Købmandens Haandbog

Handelens Vilkaar og Væsen XVII paa særlige Betingelser Ret til at udstede Banknoter eller Sedler o; Pengerepræsen- tativer i Papirform, som lyder paa en eller anden Pengesum i Landets Mønt og i Over- ensstemmelse hermed skal modtages af Landets Borgere Mand og Mand imellem i alle Betalinger. Under den nuværende Verdenskrig og i forskellige tidligere Perioder af Verdens- historien har rundt om i de forskellige Riger saadanne Banksedler faktisk cirkuleret og fungeret som Penge — altsaa været, hvad man kalder Papirpenge. Statens Paa- bud om, at disse Papirlapper i alle Forhold skulde tages af Undersaatterne som PengCp ligesom Statskassen selv modtog dem som saadanne, har helt ofte holdt deres Værdi oppe, saa at de gjorde nøjagtig samme Nytte som Meta]penge. Dette kan dog kun ske, saa længe den samlede Pengemængde holdes nede paa et Omfang, som nøje svarer til Omsætningens Krav paa Omsætnings- og Betalingsmidler. Saa snart derimod Statens fristes af den Lethed, hvormed en Seddelpresse skaffer Mønt, til vilkaarlig at lade Penge- mængden vokse, falder Pengenes Værdi og dermed indtræder de alt ovenfor skildrede Forskydninger i Prisforholdene — og altsaa ogsaa disses uheldige Følger. I Forholdet til Udlandet gør dette sig hastigt og skadeligt gældende. Paa den ene Side tiltrækkes Fiemmedvarer af Indlandets kunstigt stegne Prisniveau, Importen vokser derved ufor- holdsmæssigt — og naar da Vareudførslen ikke længer strækker til, saa at i Udenrigs- omsætningen Varer kan betales med Varer, savner Landet til Udligning af sit Indførsels- overskud det internationale Betalingsmiddel (Guldet) og maa derfor finde sig i, at dets Penge (Papirpenge) af Udlandet kun modtages til en mindre Værd end deres Paalydende (faa en Disagio). Bor at undgaa sligt tillades det under normale Forhold i moderne Stater kun de saakaldte Seddelbanker at udstede Noter med den Forpligtelse at indløse disse til en- hver Tid ved deres Forevisning med Guldmønt. For at kunne opfylde denne Forplig- telse skal da den paagældende Seddelbank altid have en vis Metalbeholdning rede. Kun i England og Frankrig er denne lige saa stor eller næsten lige saa stor som Seddel- mængden. I de fleste andre Lande anses det for tilstrækkeligt, at den udgør Halvdelen, 2A eller 1/s af Seddelmængden, og Erfaringen synes at have godtgjort, at dette i hvert Fald under almindelige Forhold ogsaa er tilstrækkeligt til at skabe den Tillid, som af- holder Befolkningen fra at præsentere Banksedlerne til Indløsning og i Stedet for be- nytte dem i dens daglige Betalinger som Penge til deres paalydende Værdi. Kun naar der i større Maal kræves Guld til udenlandske Betalinger, kan saa mange Sedler paa én Gang blive fordret indløst, at det kan blive til Gene for Banken, som herved pludselig tvinges til at formindske sit Seddelbeløb med det dobbelte eller tredobbelte af disse Guld- udtagninger — hvad der atter kan virke skadeligt for Kreditforholdene og det samlede Pengevæsen. Seddelbankerne maa da søge at modvirke saadanne Guldudtagninger, hvad der sædvanlig sker ved at sætte den hjemlige Diskonto (Udlaansrente) op over det nærmeste Udlaans Rentefod, hvorved Kapital søges draget ind fra Udlandet og Landets Betalings-Balance overfor dette herved paavirket i gunstig Retning. Om alle disse Forhold henvises nærmere til Afsnittene Vekslen og Bankvæsenet. Sluttelig skal endnu mindes om, at det ligger i Kreditens Væsen, at den let kan misbruges og overdrives. Mangen en Forretningsmand lader sig af Letheden ved at faa Laan friste ind paa Foretagender, som paa Trods af hans Forventninger og Beregninger mislykkes eller dog viser sig mindre givtige — og naar slig letsindig Kredittagen og Kredityden foregaar i stort Omfang, drives Forretningslivet nemt ind i en saakaldt Krise, hvis farligste Virkning netop turde være en ligesaa pludselig og omfattende Indskrænken af den virkelig samfundsgavnlige Kredit.