Frikonkurrencen Og Socialismen

Stillingen er den, at vi ikke alene nu frembringer nok til, at alle kan faa det fornødne, men at vi endnu har Evne til at frembringe meget, meget mere. Det er heller ikke alene den industrielle Produktion, der er saaledes stillet, at Tanken slet ikke kan finde Grænser for dens Udviklings Muligheder. Det samme gælder i vid Udstrækning for Jordbruget. Blot vi tænker os, at al Danmarks Jord gav et saadant Udbytte som det, der allerede nu opnaas ved den mest intensive Drift af Huslodder, vilde Landbrugsproduktionen flere Gange fordobles. Og dog er sikkert endnu selv den mest intensive Drift langt fra Grænsen af, hvad der er Mulighed for, at Jorden kan frembringe. Det er saaledes fuldstændig indlysende, at det sociale Spørgsmaal ikke længere er Spørgsmaalet om, hvorledes en tilstedeværende Mangel paa Livsfornøden- hecler skal blive afhjulpen, men ene og alene et Spørgsmaal om, hvorledes en tilstedeværende Over- flødighed skal blive fordelt. Yderligere finder' vi dette stadfæstet ved den Mærkelighed, at Begivenheder, der i Virkeligheden er en Ulykke, og som i tidligere Tider ubetinget vilde have virket som saadan, nu i vid Udstrækning kun fremkalder — Lykke! Lad Lynet slaa ned og afbrænde et større Antal Herregaarde. Hvis kun Folk og Kreaturer reddes, og- Gaardene er assureret, vil ingen — nogle mindre personlige Ubehageligheder for Besidderne fraregnet — mærke noget Tab i den Anledning. Men for Tilsender af Mennesker vil det ubetinget virke gavnligt. Efter- spørgslen efter Bygningsmaterialier og Arbejdskraft vil bringe et saadant Opsving i Forretningslivet, at mang- foldige Mennesker vil faa Anledning til at prise Ulykkesbegivenheden som deres største Lykke. Om Vinteren oplever vi adskilligt i lignende Ret- ning. Sneen falder tykt over Jorden, Snestormene raser, Landeveje, Gader og Jærnbaner ryger til. Det