Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

260 Udegnene upaavirkede og bruger udprægede Redskaber, som disse har været brugt gennem mange Slægtled. Men de fanger ogsaa kun til Dagens Brug eller til Oplag for de Tider, hvor der ikke kan fanges. Om disse Folks Fiskeri skal der derfor ikke nærmere skrives i dette Arbejde: Kajakfangst, Jagt med Haandharpun og møjsommeligt Fiskeri fra Is har mest etnografisk Interesse, og deres Erobringer fra Havet er saa forholdsvis ringe, at de kun har mindre Vigtighed uden for de Pladser, hvor de udøves. Derfor skal heller ikke her løves ved den Hval- og Sælfangst, som drives af Polarfolkene til deres eget Brug. Fig, 154. Sælerne drives til Slagtepladsen. Derimod er det værd nærmere at dvæle ved den Fangst, som f. Eks. Alaska’s Indianere udøver efter Pelssælerne og hvorved de fremskaffer en Handelsvare af høj Værdi. Allerede paa et tidligere Sted i denne Bog har Pelssælerne været nævnte; her skal Billedet uddybes ved nogle Linier om Fangstarbejdet. Det er en Kends- gærning, at de to Tredjedele af alle Pelssælers Hanner, skønt der avles lige saa mange Hanner som Hunner, aldrig af den ene Tredje- del faar Lov til at komme ind paa Avlepladserne, hvor Massen af Hunnerne samler sig. Deraf følger, at største Delen af Pelssælernes »Pebersvende« (halluschickie), som Jægerne kalder dem, tvinges til at leve afsides og undertiden milelangt fjærnede fra Avlepladserne, saa at de kan dræbes, uden at derved Sælernes Formerelse hæmmes.