Frikonkurrencen Og Socialismen

 153 Det er den samme Fremgangsmaade, Socialismen anvender ogsaa over for det legemlige Arbejdes Mænd og Kvinder. Det er denne Fremgangsmaade, der realiseres i de faglige Foreninger. Hver Fagforening begynder med at fastsætte en Takst for Lønnen, der svarer til, hvad der maa anses for Minimum, naar der skal kunne føres et virkeligt menneskeværdigt Liv. Naar alle Arbejdere er bleven organiserede, • vil de staa med en bestemt Takst for Lønnen i de forskellige Erhverv. Vi møder her paa ny et Punkt, hvor det atter viser sig, at det første og vigtigste Hovedkrav paa det sociale Omraade er Ar- bejdernes Organisation. Ti kun i samme Grad, som denne Organisation er fuldstændig, er Betingelserne til Stede for det videre gennemførte socialistiske Sam- fund. Naar Staten og Kommunen gennem sine tekniske Embedsmænd paatager sig Ledelsen af Erhvervslivet, har de simpelt hen med Hensyn til Arbejdslønnen at holde sig til de Takster, som er gennemførte af de faglige Foreninger. Det organisatoriske Arbejde har da samtidig at tage Sigte paa tre Ting: 1) at hæve de lavere Lønninger, 2) at aabne Adgang for Avancement, 3) at begrænse de højere Lønninger. Dermed er den organiske Udvikling i det rette Spor, og Værdimaaleren for det enkelte Arbejde vil fremkomme ganske af sig- selv. Hertil vil atter blive indvendt, at dette jo ikke er Lighed, og at Socialismen kræver, at alle skal have lige meget. Dertil er at svare: en komplet Misforstaaelse. Socialismen kræver aldeles ikke, at alle skal have lige meg-et. Socialismen kræver kun: 1) at al Udbytning skal umuliggøres, 2) at alle skal have Adgang til Arbejde,