Frikonkurrencen Og Socialismen

152 ogsaa bl. a. Professor Westergaard fuldt ud ind- rømmer*). Under Frikonkurrencen er Spørgsmaalet om, hvad Vederlag den enkelte skal have for sit Arbejde, et rent og skært Magtspørgsmaal og intet andet. Ar- bejdsgiverne tager Arbejderne for den mindst mulige Løn, som de kan faa dem for. Og er der en enkelt iblandt dem, der af humane Grunde faar Skrupler over den ved den lave Løn fremkaldte Armod, tvinger Fri- konkurrencesystemet ham — hvis han ikke som Carls- bergeren indtager en særlig monopoliseret Stilling — alligevel til i det væsentlige at holde Skridt med sine Kolleger. Arbejderne faar derfor i den store Alminde- lighed aldrig en Øre mere, end hvad de gennem deres Magtstilling kan opnaa. En Maalestok, der blot peger i Retning af at angive, hvad der er Udtryk for Ar- bejdets enten sædelige eller økonomiske Værdi, savner Frikonkurrencesamfundet fuldstændigt. I denne Henseende staar det socialistiske Samfund ganske anderledes. Det tager sit Forbillede i de Organisationer, som allerede er til Stede i det bestaaende Samfund. Inden for Jærnbaneorganisationen har Samfundet fastsat sine bestemte Lønningssatser, som gælder lige fra de laveststaaende til de højeststaaende Arbejdere inden for Organisationens Rammer. Det samme gælder inden for Postvæsenets, Telegrafvæsenets og Hærvæsenets Organisationer. Selv blandt Præsterne er Vederlaget ordnet paa samme Maade. Præsterne be- høver ikke at ruinere andre for selv at bestaa. Den Præst, der er lavest lønnet, har omkring ved 2,000 Kr om Aaret. Og op over dette Vederlag har de Ad- gang til at avancere i Forhold til Alder og Dyg- tighed. ) Se anf. Skrift S. 29.