Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

215 Muslingen tøjret eller ankret paa den af den valgte Plads. Imid- lertid er Blaamuslingen ingenlunde som en Østers for stedse bun- den til sin Plads. Den flytter sig dog sjældent, men undertiden sker det dog, og den kan gøre det, fordi dens meget bevægelige Fod tillader den at krybe, hvor den lyster. Léon Vidal har om- hyggeligt studeret Blaamuslingens Levevaner. Han har set den, naar den vandrer, udstrække Foden, saa langt den kunde række, fæste en Traad og ved denne hale sig frem, medens Foden sam- tidig trak sig sammen. Derpaa straktes Foden atter frem, fæstede en anden Traad, trak sig sammen og saaledes blev den ved, hvorved den til- bagelagte Vej var mærket af Byssustraad. Léon Vidal har set unge Muslinger paa denne Maade vandre i Lø- bet af nogle Minuter over en jævn Strækning, som var omtrent tre Fod lang. Naturligvis maa efterhaan- den Byssustraadene spræn- ges, naar Muslingen fjær- ner sig fra en Plads til en anden, og denne Spræng- ning sker ved pludselige Ryk. I Blaamuslingens Hun- ner er ved Vaartid Kappe- bladene ladede med Æg, Fig. 118. En aabnet Biaamusling. og saa snart disse er klækningsdulige, paavirkes de af Han- dyrenes Sæd, som Vandet har opspædet og som driver langt omkring. Klækningen skal tage omtrent femti Dage, og den unge Musling er da allerede »skabt« og udstyret med glasklare Skal- ler, hvorigennem man ser den gullige Muslingekrop. Tiden er saa kommen, hvor de spæde Dyr spredes fra den moderlige Rede og driver afsted med Strøm og Bølge, indtil de træfler paa tiltalende Omgivelser og faste Holdepunkter, til hvilke de kan fæste sig. De holder sig helst nær Overfladen og de vælger derfor mest en Bund, hvorfra de kan hæve sig op til Havbrynet. Muslingens Føde er udelukkende Infusorier og vistnok tillige