kørselen fra Station til Station varer. Paa de Strækninger og i den Skikkelse, hvori det her hjemme er indført, har det vist sig formaalstjenligt, ligesom Publikum i det hele med Lethed har fundet sig i Foranstaltningen. Men naar Spørgsmaalet rejses om Systemets almindelige Indførelse ogsaa paa Banestrækninger, hvor dsts Anvendelso ikkß umiddølbart paabydøs af do stsdfiiidønde Trafikforhold, viser Sagen sig forbundet med større Betænkeligheder, idet den finansielle Side af Forholdet gør sig gældende med stor Styrke. Det følger jo nemlig af Systemets Karakter, at dets Gennemførelse altid vil være forbunden med betydelige Bekostninger, dels til Anlægsforanstaltninger og dels til Kontrolpersonalet, hvilken sidste Udgift ikke kan ventes opvejet af en tilsvarende Formindskelse af Togpersonalet. Hvad disse Mer- udgifters Størrelse angaar, har en indgaaende Beregning, der anstilledes i 1896 og paa det allernærmeste vil passe paa Forholdene den Dag i Dag, givet det Resultat, at An- lægsudgifterne paa Stationerne vilde beløbe sig til ca. 150,000 Kr. en Gang for alle, og den aarlige Merudgift til Personalet til ca. 300,000 Kr. Med Hensyn til det sidste Punkt i det fremsatte Spørgsmaal, nemlig hvilke Be- sparelser der ville kunne opnaas ved Systemets Gennemførelse paa samtlige Banestræk- ninger, vil der, som foran berørt, næppe blive Tale om at indvinde en betydeligere Del af Merudgiften gennem en Formindskelse af Togpersonale, idet Togene for Tiden ikke i Almindelighed medføre flere Konduktører end de Rejsendes Betjening kræver — saa- ledes kun 2 Konduktører ved 11- og Persontogene — og Muligheden af en hurtig Tog- ekspedition let vilde udelukkes, hvis man paa dette Omraade gjorde større Indskrænk- ninger. En Indskrænkning blandt Togførere og Pakmestre kan der heller ikke vel blive