Frikonkurrencen Og Socialismen

2l8 interesserede i dens Opretholdelse, med Glæde og Be- gejstring vil søge deres Plads i den ny Adels Rækker. Ja, men saa forraader vi jo Fædrelandet, bliver der indvendt. Det er en fejg Usling, der ikke forsvarer sin Hustru eller Datter, hvis hun krænkes af en Stimand. Paa samme Maade er det fejgt og usselt ikke at ville forsvare sit Fædreland, naar det overfaldes af Fjender. Dette er Snak i Taaget. Der er aldeles ingen Sammenligning mellem Nød- værgeretten overfor Stimænd og Kampen imellem civili- cerede Folk. Lad os tænke os, at Tyskland kom med den For- dring, at Danmark skulde træde ind som en Stat i det tyske Forbund, og at det med Magt tvang os dertil, hvis vi ikke frivilligt vilde efterkomme Forlangendet. Vilde dette være lig med, at vore Hustruer og Døtre vilde blive krænkede, at vore Formuer vilde blive os berøvede, som naar vi overfaldes af Stimænd? Paa ingen mulig Maade. Forholdene i Sønder- jylland vidner noksom om, at der kan leves et lige saa sædeligt rent som økonomisk velstillet Liv i Tyskland som noget Steds i Danmark. Af den Grund behøver vi ikke at gribe til Vaaben, hvad der ogsaa er saa meget mere haabløst, som vi paa Forhaand ved, at vi umulig vilde kunne staa os imod den mægtige tyske Hær.*) Hvad der kan ske ved et Forsøg paa at indlemme vort Land i det tyske Rige, er det, at Tyskerne kan krænke vor aandelige Ejendom, vort Sprog, vor Historie, vore Minder, vor Literatur, kort alle vore aandelige Goder. Dette kan være slemt og vilde med Rette vække Harme. Men lige fuldt: Kamp for aandelige Værdier føres bedst med aandelige Vaaben. Og kun ved den Kraft, som kan lægges ind i den aandelige Kamp, og ♦) Danmark vil højst kunne stille en Hær paa 60,000 Mand, Tysk- land kan møde med 2 Mill. 700,000 Soldater!!