Frikonkurrencen Og Socialismen

248 Reglen, at Søndagsfornøjelserne paa Danseboderne endte enten paa den fri Mark, »hvor kun Stjærnerne ser den Synd, som man her begaar«, eller »i den elskedes Seng«, at der næppe fandtes »en ung Mand eller ung Pige af Arbejderbefolkningen over 17 Aar, som havde bevaret den sædelige Renhed.«*) Fra vort eget Land kender vi ogsaa noget til, at saavel Arbejdere som andre begaar den Skændsel først at forføre, siden at forlade Kvinder, der drives ud i den Fortvivlelse, hvor de saa langt fra »at glæde sig over, at et Barn er født til Verden«, dræber deres eget Afkom. Samtidig kender vi ogsaa til, at Arbejdere selv midt i Julehøjtiden, hvor de bedste Stemninger er oppe i Folket, samles til Julefester med deres Børn og lægger dem Sange paa Tungen, hvori det bl. a. lyder: »Proletar! ræk Din Brodér en Næve, saa at Samfundets Bødler forstaa, at trods Lænker Du aldrig vil bæve i Din Kamp for de mange og smaa.« Vi hører ikke faa socialdemokratiske Arbejdere med Bedrøvelse erklære, at »skønt vi kæmper under Broderskabets Fane, mærker vi kun alt for lidt til Broderskabet i Praksis.« Hvad er herved at gøre? Hvorledes skal Tidens sociale Bevægelse tilføres den aandelige karakterdannende Bærekraft? Det er den Opgave, som Kirken skulde løse. Men for at kunne det maa den først og fremmest bryde med den herskende Theologi. Hvad vi dybest trænger til, er en ny kirkelig Reformation. Vi holder os her fuldstændig borte fra alle Spørgsmaal om de kirkelige Former, idet vi be- tragter disse som ganske underordnede. Hvad enten Kirken fortsætter som Folkekirke eller den — hvad ) Tre Maaneder Fabrikarbejder S. 228—29.