Frikonkurrencen Og Socialismen

168 »Sæt en Stopper for de riges Havesyge og Ego- isme; berøv dem Retten til Opkøb og Monopoler; lad ingen Lediggængere findes iblandt os; giv Agerdyrk- ningen en større Udbredelse, skaf ny Industri for at skaffe alle Arbejde. Det er Ulykken og den daarlige Opdragelse (! ), der skaber Forbrydelsen, og I gør Intet for at bekæmpe disse to Svøber, tværtimod. »Den egentlige Grund til den offentlige Ulykke er Antallet af adelige Lediggængere, der ernærer sig af Næstens Sved og Arbejde. Er det retfærdigt, at den, der intet frembringer, fører et Herreliv i Ledig- gangens Skød eller Udsvævelser, medens Agerbrugere og industrjdrivende lever i mørk Elendighed, med Nød og næppe skaffende sig ussel Kost til Løn for saa meget stadigt Arbejde, at Dyrene næppe udholder det. Saaledes knuser et frugtesløst, goldt Arbejde Arbej- deren i Nutiden og dræber ham i Fremtiden. Selv i de mest blomstrende Stater ser jeg kun en Sammen- sværgelse af de rige imod de fattige; og disse Sammensværgelser, besluttet af de rige i Statens Navn, er bievne Love. »Hvis I ikke bringer Hjælp for de Ulykker, jeg paapeger, saa kom ikke og puk paa eders Retfærdig- hed; den er kun en Løgn. I overlader Millioner af Børn til en lastefuld og usædelig Opdragelses rædsels- fulde Følger. Fordærvelsen gnaver for eders Øjne disse unge Spirer, der kunde blomstre ved Dyden, og I straffer med Døden de Forbrydelser, de begaar som Mænd, skønt de spirede i deres Hjærter fra Vuggen. Hvad opnaar I da? I skaber Tyve blot for at have den Fornøjelse at fange dem«.*) I det 18de Aarhundrede udtalte Rousseau: »Den første, der indhegnede et Jordstykke og dristede sig til at sige: Det er mit, og som fandt enfoldige Mennesker, der troede ham, blev det borger- *) Benoit Malon: Socialismens Historie, iste Del, S. 55.