Lærebog I Maskinvæsen For Lokomotivpersonalet

Forfatter: De Danske Statsbaner, Maskinafdelingen

År: 1909

Forlag: Nielsen & Lydiche

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: 2

Sider: 375

UDK: 621.137

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 388 Forrige Næste
324 Fyringen noget efter de forskellige Slags Kul; men for enhver Fyring gælder det, at der skal sørges for en rask og fuldstændig Forbrænding af Brændslet. For at opnaa dette er det nødvendigt, at der tilføres tilstrækkelig* Luft. Sker dette ikke, vil Fyret snart vise sig mør- kere med korte, sodende Flammer, og da nu de udviklede Gasarter ikke forbrænder fuldstændigt, vil Kulbrinterne ved Sønderdeling give Sodpartikler, der ikke forbrænder, hvorfor der faas en tæt, sort Røg. At en saadan Forbrænding er meget uøkonomisk, siger sig selv, da ikke blot de smaa Kulpartikler unddrager sig Opbræn- dingen, men da der ogsaa — hvad der giver et langt større Tab — vil udvikles store Mængder Kulilte, der gaar uforbrændte bort, medens man ved tilstrækkelig Lufttilførsel vilde have faaet saa- vel Kulbrinter som Kulilten fuldstændig forbrændt og altsaa ogsaa en langt større Varmeudvikling med det samme Brændselsforbrug, samtidig med at man undgik den generende Røg. Det er altsaa nødvendigt at tilføre Ilden rigelig Luft dels gennem Risten ved en hensigtsmæssig Regulering af Askekasse- klappens Aabning og dels gennem Fyrhullet ved en passende Ind- stilling af Fyrdøren; men Fyrets Tykkelse maa dog altid afpasses efter Kullenes Beskaffenhed og Lufttrækkets eller Dampslagets Kraft. Letbrændende Kul fordrer ikke saa stærk Lufttilførsel som fede, mere tungtbrændende Kul, og et Fyr af sidstnævnte Slags Kul maa derfor altid holdes noget tyndere, for at Luften lettere kan passere derigennem. Ved Statsbanerne anvendes skotske, engelske, westfalske og Waleskul. Nogle af disse Kul, f. Eks. de engelske, kaldes »haarde«, hvorved man forstaar Kul, der ved Sønderslagning springer i uregelmæssige Stykker med skarpe Kanter, uden at der opstaar synderlig meget Smuld. I Modsætning hertil kaldes saadanne Sorter Kul, f. Eks. Waleskullene, »bløde«, som ved Sønderslag- ning giver meget Smuld. Disse kan være saa »bløde«, at de selv ved svagt Tryk, som f. Eks. under Lagringen, smuldrer hen. Da Smuld skal undgaas saa meget som muligt, maa større Stykker Kul ikke sønderslaas med'en Hammer med flad Bane men med den særlig dertil bestemte Kulhammer, som hører til Lokomotivets Udrustning, og som er forsynet med kileformet Bane. Ved »fede« Kul forstaar man saadanne Kul, der ved Glødning uden Luftens Adgang giver sammenhængende, stærkt opblæ- rende Koks, og ved »halvfede« saadanne, der under samme For-