Frikonkurrencen Og Socialismen

217 sig og gøre ny Erobringer, hvoraf atter følger, at Stri- digheder borte i fremmede Verdensdele kan føre til omfattende Forviklinger i den gamle Verden. Man maa derfor have staaende Hære baade til de ny Udvi- delser og til Forsvaret af de gamle Landsdele. Hyppig ser vi ogsaa de regerende bruge »en rask lille Krig« til at aflede Opmærksomheden fra de indre Anliggender. Endelig bruges Hærene jo som det sidste og bedste Rygstød til Bekæmpelse af alle Forsøg paa den grun- digere Omdannelse af Samfundet, som vil svække de o regerende Klassers Magt. Hertil kommer hele den Mængde Mennesker, som umiddelbart er interesserede i Opretholdelsen af det militære System. Hvor skulde alle de mange under- og overordnede Befalingsmænd under de forhaandenværende I" orhold finde saa økonomisk betryggede og borgerlig ansete Stillinger, som de finder i Hæren og Flaaden? Hvor skulde alle de mangfoldige Leverandører, som nu lever af Militarismen, finde Underhold, hvis der blev foretaget en Afvæbning? Frikonkurrencens Stat vilde kun byde dem Armod. Den staaende Hær er et nødvendigt Supplement til Frikonkurrencens Samfund. Saalænge Isrikonkur- rencen lever, vil det være umuligt at afskaffe Mili- tarismen. Anderledes i den socialistiske Stat. Jord- og Penge- adelen har haft sin Tid. Det næste Led i Udviklingens Kæde er det at grundlægge en ny Adel paa — Ar- bejdet. I det socialistiske Samfund vil det være den største Hæder at være den dygtigste, den bedste Arbejder. I dette Samfund vil der tillige være Plads for og rigeligt Udkomme til alle. Ingen behøver at frygte for Næringstab, fordi Hærvæsenet afskaffes. Disse for- andrede Forhold vil bevirke, at en Mængde af dem, der nu holder paa Militarismen, fordi de er økonomisk