Mindestøtterne Paa Jægerspris

TO FORSLAG AF FREUND TIL TORDENSKJOLDS MINDESTØTTE foruden et Postament til „Julianehøj“, hvor en Runesten, der var fundet i Norge, blev anbragt paaden øverste Terrasse. Koncepten til Wiedewelts Regning af 12. August 1784 for de tre Sten og Fodstykket til Runestenen er endnu bevaret, saa man deraf nogenlunde kan gøre sig en Forestilling om, hvad hele Arbejdet har kostet. Udgifterne til disse fire Arbejder var inclusive Transport og Opstilling 384 Rdl. 1 Men allerede den 14. April havde Guldborg faaet sin Afsked som Statsminister og var blevet forsat til Aarhus som Stiftamtmand, og dermed standsede den regelmæssige Udførelse af Monu- menter til Jægerspris. Overhovedet udførtes kun i 1789 endnu et Monument nemlig for Henrik Gerner, der var død to Aar før. Til dette findes et Par ikke anvendte Udkast paa Kunstakademiet. Den udførte Støtte er fra et arkitektonisk Synspunkt et svagt Arbejde, men har fornøjelige og smukt udførte Enkeltheder som Delfinen, der paa Ryggen bærer en Kanon. Paa Fodstykket findes en skematisk Gengivelse af Grundplanen til et af Gerner konstrueret Pumpeværk i Dokken. Dette synes at have interesseret Wiedewelt meget, thi paa Akademiet findes en omhyggelig udført Grund- plan af selve Pumpeværket, samt et Udkast til samme og en morsom Tegning af Værket i Funk- tion, trukket af otte Heste. Ialt havde Wiedewelt udført fireoghalvtreds Monumenter foruden Udsmykningen af „Juliane- høj“, og i det store og hele maa man sige, at han havde skilt sig smagfuldt fra sin Opgave. Selv- følgelig er Monumenterne af forskellig kunstnerisk Værd. Gennemgaaende er Støtternes dekorative Enkeltheder overordentlig smukt og sobert udførte. Flere af Stenenes gode Forhold forringes ved Wiedewelts Tilbøjelighed til altfor komplicerede Inddelinger, mens et stadigt tilbagevendende Træk: at Profilerne — rimeligvis af økonomiske Grunde — ikke føres rundt om Stenen men kun er angivet paa Forsiden, virker pauvert og giver en Vekslen i de forskellige Leds Planer, der undertiden kan virke morsomt, men oftest kun giver et uroligt Indtryk. Men alt i alt kan vi dog godt forstaa Wandall, naar han skriver, at „Minderne ere Stytter af den ædle Eenfoldighed, som udgiør Skiøn- heden i Smagens Værker.“ Som saadanne staar de i en bevidst Modsætning til Barokkens og Ro- koko ens Haveskulpturer og „giver Stedet en Adel, Versailles ikke har af heele Gudeskaren fra den mytologiske Himmel,“ som Wandall videre skriver med en lidt ubeskeden Sammenligning. 7