Frikonkurrencen Og Socialismen

203 følelsen, vække de sovende Samvittigheder og søge at faa Hjærterne til at brænde for Sandhed og Ret. Vil Præsterne blot det, skal de have Tak. I samme Grad, som deres Gerning lykkes, vil de da for det første forvandle de Hjærter, der nu for det meste danner en Isklump over for alle frigørende sociale Tanker, til en Jordbund, hvori disse Tanker kan spire og vokse op til en frugtbar Høst. For det andet vil de i Stedet for at opklække en Bunke konservative fanatikere opdrage talrige Mænd og Kvinder, for hvem det vil blive en Lyst og en Trang at gaa ud og optage Kampen for den sociale Sag i Pagt med Kristendommens højeste og bedste Idealer. Men i det vi fra socialistisk Side erkender, at vi ikke har nogen Ret til at forlange, at Præsterne som saadanne skal prædke Socialisme, maa Præsterne til Gengæld lære at forstaa, at de sociale Agitatorer og Missionærer omvendt eller ikke hverken skal prædke eller forkynde Religion. Medens Præsterne har det Hverv at udvikle de religiøse og sædelige Grund- kræfter, er det Nationaløkonomernes og de sociale Missionærers Sag at virke for de sociale og politiske Former, hvorigennem der er Mulighed for, at de sæde- lige Idealer kan blive virkeliggjorte paa Samfundslivets Omraade. Naar dette til begge Sider bliver forstaaet, vil Forsoningen være tilvejebragt mellem Kristendommen og den sociale Bevægelse, og vil der da være Mulig- hed for, at de begge i god Forstaaelse kan virke for at fremme hver sin Del af den store Opgave, hvis samlende Midtpunkt er Retfærdighed i Pagt med Kærlighed. Nogle vil baade bede og arbejde. Andre vil kun arbejde. Men fra begge Sider vil Bestræbelserne være rettet paa at fri Menneskene fra det onde, at for- mindske Fristelserne, at fordele det daglige Brød, at fuldbyrde Guds Vilje og fremme Guds Rige paa Jorden.